Flere og flere asylbørn forsvinder i Danmark

To ud af hvert tredje asylbarn, der kommer til Danmark alene, forsvinder igen. Ofte forsvinder børnene efter blot én dag i Danmark
11. august 2008

Siden januar 2006 er der forsvundet 258 asylbørn fra Danmark. Det svarer til 68 procent af de børn, der er kommet - eller mere end to tredjedele. Allerede i første halvdel af 2008 er der forsvundet 68 asylbørn. Hvis tendensen forsætter, frygter Røde Kors, at der vil forsvinde flere end 120 uledsagede mindreårige asylansøgere i år - altså børn under 18, der rejser alene uden forældre eller andre voksne.

Red Barnet beklager udviklingen.

"Det er ikke i nogens interesse, at disse børn forsvinder. Staten bliver kritiseret internationalt, og det er en skamplet," siger projektkoordinator Inger Neufeld.

Det er Røde Kors' asylcenter i Gribskov, der modtager de uledsagede asylbørn. I år har centret konstateret, at der kommer flere og flere uledsagede asylbørn.

Derfor opgjorde Gribskov i marts tallene og lavede samtidig en fremskrivning af forsvindingstallene. På det tidspunkt frygtede Røde Kors, at op mod 160 asylbørn ville forsvinde i hele 2008.

"Tendensen er ikke så markant, som vi havde troet, men tallene er bekymrende," fortæller centerleder Gitte Nielsen.

Lige nu forventer Røde Kors at modtage op mod 220 asylbørn i år - af dem vil flere end 120 forsvinde, hvis tendensen forsætter. Og det er et problem, mener Gitte Nielsen.

"Det er ikke kun det, at de forsvinder fra Danmark. Det er også bekymrende, at de ofte er meget længe undervejs," siger hun. Samtidig risikerer børnene at ende på gaden, hvis de prøver lykken i flere lande. Landene vil ofte sende dem retur, hvis de tidligere har søgt asyl i et andet land. En vej uden om dette kan være at gå under jorden.

Garanti

Red Barnet kritiserer, at børnenes sager ikke bliver udredt til bunds, så man blandt andet undgår, at flere forsvinder af frygt for et afslag.

"Vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at børnene kommer derhen, hvor deres sag bedst kan blive belyst," siger Inger Neufeld fra Red Barnet.

"Vi siger ikke, at alle skal have ophold, men vi skal udrede barnets situation og se på, om der er tilstrækkeligt netværk osv." siger Inger Neufeld.

Nye tal fra Røde Kors viser, at børnene forsvinder hurtigere og hurtigere. I 2007 forsvandt 38 ud af 73 børn efter blot en eller to dage i Gribskov. I år er 29 ud af 68 forsvundet indenfor de to første dage. 55 ud af 68 - eller omkring 80 procent af de forsvundne - forlod i år Gribskov inden for første uge. Tallene viser ifølge Røde Kors, at børnene er i transit. Altså at de tager videre, fordi de har planlagt at ende rejsen et andet sted end i Danmark.

Ingen låst dør

Røde Kors afviser dog at låse døren for at holde på de unge asylansøgere.

"Røde Kors er ikke tilhængere af at lukke børn inde. Det kan være en mulighed i særlige tilfælde, hvis der eksempelvis er en mistanke om trafficking. Så bør man have et sted, hvor dørene er låst til en start," sige Gitte Nielsen.

Men myndighederne burde bruge energi på at lede efter børnene. Det mener Red Barnet.

"Der bliver ikke søgt nok efter dem, der forsvinder. Vi har ingen ret til at holde på dem, men vi er nødt til at søge efter dem, og det gør vi ikke," siger Inger Neufeld.

Politiet afviser dog kritikken. Henrik Suhr, der er pressekoordinator i Nordsjællands Politi, forklarer, at politiet i hvert enkelt tilfælde vurderer, om der skal sættes en eftersøgning i gang. Henrik Suhr forklarer samtidig, at det er sjældent, der foretages en aktiv eftersøgning.

"Ifølge min erindring er det få sager, det drejer sig om," siger han.

Nordisk Råd har også kritiseret politiets indsats. I et notat, der er sendt til de nordiske regeringer i slutningen af juni, anbefaler rådet, at "politiet efterforsker forsvindingerne blandt asylbørn på lige for med andre forsvundne børn".

I notatet spørger medborger- og forburgerudvalget i Nordisk Råd: "Hvilke planer har de nordiske regeringer for at finde de forsvundne børn?"

Der forventes svar fra de nordiske regeringer i midten af august.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Pia Qu

Børn er børn og skal stå under vor beskyttelse uansét hvilken alder og hvor de kommer fra.
Statistik kan da godt være interessant, men en ordentlig lovgivning vil sandelig være meget mere interessant!

anbefalede denne kommentar