Læsetid: 3 min.

Danmark bryder EU-regler om ligestilling

Europa-Kommissionen anklager Danmark for traktatbrud, fordi regeringen endnu ikke har implementeret direktiv om ligestilling
Socialminister og minister for ligestilling, Karen Jespersen henviser endnu engang til Beskæftigelsesministeriet, da Information forsøger at få en kommentar til EU-Kommissionens anklager om, at Danmark ikke har implementeret ligestillingsdirektivet.

Socialminister og minister for ligestilling, Karen Jespersen henviser endnu engang til Beskæftigelsesministeriet, da Information forsøger at få en kommentar til EU-Kommissionens anklager om, at Danmark ikke har implementeret ligestillingsdirektivet.

Claus Bjørn Larsen

11. august 2008

Endnu en dom ved EF-Domstolen mod Danmark er rykket nærmere. Regeringen har nemlig fortsat ikke implementeret et direktiv fra 2002, som sikrer ligebehandling på arbejdsmarkedet.

Allerede i marts sidste år sendte Kommissionen ellers en såkaldt åbningsskrivelse om manglende implementering af ligestillingsdirektivet til den danske regering.

I den fortrolige åbningsskrivelse, som Information er kommet i besiddelse af, anklager Kommissionen blandt Danmark for ikke at have en uafhængig institution, som kan overvåge ligestillingen her i landet.

En funktion som regeringen hævder bliver varetaget af Ligestillingsnævnet.

Men i den fortrolige åbningsskrivelse skriver Kommissionen, at Danmark ikke opfylder direktivets krav om "at foretage uafhængige undersøgelser, offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger."

Kommissionen kritiserer også den danske regering for ikke at give nævnet "organisatorisk uafhængighed," da alle medlemmerne udpeges af ligestillingsministeren. Endelig mangler nævnet ifølge åbningsskrivelsen "passende finansielle og menneskelige ressourcer."

Intet uafhængigt organ

På linje med Kommissionen mener advokat og ph.d. i ligelønsret, Byrial Bjørst, heller ikke, at Ligestillingsnævnet opfylder direktivets krav om at være et uafhængigt organ, hvor borgere kan få hjælp til sager om manglende ligestilling.

"Nævnet kan kun behandle sagen, når klagen er indleveret. De kan ikke fungere som advokater for borgere, der henvender sig," siger han.

Over for EU forsvarer regeringen sig også med, at der i Danmark er en række andre organisationer, som KVINFO og Institut for Menneskerettigheder, som opfylder direktivets krav om et uafhængigt organ.

Direktør i KVINFO, Elisabeth Møller Jensen, har ikke noget imod at indgå i regeringens argumentation for at Danmark opfylder EU's krav til ligestilling. Hun peger blandt andet på, at KVINFO udfylder nogle af de funktioner, som direktivet kræver - blandt andet ved at drive et forskningsbibliotek, der står for vidensopsamling på ligestillingsområdet.

"Men KVINFO kan selvfølgelig ikke tage ansvaret for, om regeringen får opfyldt direktivet. Og vi har mange gange givet udtryk for, at der i dag i Danmark mangler et organ, som kan tage sager op af egen drift," siger Elisabeth Møller Jensen.

Fra Institut for Menneskerettigheder lyder kritikken også, at instituttet ikke skal udfylde den funktion, som Kommissionen efterlyser.

Pressechefer på glatis

Byriel Bjørst opfordrer desuden regeringen til at følge Kommissionens opfordring om at nedsætte en ligestillingsombudsmand, som man kender det fra Sverige og Norge.

"Vi skal have en motor, som hele tiden sætter forskning i gang og kommenterer på ligestillingens vegne," siger Byrial Bjørst, der blandt andet mener, at en uafhængig institution vil kunne foretage et langt mere grundig ligestillingsvurdering af lovgivningen. Vi skal dog blot få år tilbage, før et sådant organ fandtes i form af Videnscenter for Ligestilling, som den borgerlige regering besluttede at nedlægge i 2002 - kort efter den var tiltrådt.

Tidligere leder af det nu nedlagte center, Karen Sjørup, er sikker på, at regeringen har handlet i ond tro i denne sag:

"Allerede da centret blev nedlagt, vidste regeringen at dette direktiv lige på trapperne. Men den var fuldstændig ligeglad," siger hun.

