Interview
Læsetid: 4 min.

'Man føler sig ensom som liberal i dansk politik'

Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen skal deltage i udformningen af NA's nye partiprogram. Væksten i den offentlige sektor skal bremses, bedyrer han
Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen skal efter alt at dømme være med til at skrive Ny Alliances nye partiprogram. Men han afviser enhver snak om at stille op til Folketinget.

Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen skal efter alt at dømme være med til at skrive Ny Alliances nye partiprogram. Men han afviser enhver snak om at stille op til Folketinget.

Peter Helles Eriksen

Indland
14. august 2008

For tre uger siden meldte Lars Seier Christensen sig ind i Ny Alliance. Nu står han som medforfatter til det nye partiprogram, der ventes klar inden længe.

Information har spurgt Saxo Bank-direktøren om hans syn på liberalisme og på fremtiden for det omstridte parti.

- Hvori består den nye kurs?

"Den er ikke så fantastisk ny. Anders Samuelsen, Naser Khader og Leif Mikkelsen har hele tiden stået for en liberal vinkel - en masse andre folk og agendaer har medvirket til det mudrede billede. Derfor skyder det nuværende program lidt i alle retninger. Der er gode liberale ting, men også noget værre sludder. Derfor skal det forkortes og snævres ind til noget mere principielt om, hvad det vil sige at være liberal."

- Kan du give eksempler på det, du kalder sludder?

"Nej, lad os fokusere på, hvor vi skal hen, og overlade petitesserne til folk, der gider beskæftige sig med dem. Vi skal se ud over næste valg og fokusere på at gøre Danmark konkurrencedygtigt i en globaliseret verden."

- Hvad er dine forventninger til næste valg?

"Hvis vi får succes med at definere en klar profil og får sat fokus på de langsigtede reformer, som er nødvendige, men som ingen tør tale om, så klarer vi det godt. Så kommer vi ind med flere mandater og får indflydelse på en borgerlig regering."

Ikke store nedskæringer

Lars Seier Christensen vil ikke skrue forventningerne op, men han vil gerne tale om lavere skat, reformer på arbejdsmarkedet og effektivisering af den offentlige sektor. Han peger på det uholdbare i, at offentligt ansatte oplever, at de løber for hurtigt og får for lidt i løn, mens produktiviteten i det offentlige er markant lavere end i det private.

- Skal den offentlige sektor slankes?

"Den skal effektiviseres. Kæden falder af et sted, som må handle om ledelse, strukturer eller regelsæt."

- Men skal det offentlige budget sænkes?

"Det skal fylde en mindre del af den samlede økonomi. Men det er en proces, man skal igennem over en årrække ved at begrænse væksten (i den offentlige sektor, red.). Det har den borgerlige regering forsømt. Men vi taler ikke om et kæmpe nedskæringsprogram, for mange har i form af deres skat indgået en de facto kontrakt med det offentlige."

Om end han nu skal bidrage til at skrive en opdateret version af partiets politik, afviser Lars Seier Christensen ,at han vil stille op til Folketinget. Det forbyder såvel hans interesser for erhvervslivet som hans temperament.

"Bare rolig," siger han og tilbyder sig som organisator af en slags - uden dog at ville udfordre landsformand Leif Mikkelsen.

"Det sidste, jeg vil rode mig ind i, er den politisk-organisatoriske del. Mikkelsen gør det fremragende."

EU-ensretning

Men Lars Seier Christensen vil gerne trække gode liberale ressourcer til - uanset om de kalder sig liberalister, ultraliberale eller superliberale.

"Jeg har intet behov for at hakke folk ind i den slags kasser. Man føler sig ensom nok som liberal i dansk politik."

Bankdirektøren er kendt for sin udtalte modvilje mod dansk deltagelse i euroen. En modvilje som nu også er blevet partiets politik.

"Hvorfor skulle vi deponere vores økonomiske selvbestemmelse hos lande som Frankrig, Spanien, Italien eller Tyskland, når vi kan se, at vi klarer det markant bedre end dem? Hvis vi gør det, har vi kun skat og forbrug til at regulere efterspørgslen," siger han og understreger, at han taler på egne vegne, når han igen advarer mod, at et medlemskab af euroen vil skade bestræbelserne på at gøre Danmark konkurrencedygtigt.

