Europas usynlige nomader

Debatten om asylansøgere i Danmark handler ofte om lange opholdstider i asylcentrene. For Asylcenter Gribskov er det lige omvendt. Centret modtager de mindreårige asylansøgere, der kommer til Danmark alene. I modsætning til de voksne opholder flygtningebørnene sig i asylcentret i kortere og kortere tid.

Siden 2006 er der forsvundet 258 børn fra Gribskov, og man ved meget lidt om dem, og hvorfor de forsvinder. Den forklaring, man oftest støder ind i, er, at de er i transit; med en forudbestemt plan om at ende et andet sted end i Danmark. Men der kan være andre grunde til, at asylbørnene flygter videre.

Nomader

I maj 2006 forsøgte Røde Kors' asylcenter i Gribskov at få overblik over problemet. I en intern rapport skitseres nogle af de forsvundne børns motiver. Nogle forsvinder efter 'længere tid i systemet', fordi de, som rapporten påpeger, har fået afslag på asyl eller frygter afslag. "De har opgivet håbet om opholdstilladelse i Danmark og drager videre - enten går de under jorden i Danmark eller påbegynder deres liv som nomader på tværs af de europæiske grænser," hedder det.

Det har tidligere været en stor gruppe, fortæller Røde Kors. Aktuelt udgør det ikke den største del af de forsvundne, vurderer Gitte Nielsen, der er leder af Center Gribskov.

"Gruppen, der forsvinder efter afslag, er for tiden mindre. Men det er ret bekymrende, fordi de kan være ude og prøve lykken i andre lande. Det kan være starten til et liv på gaden," siger Gitte Nielsen.

Uden rettigheder

Et liv på gaden er et liv uden rettigheder, forklarer projektkoordinator Inger Neufeld fra Red Barnet. Hun mener, det er naivt at tro, at nogle af de forsvundne børn ikke er blevet i Danmark. Og "hvis børnene lever illegalt i deres barndom, så er det et problem for Europa, at man får en social underklasse, der lever uden rettigheder", siger Inger Neufeld.

Hun forklarer, at med et afslag i lommen er der ikke mange forhåbninger om at få asyl andre steder, og derfor er udsigten, at de lever under jorden, hos netværk eller familie måske, "men stadig under jorden. De risikerer at blive udnyttet, bl.a. til sort arbejde. Og lever man illegalt, er det oftest uden adgang til skole eller sundhedsvæsen", forklarer Inger Neufeld.

Størstedelen af de, der rejser videre, har allerede fået taget fingeraftryk. Et forsigtigt gæt er 75 procent. Det betyder, at deres asylansøgning efter internationale regler skal behandles i Danmark. Samme fingeraftryk skal netop sikre mod det, man kalder 'asylshopping' - at flygtninge søger asyl i andre lande efter afslag.

De unge, der er forsvundet efter afslag, kan, som også rapporten fra Røde Kors peger på, stadig opholde sig i landet. Man ved dog meget lidt om denne gruppe.

Siden 2002 er der forsvundet 605 asylbørn, og nogle af dem kan reelt stadig befinde sig i Danmark, vurderer Gitte Nielsen.

"Vi har for nyligt fået bekræftet, at en gruppe, der tidligere fik afslag som mindreårige og derefter forsvandt, stadig opholder sig i landet. De er i dag over 18. Vi ved ikke meget om dem, men vi ved, at nogle af dem arbejder for ti kroner i timen for at klare sig," siger hun.

Transit

I rapporten fra Røde Kors hedder det, at den største gruppe af de forsvundne børn er i transit - altså børn der er på gennemrejse, og som sandsynligvis har haft en plan om at ende i Norge eller Sverige.

Gitte Nielsen mener, at den seneste statistik peger i den retning. Ser man på, hvor mange dage asylbørnene opholder sig i Gribskov, inden de forsvinder, er tendensen klar. I 2007 skete 68,5 procent af førstegangs forsvindingerne inden for den første uge. I år udgør den del 80,9 procent af de forsvundne. Næsten 43 procent er i år forsvundet indenfor blot to dage.

"Det ser ud til, at vi er et stop undervejs. For dem i transit er der gået noget galt i deres plan, og man kan jo spekulere på, hvad der skal til for at få planen på skinner igen. Om det kræver ekstra penge at komme videre mod det endelig bestemmelsessted. Og hvordan de så skal skaffe de penge," siger Gitte Nielsen.

Det har stor betydning for de asylbørn, der er i transit, at de ofte får taget fingeraftryk ved ankomsten til Danmark. I så fald kan de europæiske lande sende dem retur til det første land, de søgte asyl i. Nogle dukker også op igen, forklarer Gitte Nielsen.