Da Information spurgte til en kommentar fra ligestillingsminister Karen Jespersen, henviste hendes pressechef til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen, hvis pressechef henviste tilbage til Karen Jespersen.

Information opfordrede de to pressechefer til at blive enige om, hvem der rent faktisk skal udtale sig om denne sag, hvorefter det lykkedes at få denne kommentar fra Karen Jespersen:

"Dialogen mellem kommissionen og den danske regering i denne sag står Beskæftigelsesministeriet for. Generelt lever vi op til de krav, som kommissionen stiller. Vi har således et ligestillingsnævn, og derudover KVINFO, der oplyser om ligestilling. Endvidere har vi en række forskningsinstitutioner, som undersøger nye områder."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

EU's direktiv om ligestilling har aldrig handlet om ligestilling; men er et rodet resultat af en, også fra Danmark kendt, strid om ligestillingsstrategier.

I såvel Danmark's (her KVINFO og det tidligere Videnscenter for Ligestilling), som i EU's "officielle" opfattelser af ligestillingsstrategien har spydspids- eller rollemodelstrategien sejret. (Strategien kan bedst sammenlignes med, at når det regner på præsten, så drypper det på degnen).

Det er en ubrugelig og tåbelig strategi, som vi i flere omgange har diskuteret og afvist i DK, fordi strategien notorisk øger uligheden.

Glem den eller afvis den. -Eller har regeringen endnu engang blot glemt at erklære sin enighed med EU's reaktive kræfter.

De eneste, der fortjener ros her, er faktisk EU, der her, såvel som i Fødevaredirektivet og EU domstolens udlændinge- og arbejdsmarkedsafgørelser skærper den ideologiske profil og viser sit sande ansigt som vogter af kapitalens dominans og frie bevægelighed.

Det mest frustrerende er, at Regeringen tilsyneladende kun har for øje at forsinke den slags tiltag - vi fortsætter med at gøre som vi vil, indtil nogen opdager os. Derefter forsinker vi processen så meget som vi nu kan, og implementerer så noget på forsøgsbasis eller opretter en kommission, der kan trække tingene ud i et årti til. Det ville også være okay, hvis bare Regeringen ville melde klart ud, at de vil skide på ligestilling, og at de mener markedet skal ordne den slags selv.

Vibeke Nielsen

Et stykke henad vejen, kan jeg se Ole Munks pointe - men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at, at den aktuelle sag, som artiklen handler om, har noget med pointen og gøre. Et organ, der skal behandle sager om forskelsbehandling, er vist ikke noget med rollemodeller?

Skal jeg være helt ærlig, kan jeg ikke se at det bare er regeringen, der ikke gider det der med ligestilling. Lad mig nævne et enkelt eksempel. For ti år siden var jeg et smut i Canada hos nogle venner. I den forbindelse kiggede jeg på materiale fra et af deres universiteter - og simsalabim! De havde sørme et kontor, der tog sig af sager om negativ diskrimination og chikane. Dvs en fast medarbejder, ansat til at tage sig af den slags. I Danmark skal man lede meget længe efter materiale, medarbejdere og kontorer af den type på de videregående uddannelser og andre uddannelsesinstitutioner. Meget længe.

For officielt findes der jo ikke diskrimination og chikane i Danmark, vel? Interessant nok oplevede jeg samme år, at der på RUC blev "arrangeret" en ordning i forbindelse med en eksamen, afholdt af en ekstern lektor. Denne eksamen var kønsopdelt, idet lektoren mente, at kvindelige og mandlige studerende var så essentielt forskellige, at pigerne skulle behandles væsensforskelligt fra drengene. Og det vel at mærke i en faglig sammenhæng! Jeg ved godt, hvilket køns intelligens, han mente var højest....hvilke konsekvenser fik det? Ingen. For sådan må man gerne behandle folk i Danmark. Vi har jo ligestilling.

Samme sted, på vores allesammens RUC, var der i samme periode voldtægter til festerne og en udbredt stemning af, at man da godt kunne kalde kvindelige medstuderende for det værste af det værste, hvilket man så gjorde. Men det må man jo godt i Danmark. Vi har jo ligestilling. Hvor skulle man gå hen, hvis helvede blev for hedt? Tjaaah, ingen steder, for vi har jo ligestilling.

Det er muligt, at der er nogle prominente feminister, der er uddannet fra danske universiteter, men hvis man ser på, hvordan de knap så stærke kvinder kan blive udsat for, så burde de institutioner tage sig gevaldigt sammen.