Læsetid: 5 min.

CO2-kreditter bliver sovepude for i-lande

Ved at betale u-lande for klimaprojekter og selv indkassere CO2-gevinsten svækkes incitamentet til grøn revolution, siger forskere
Indland
15. august 2008

Noget for noget. Køb af CO2-kreditter, som hjælper ilande til at slippe for hjemlige klimaindgreb, er ved at blive måden, hvorpå rige lande yder u-landene økonomisk klimabistand. Kreditkøb vinder frem på bekostning af regulær og direkte bistand til ulandenes klimaindsats.

Det er misbrug af kreditsystemet og hæmmer samtidig den stærkt tiltrængte indsats i ilandene for udvikling af ny, klimavenlig teknologi.

Det mener to tyske forskere, som i en ny analyse advarer mod tendensen i bl.a. EU-lande til at købe sig fri for de hjemlige klimaforpligtelser.

"Handel med udledninger, der oprindelig blev undfanget som en begrænset sikkerhedsventil for overbebyrdede ilande, betragtes nu af mange som den centrale mekanisme for finansiel overførsel fra Nord til Syd og én, som bør udvides," siger Wolfgang Sterk, klimaforsker ved det tyske Wuppertal Institute for Climate, Environment and Energy.

Med kollegaen Hans-Jochen Luhmann har han gransket udviklingen på markedet for CO2-kreditter, og de to er bekymrede over, at virksomheder og regeringer i ilande i stigende grad tænker kortsigtet. At købe sig til CO2-reduktioner i u-lande "undergraver de nødvendige rammebetingelser for de påkrævede miljømæssige innovationer," hedder det i analysen.

"Kun en overvejende hjemlig opfyldelse af reduktionsforpligtelserne i ilandene kan skabe grundlaget for de tekniske fremskridt, som siden kan overføres til udviklingslandene," siger Wolfgang Sterk.

Som andre understreger han, at der er brug for intet mindre end "en ny industriel revolution", hvis det i tide skal lykkes at bremse den globale opvarmning forårsaget af det eksisterende energisystem baseret på kul, olie og gas.

En sådan revolution kommer ikke, hvis ilande kan købe sig til CO2-løsninger i u-lande frem for at sætte turbo på forskning og udvikling af bl.a. vedvarende energi for at klare CO2-kravene på hjemlig grund.

Større del af kagen

Systemet med køb af CO2-kreditter bygger på de såkaldte CDM-projekter i u-landene. Dvs. projekter under Kyoto-aftalens Clean Development Mechanism, hvor vedvarende energianlæg, energibesparelsesinitiativer og andre CO2-begrænsende initiativer i u-lande finansieres af ilande mod, at disse til gengæld får lov trække CO2-gevinsten fra på deres eget CO2-regnskab og dermed slipper for at gennemføre tilsvarende hjemlige CO2-reduktioner.

Hvor EU's interne system med CO2-kvotehandel drejer sig om, hvordan 'CO2-kagen' af en given størrelse skæres mellem EU-landene indbyrdes, så handler CDM-systemet med kreditkøb i u-lande om at gøre ilandenes CO2-kage større, pointerer Sterk.

Han minder om, at EU under Kyoto-forhandlingerne i 1997 var stærkt skeptisk over for CDM-idéen, fordi man mente, den ville friste ilande til at 'købe sig fri' - i dag er mange EU-lande, herunder Danmark, stærkt afhængige af kreditkøbene for at klare reduktionsforpligtelserne.

"Det oprindelige Kyoto-mål om at få ilande til at forpligte sig til at mindske deres hjemlige udledninger er blevet effektivt udvandet," mener Wolfgang Sterk.

Han nævner som eksempel sit hjemland Tyskland, hvor industriens adgang til at købe CO2-kreditter er meget rundhåndet.

"I teorien behøver de involverede virksomheder ikke at spare et eneste ton, men kan købe endog mere, end de er forpligtet til at reducere med."