"Det er nogle, der dukker op igen i Gribskov flere gange, fordi de er blevet sendt tilbage. Det er foruroligende, fordi de bruger ufattelig lang tid af deres unge liv i en udsat position - på at overleve og på at få lov at være et sted."

Endelig er der en gruppe af de forsvundne børn, som man har under mistanke for at være ofre for trafficking. Man har tidligere set grupper af afrikanske piger, der blev anholdt i Istedgade. Det er i sig selv en indikator på, at der kan være noget galt. Røde Kors fortæller dog, at man ikke aktuelt har en mistanke blandt de børn, der er i Gribskov.

Ophold ophold ophold

Fælles for de forsvundne asylbørn er, at de alle frygter et afslag. Meget afhænger af deres succes, forklarer Anne-Sophie Dybdal. Hun er psykolog og rådgiver i Red Barnet, og hun har mødt flere uledsagede asylbørn.

"De har været i en 'alt eller intet'-situation. Familien har ofte sparet op længe, og det ligger derfor et enormt pres på dem. De ved, at alt afhænger af, om de får asyl."

Man har tidligere talt om såkaldte 'ankerbørn', der blev sendt af sted i håb om, at resten af familien kunne blive familiesammenført, hvis de fik ophold. Som reglerne er lige nu, gives der oftest ikke asyl til børn, hvis der er familie i hjemlandet.

Advarsler

Anne-Sophie Dybdal forklarer, at opholdstilladelsen er den tryghed, som disse asylbørn ikke har oplevet i lang tid.

Det har derfor stor betydning, hvor der er mulighed for at få ophold. Eller sagt på en anden måde, hvor rygterne peger på, at asylbørnene skal tage hen for at få ophold. De børn, som Information har talt med, fortæller om plakater i græske flygtningelejre, der advarer om at "Danmark ikke giver asyl".

Samtidig fraråder menneskesmuglerne de unge at tage til Danmark. Dog for nogle uger senere at efterlade børnene på en tysk rasteplads med beskeden: "Nu er du i Sverige." Denne tur ender ofte ufrivilligt i Danmark.

Turen gennem Europa foregår i det skjulte og kan ofte tage mange måneder. Tiden er i sig selv foruroligende, mener Røde Kors.

"Mange er tre til seks måneder undervejs. Jo længere tid undervejs, desto større risiko er der for, at de bliver udnyttet. De skal fungere lang tid uden økonomisk understøttelse, de skal overleve undervejs, og så skal de måske betale penge tilbage, når de er kommet frem," siger Gitte Nielsen.

Den lange tur smitter af på børnene, forklarer Anne-Sophie Dybdal. "De har svært ved at huske sammenhænge, og ofte kan de kun huske brudstykker. Det er et udtryk for, at de er ustabile og ude af balance."

Turen sker for langt de flestes vedkommende med hjælp fra menneskesmuglere. Børnene skal derfor passe på, hvad de fortæller myndighederne, forklarer Gitte Nielsen. Hun fortæller, at nogle får turen betalt hjemmefra, andre har selv betalt.

"Det betyder, at de kan have en stor gæld hængende over sig. Og det betyder, at de kan være tvunget til at lade sig misbruge for at betale pengene tilbage. Derfor er det bekymrende med de lange ture undervejs."

Dobbelt identitet

Samtidig skal børnene leve med to versioner af deres historie. En dobbeltidentitet, som indeholder den version, myndighederne får, og den sande historie.

"Psykologisk set har børn brug for en stabil selvopfattelse. Men hvis man lever med to historier, så hænger det uden på ikke sammen med det inden i. Så hænger historien om dig selv ikke sammen," forklarer Anne-Sophie Dybdal.

"Man kan jo spørge, om en identitet kan vokse frem, hvis man ikke kan være sig selv. Når løgnene står i modsætning til realiteterne, kan man blive i tvivl om, hvad der er sandheden."

Børn, der skal begå sig illegalt, er uanset alder meget sårbare. Når de skal leve med to versioner af virkeligheden, så kan de unge nomader være særligt udsatte, hvis nogen kan tilbyde dem en tryghed, nomadelivet ikke byder på.

Små overlevere

Anne-Sofie Dybdal forklarer, at ankomsten til Danmark ofte er en dobbelt oplevelse for dem. Det er dels en lettelse, men samtidig er det et savn, at de er adskilt fra deres familie. Hvor meget der end måtte være tilbage af den. Anne-Sofie Dybdal understreger dog, at man ikke kun skal se asylbørnene som ofre.

"Det er små overlevere, der har holdt sig i live undervejs med mennesker, de ikke ved om, om de kan stole på. Bare det, at de er kommet frem, tyder på handlekraft."