EU's grundtanker om frihandel og arbejdskraftens fri bevægelighed er ifølge Lars Seier Christensen glimrende - så længe man danner sit eget livsgrundlag. Men, siger han:

"Det er bekymrende, at det leder til en lang række systematiske harmoniseringer. Dem skal man passe på, hvis man gør det bedre end dem, man lægger sig ind under."

- Gælder det også for udlændingepolitikken?

"Det er et vanskeligt område. Vi vil selvfølgelig gerne have arbejdskraftens fri bevægelighed, og retsinstansen kan ikke ignoreres. Men det forhindrer ikke, at man kan arbejde i en mere fornuftig politisk retning af mere åbne grænser og lukkede offentlige kasser. Man må prøve at lave en form for optjeningsprojekt for at bidrage til at kunne yde noget i Danmark."

Stat eller individ?

Hele debatten om, hvorvidt Ny Alliance nu bevæger sig mod højre, trætter Lars Seier Christensen. Aksen bør deles et andet sted, mener han:

"Tror du, at staten gør alting bedst, eller at du som individ er bedre?"

Kritikken af sammenblandingen af bankvirksomhed og politik afviser han og påpeger, at det er skadeligt for både erhvervsliv og politik, hvis ikke erhvervsfolk tør deltage i den politiske debat. Og ligesom Saxobank sidste år gav Ny Alliance et bidrag til partikassen på en mio. kr. så har banken også støttet De Konservative.

"Men det er mig og ikke banken, der har meldt mig ind i partiet. Og jeg har betalt mit kontingent på 200 kr. så på den måde har jeg givet mere end den ene mio.," siger han og afviser, at der har været nogen forbindelse mellem pengene og udformningen af politikken.

- Her til slut - nogle har sagt, at Khader ikke er den rigtige til at lede partiet - hvorfor er du uenig?

"Partiet har et glimrende udgangspunkt nu; Naser som leder og andre gode folk, der har betydelige områder, som de er skrappe til. Vi har et super udgangspunkt."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Liberal er ikke det samme som liberalist.
Der er en glimrende kronik i Berlingske Tidende i dag, der på en anden måde sætter fokus på det samfund, vi fortjener. Af Mads Storgaard Jensen.

Heinrich R. Jørgensen

Ja, hvis det nye NA hold end ikke fatter betydningen af hhv. liberal og liberalist, så er projektet dømt til at mislykkes (endnu en gang).

På den anden side, lader det også til at være de færreste i partiet Venstre der har fattet, at der er to ord, og hvad disse betyder. Partiet Venstres liberale islæt består vist i at have tildelt sig selv undertitlen "Danmarks liberale parti", af ingen andre hensyn end at forhindre andre partier at henvise til det liberale eller det liberalistiske.

Heinrich R. Jørgensen

Ja, det er mystisk, at partiet Venstre ikke beskrives ærligt og redeligt - som kontrollerende, planøkonomiske og magtbegærlige opportunister.

Jørgen Martinsen

De burde hedde 'Ny Saxoliance' og afsynge 'Jeg ville eje millioner, hvis Naser var Gud' ved næste årsmøde. De mangler bare en PIAnist til at akkompagnere de liberale stemmer. Men det kommer jo nok nu da Naser (som den eneste partileder) vil tale pænt til og om (?) Fru Kjærsgaard og hendes folkedansere.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen:
"Planøkonomiske???"

Indrømmet, det er nok ikke det helt rigtige ord :-(

"Centralistisk" rammer nok lidt mere præcist ...

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen,

jeg ironiserer over, og beklager mig over, at partiet Venstre svigter sine traditionelle værdier. Du nævner det kommunale selvstyre, og princippet om det nære demokrati. Det er godt og grundigt på vej væk, pga. den gældende centraliseringstankengang. Mange offentligt ansatte skal nu kontrolleres, og bruger uforholdsmæssigt meget tid på administration. Kontrol udbredes også til borgerne, bl.a. på skoler, hvor pensum, de "rigtige" holdning og test er blevet den nye dagligdag. Og magtbegærlige - Venstre giver tilsyneladende afkald på en hvilken som helst holdning og værdi, blot Venstre fortsat kan have regeringsmagten.

Det er opportunisme af værste skuffe...

Heinrich R. Jørgensen

Peter Olesen,

at forvente, at personer fra Enhedslisten ved noget som helst om økonomi, regnskab, administration, ledelse, financiering eller lignende, er mildest talt urealistisk.

Mon ikke det gik galt i Københavns Kommune, fordi forudsætningerne ikke var til stede? Det er blot et gæt - jeg har ikke sat mig ind i forløbet.

Enhedslisten er til gengæld meget gode når det gælder retssikkerhed, og lader til at være de eneste der har den fornødne vedholdenhed til at blive ved med at stille § 20 spørgsmål til ministre, for at få hevet brugbare svar ud af dem.

I min optik, ville det være meget sørgeligt, hvis EL røg ud af folketinget, fordi det er vigtigt med en vagthund til at holde de andre lidt i skak, og for at sikre, at vores højbårne principper fra Grundloven bliver nævn fra talerstolen en gang i mellem. Men realpolitik får de næppe nogensinde indflydelse på

Der er ikke noget problem for NA i, at LSC melder sig ind som medlem.

Derimod synes jeg, at man som bankkunde nok gerne ser, at ens bank og dens topchefer holder sig fra parti-politik - det er der nok forskellige meninger om, men banker indtager en særstillig i erhvervslivet og i forhold til kunderne (fortrolighed i klientforhold o s v, særlig banklovgivning m v ) og kan ikke drives uden en klar etisk standard.

Saxo-bank er - formentlig ubevidst - kommet til at stå som NA's bastion, og det skader nok banken en anelse,

^ Skarpt anslået, Bonde, men jeg frygter nu, at hvis Enhedslisten får for meget magt, at de vil trække sig selv i en mere marxistisk-leninistisk retning med større stat osv. Jeg kan i hvert fald på ingen måde se, hvordan et nyt forsøg på at indføre socialisme via autoriteter ikke ender i et statsdiktatur. "Magt korrumperer selv den reneste sjæl", har Nietszche vist engang sagt. Som SUF'er bliver jeg i hvert fald nødt til at 'advare' om den udvikling der unægteligt kan forekomme, når mine ungdomspartikammerater engang er blevet ældre og er overgået til Listen. Jeg selv har ingen planer om at blive parlamentariker til den tid, tværtimod, men derfor er vel også nemt nok at regne ud, hvilken form for 'liberal'-betegnelse man kan påhæfte mig. Vi får blot se, hvor længe SUFs antiautoritære (og dog: de har en ledelse internt bestående af 8 politisk valgte og omtrent 13-15 regionsrepræsentanter) tendenser holder, når nu 'moderpartiet' har 'udemokratiske' delegerede til deres stormøder.

Heinrich R. Jørgensen

Helt enig, Thomas Bonde.

Enhedslisten burde køre en kampagne, med sloganet: "Enhedslisten - Danmarks liberale parti". Det kunne sikkert give dem lidt positiv opmærksomhed, bidrage med lidt folkeoplysning og i bedste fald få V og K til at finde de støvede idealer og principper frem igen...

Selvfølgelig føler man sig ensom som liberalist, man har jo en ideologi, der går ud på det.

Heinrich R. Jørgensen

KP J:
"Dog har de så et problem med fortsat ønske om høj moms og skat på arbejde, hvilket medvirker til at indskrænke den individuelle frihed."

Ingen af de politiske partier har reelt sat lavere skatter på dagsordenen. Hvis skatterne skal sænkes, må staten sænke sit udgiftsniveau nogenlunde tilsvarende. F.eks. ved at rydde op i overomstændelige procedurer, regler, overadministration, detailregler, overvågning, kontrol, millimeterretfærdighedstankegang, overgangsordninger. Enkle regler og fokus på, at statens opgaver skal udføres effektivt og rentabelt, ville man komme langt med. Det burde samtlige partier jo kunne støtte - men intet sker.

Heinrich R. Jørgensen

Hvis f.eks. Ny Alliance fik en vitamin indsprøjtning og en ideologisk opsang, og med stor patos og målrettethed kastede sig over bureaukratiet og embedsvældets forbandelse, og folkestyrets indførelse, kunne det være, at befolkningens døs blev afbrudt. Men sandsynligheden for at det sker er jo nærmest 0.0%.

Jesper Kristensen

Min primære anke mod socialismen er, at det næsten altid ender med at den primære analyseenhed bliver den aggregerede entitet, der hedder Samfundet. Implicit i dette er at samfundet ganske enkelt ejer individet i en sådan grad, at vi må gå på kompromis med det dybt fundamentale princip, at mennesker må og skal være suverænen i sin egen krop.

Når denne grundregel falder bort, bliver det pludseligt legalt at dømme individet for ting, som ikke er til skade for andre end ham selv. Hvad du putter i din krop, hvem du tillader at trænge ind i den ... alle disse suveræne bestemmelser toner ud og bliver transparente. Andre må nu rode rundt inde i din krop, og du bliver bedst om at acceptere og tillade denne de facto voldtægt mod din krop, fordi entiteten Samfundet er vigtigere end dig selv.

Pludselig er det ikke længere sandt, at de andres indflydelse stopper ved den hud, der definerer individets grænseflade mod de andre. Fra huden og indad har individet ikke længere suverænitet.

Selv Venstre er naturligvis faldet i denne "socialistiske fælde".

Mekanismen er som følger: vi er et solidarisk velfærdssamfund, hvor du og jeg tager os af hinanden, og falde du og slår dig, så behandler jeg dig og hjælper dig.

Og hvordan har liberalister det så med den slags solidaritet? Dårligt naturligvis. For alle andre i samfundet nu gennem deres risikable adfærd føre til en direkte omkostning for liberalisten. Liberalister hader intet mere end at få stjålet deres penge gennem illegitime skatter.

Så hvordan beskyttet denne liberalist sig så indenfor et socialistisk system. Jamen, han har blot én chance: at omdefinere den primære analyseenhed fra at være individet til at være samfundet.

På dette niveau kan liberalisten fange den "skade" som det "uansvarlige individ" påfører ham.

Men nu har liberalisten givet køb på den mest centrale ting af dem alle: individets ukrænkelighed. Nu accepterer han den basale socialistiske doktrin: nemlig at individet er underordnet gruppen - hvilket igen i det logiske slutpunkt betyder at Samfundet ejer individet, så når individet løber en risiko er det pludselig ikke den "offerløse forbrydelse" som vi ellers ville kalde det. Nej, nu er det en forbrydelse mod selve Samfundet.

Heinrich R. Jørgensen

KP J:
"[...] ingen kan og vil se det, endsige gøre noget ved det."

Problemet er vel, at de der kan se det, ikke tør gøre andre opmærksomme på problemet?

De kollektive repressionsmekanismer slår straks til, som om folk i almindelighed var viljeløse hvide blodlegemer, der uvægerligt må bekæmpe eller udstøde fremmedlegemer.

Tværtimod, KP J, du kommer for nemt fra middelmådigheden til at forhindre talent (enig) og produktion (uenig: produktion er i sig selv udtryk for middelmådighed, ligesom salg er det (salg er det endnu mere end produktion, skal jeg gerne medgive); f.eks. den religiøse dyrkelse af noget så ligegyldigt som design - og ikke design, der letter og før nemmere, men design, der underordner formålet til udseendet, rædselsfuldt og -vækkende!). Enhver kan fremstille noget smat på en formiddag, det er der ingen ben i.

NU er der forskel på at gå ind på bevare de liberale frihedsideer - og så på at mene, at staten bør være den mindst mulige. Det sidste hedder libertarianisme; der er ikke mange libertarianerne i Danmark. Undtagen måske lige Mogens Glistrup og så Ny Alliance...

Forskellen mellem liberale og liberalister er, at liberalister har så meget vælgererfaring, at de ved hvordan de kan sige et og gøre det stik modsatte i mange år bare ved at holder skattelettelser og fremmedangst op for befolkningen, samtidig med at de behændigt smøre vælgerne med ordskvalder og pseudopolitik.

Lige for tiden er forskellen i prisen på en velhavers åreknuder og lavindkomstborgers kræftknuder så stor, at en sygeplejerske får 120.000 kr. mere om året for at operere åreknuder på en velhaver.

Når den danske befolkning vågner af deres tornerosesøvn, vil flertallet vågne op til et nedslidt ribbet samfund, fyldt med desperat arbejdende shopping-neurotikere og lavindkomstjob.

@Jesper Kristensen
God ..... og lang analyse

Kort sagt: Det sociale menneske forventer ansvarlighed af sine medmennesker for at kunne opbygge et system som hjælper mennesker i uforskyldt nød.

Dette i erkendelse af at der er forskel på livsvilkårne i et samfund.

Er der noget forkert i det?

@Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen:
'Man føler sig ensom som liberal i dansk politik'

Ja og ...

Hvis du søger solidaritet omkring dine holdninger har du valgt et forkert politisk ståsted - hvor klynkende har man lov at være?