Læsetid: 5 min.

I forstadens trygge favn

Fra min opvækst i Hørsholm kan jeg hverken prale af indvandrerbander, bonderøve eller rockere. Men så var der heldigvis overklasseløgene med deres slemme golfsport og dårlige musiksmag
Et lille blik i overklassens univers blev det til i min korte karriere som optimistjollesejler i Rungted Havn (billedet), da jeg voksede op i Hørsholm i 1980'erne. Men ellers var der en verden til forskel på overklasseløgene og os fra den øvre middelklasse.

Et lille blik i overklassens univers blev det til i min korte karriere som optimistjollesejler i Rungted Havn (billedet), da jeg voksede op i Hørsholm i 1980'erne. Men ellers var der en verden til forskel på overklasseløgene og os fra den øvre middelklasse.

Jørgen Jessen

5. august 2008

Jeg bliver tit lidt misundelig, når jeg hører andre berette om deres hjemstavn.

Så hører jeg om brækkede næser i skolegårde på Vesterbro, før bydelen blev fashionabel. Om bøller, som hærger det lokale provinsdiskotek. Eller om dødsensfarlig barneleg i kalkgrave og branddamme.

Det er historier fyldt med drama, dannelse og street credibility.

Og så er det, jeg fumler efter ordene, når det uundgåelige spørgsmål rammer mig:

"Og hvor kommer du så fra?"

Jeg er nemlig vokset op i noget så ordinært som forstaden Hørsholm.

For ud over den excentriske borgmester Uffe Thorndahl og Simon Spies' ekstravagante bryllup i starten af 1980'erne, hvad har Hørsholm så egentlig at byde på?

Jeg kan højst prale af lidt druk i gymnasiet på P-dag, når påskebryggen blev frigivet. Lidt hashrygning en sommer til fest i et parcelhus, hvor forældrene var på ferie. Et enkelt styrt på cyklen med dertil hørende besøg på skadestuen. Ja, selv om jeg faktisk boede tæt på Ådalsparken, et af de få sociale boligbyggerier i Hørsholm, har jeg ej heller nogen erindring om at være bange for at gå igennem betonblokkene sent om aftenen. Næ, hvis man for alvor ville have ghetto, skulle man til et smut nordpå til nabokommunen Karlebo.

Uden centrum

Formelt set er Hørsholm slet ikke en forstad - den præcise betegnelse er satellitby.

De 30 kilometer mellem København og Hørsholm er nemlig afbrudt af skov, marker og søer.

Men forstadsanalogien ligger lige for: Hver morgen hopper pendlere på kystbanetoget eller starter bilen for at sætte sig i trafikprop på Helsingør-motorvejen, når de transporterer sig til og fra arbejde.

Hørsholms befolkningssammensætning er også noget speciel i forhold til en rigtig by: Her bor næsten ingen mellem 18 og 30 år.

Sådan var det også for mine venner og mig: Efter gymnasiet gjaldt det om at komme væk hurtigst muligt. Nogle vender så tilbage, når de stifter familie, mens andre har fået Hørsholm nok for resten af livet.

Hørsholm er også underlig centrumsløs. Her er ingen gammel bykerne. Det tætteste er shoppingcenteret, Hørsholm Midtpunkt, og den dertil hørende gågade.

Langt oppe i det 20. århundrede bestod Hørsholm da også af flere forskellige små bysamfund: Landsbyen Vallerød, fiskerlejet Rungsted med badehotel og landliggervillaer og Usserød med arbejder- og funktionærboliger omkring klædefabrikken, som udgjorde et selvstændigt industrisamfund. Imellem var der fritliggende gårde, marker og skove.

I pipkvarteret

Det var på en af disse marker, at jeg boede. Her blev i 1960'erne og 1970'erne bygget endeløse rækker af parcelhuse på nye veje, der som så mange andre steder i landet er ornitologisk navngivet: Bomlærkevej, Sangsvanevej, Digesmuttevej, Solsortevej, Rørhønevej.

Her befandt sig hundredevis af koteletgrunde, vinkelstuer og fordelingsgange, hvor hunde blev luftet, og børn lærte at cykle.

Her lå også min daværende folkeskole, bygget i midten af 1970'erne efter datidens tvivlsomme standarder.

Min tid i skolen husker jeg som én lang flytten lokaler. Der stod vand ned gennem de flade tage, og tæpper og vægge skulle konstant skiftes ud for at slippe af med asbest og andre væmmelige ting.