Chefen for FN's Klimasekretariat, Yvo de Boer, er en af dem, der varmt støtter CDM- og kreditkøbs-mekanismen, fordi der her er skabt et system, der vitterlig får ilande til at overføre investeringsressourcer til ulandenes klimaindsats - noget som ofte nok er blevet lovet, men sjældent indfriet, fordi ilandene ikke har haft tilstrækkelig egeninteresse i at give pengene. Wolfgang Sterk og Hans-Jochen Luhmann ser imidlertid en klar fare i, at man vænner sig til denne noget-for-noget mekanisme som selve måden at overføre klimapenge til u-landene.

De to forskere understreger, at der i de nærmeste årtier også vil komme krav til u-landene om markante CO2-reduktioner, hvis klimakatastrofer skal afværges. Men hvis disse reduktioner skal finansieres via noget-for-noget-systemet med kreditkøb, så indebærer det, at ilandene skal købe kreditter i større mængde end deres egne samlede udslip.

"At finansiere alle de nødvendige reduktioner i Syd alene med penge tilvejebragt via markedet for udledningskøb vil kræve, at ilandene forpligtede sig til at reducere deres udledninger i 2030 med betydeligt mere end 100 pct.," noterer Sterk og Luhmann.

Det er naturligvis urealistisk, og pointen er ifølge de tyske klimaforskere, at CDM- og kreditkøbssystemet må begrænses og indrettes, så det supplerer, men ikke erstatter den traditionelle overførsel af finansiel støtte fra i- til u-lande.

Lavthængende frugter

På sigt kan CDM-systemet også rumme den fare, at ilandene får købt de fleste billige og lettilgængelige CO2-gevinster fra klimaprojekter i u-landene, således at 'de lavthængende frugter' er mere eller mindre væk, den dag u-landene selv skal til at leve op til klimaforpligtelser og får brug for at realisere projekter til eget formål. Et givent projekts CO2-effekt må således ikke tælles med i både i- og ulandets CO2-regnskab.

Ifølge det indiske miljøcenter Center for Science and Environment er halvdelen af den i dag opførte vindkraftkapacitet i Indien allerede reserveret til at give ilande CO2-kredit som CDM-projekter, der enten er godkendt eller undervejs i godkendelsesprocessen. Indien vil altså ikke kunne bruge CO2-gevinsten fra disse vindmøller til at opfylde kommende CO2-krav til Indien selv.

"På kort sigt er det næppe et problem, for der er stadig mange muligheder for relativt billige projekter i u-landene," mener Sterk.

Han er mere bekymret for, at der sker CDM-godkendelse af projekter, som u-landene ville have realiseret under alle omstændigheder.

"I så fald får ilande jo adgang til at købe CO2-kreditter, som ikke giver nogen reel, ekstra CO2-reduktion," siger han og henviser til nyere undersøgelser, der konkluderer, at op til 40 pct. af de hidtil godkendte CDM-projekter næppe er regulære ekstra projekter med ekstra CO2-reduktion. De bliver blot maskiner til at give u-lande penge og ilande god klimasamvittighed, uden at der reelt sker nogen ekstra CO2-reduktion.

Spørgsmålet om, hvor stor en rolle CDM og CO2-kreditter skal kunne spille i de kommende års klimaindsats, forhandles i øjeblikket, både mellem EU-landene indbyrdes og i den globale proces, der leder frem mod klimatopmødet i København næste år.

"Der er uenighed i EU. Nogle lande ønsker således meget vide rammer for brug af CO2- kreditter til at klare egne CO2-forpligtelser, og andre ønsker, at der ikke sættes grænser overhovedet. Hvis klimatopmødet i København ender med enighed om 30 pct. CO2-reduktion i 2020 som ny forpligtelse for ilandene, så ønsker også EU-Kommissionen, at CDM og kreditkøb skal kunne spille en omfattende rolle i ilandenes klimaindsats," siger Wolfgang Sterk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her