Byggeskandalen blev dog overgået af personskandalen, da min daværende skoleinspektør blev fyret.

Den officielle forklaring var, at han havde kissemisset med en af 10.-klasses-pigerne ved en fest. Men rygterne gik, at han i virkeligheden blev fyret, fordi han var socialdemokrat, og det brød det borgerlige flertal i kommunalbestyrelsen sig ikke om. Senere blev skolen så renoveret endnu engang, så der i dag er rådhus i bygningerne.

I Rungsted, den del af Hørsholm, der ligger tættest på Øresund, på blinde veje bag høje hække og private badestrande, havde overklassen bosat sig.

Her var far direktør, mens mor passede huset.

Hos mine venner og mig var far og mor offentligt ansatte akademikere - og boede vest for banelegemet. Kystbanesocialdemokrater også kaldet.

I gymnasiet var min flok også noget helt andet end de andre: Vi gik i sort tøj og hørte Cure og Smiths og P4 i P1.

Overklasseløgenes standarduniform var grønne fløjlsbukser, hvid Marc O'Polo-sweatshirt og sejlersko. De hørte Level 42 og Thomas Helmig og The Voice.

Der var en verden til forskel på dem og os.

Til middag i golfklubben

Som i enhver anden forstad skulle man i Hørsholm også 'gå til noget'. Til det formål var kommunen veludrustet med svømmehal, ishockeybane, tennisanlæg, Danmarks største lystbådehavn og musikskole.

For mit vedkommende er det da i årenes løb også blevet til både fodbold, badminton, trompet, tromme, guitar, optimistjolle ...

Men golf kom aldrig på tale, selv om kommunen ellers kunne mønstre hele tre baner af fineste kvalitet. Det var også overklassens skyld.

Min farfar og farmor boede nemlig også i Hørsholm, og farfar var aktiv i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening.

Jeg husker ham i evig kamp med de lokale myndigheder, som konstant ville plastre kommunen til med golfbaner på bekostning af den smukke natur.

Det var også derfor, at man skulle holde med Borgerlisten, den stædige opposition i byrådet, hvor de konservative altid havde absolut flertal.

Stor var ironien, da min farfars 75-års-fødselsdag blev holdt i en af golfklubbernes festlokaler. Men det var de eneste lokaler, der var ledige.

Golfsportens helt særlige status i min opvækst var også årsagen til, at jeg følte mig som kriminel, da jeg en sen sommeraften sneg mig ind i Hørsholm Golfklub - der stod som noget af det allermest overklasseagtige, man kunne forestille sig.

Rygterne gik, at for at blive medlem af klubben skulle man betale adskillige tusinde kroner og anbefales af to eksisterende medlemmer.

Adgang fik jeg via en af mine venner, der havde fået en tjans som opvasker.

Heldigvis levede den fint op til fordommene: Golfklubben lignede til forveksling forestillingen om en klassisk, engelsk klub med kronhjortegevirer, dybe lænestole og tavler med lange lister over spillere, der havde fået hole-in-one.

Da jeg så - et par år efter at være flyttet fra byen - for første gang prøvede at spille golf, skammede jeg mig næsten over, at det faktisk var ret sjovt.

En tur på Istedgade

København lå kun 30 kilometer væk og kunne mønstre alle de ludere og lommetyve, som Hørsholm ikke var i stand til.

Men det var først, da jeg gik ud af gymnasiet og flyttede til Nørrebro, at jeg for alvor fik øjnene op for livet uden for forstaden. Jeg husker endnu suset i maven, da for første gang gik op og ned ad Istedgade. Min første koncert i Ungdomshuset. Den første bytur på Café Rust.

Måske er det derfor, at jeg let kunne identificere mig med de jyder og andre provinsboere, som jeg mødte, da jeg flyttede til storbyen.

Det er ikke så ofte, at jeg i dag besøger Hørsholm, som det efterhånden er 17 år siden, jeg flyttede fra.

Mine bedsteforældre lever ikke længere, og mine forældre er flyttet fra byen.

Men når det sker, så slår mig alligevel, hvor meget byen ligner sig selv: Huspriserne er godt nok steget, men har altid været høje. Borgerlisten kæmper stadig mod de borgerlige.

Og golfspillerne ser stadig ud til at nyde deres overklassesport.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu