Læsetid 6 min.

Frygten for afslag sendte Armaan på flugt

Armaan er to gange forsvundet fra asylcentret i Gribskov. Han havde hørt, at Danmark ikke gav asyl. Sidste gang, han blev sendt retur fra Norge, blev han i Danmark, hvor han nu har fået asyl
12. august 2008

Afghanske Armaan ankommer til Danmark første gang i november 2006 som 16-årig. Her bliver han opdaget af det danske politi, der, som reglerne foreskriver, tager hans fingeraftryk. På det tidspunkt forstår han ikke hvorfor. Siden flygter han to gange videre til Sverige og Norge, da han er blevet advaret om, at Danmark ikke giver asyl. Men i både Norge og Sverige vil man sende ham retur til Danmark.

I dag, 20 måneder efter den første kontakt med det danske grænsepoliti, sidder han i Danmark, hvor han nu har fået asyl.

Flere gange på sin tur gennem Europa er Armaan blevet advaret af andre flygtninge eller menneskesmuglere: 'Danmark giver ikke asyl'. Derfor vælger han i november 2006 at forlade Danmark efter blot en overnatning i Asylcenter Gribskov. Han ender i Norge, som sender ham retur til Danmark, fordi han først har fået taget fingeraftryk her. Armaan kan på det tidspunkt kun tænke på en ting: Opholdstilladelse, så med advarslerne i baghovedet flygter han endnu en gang.

Armaan er et af de mange asylbørn, der hvert år forsvinder fra Danmark. Og som Information i dag kan berette, så kunne han have undgået turen, hvis blot nogen havde informeret ham bedre om hans rettigheder.

Asyl i Danmark

I marts 2008 sætter de norske myndigheder ham igen på et fly til Danmark. Han vælger at blive, og i juli får han en overraskende, men glædelig besked: 'Du har fået asyl i Danmark.'

"Sagen viser tydeligt, at han ikke kender sine rettigheder, og at han ikke har forstået sin situation," siger Inger Neufeld, der er projektkoordinator i Red Barnet. Et udbredt problem, forklarer flere advokater og eksperter til Information i dag.

Information har blandt andet talt med en norsk advokat, der har haft Armaans sag. Han siger, at han tydeligvis "ikke er en dreng, der har forstået sin situation".

Den norske advokat, som ønsker at være anonym for ikke at påvirke Armaans asylsag, forklarer, at han taler med mange - særligt afghanske - drenge, der ikke har forstået reglerne omkring deres situation.

"De fortæller, at de aldrig har søgt om asyl. For en halv time siden havde jeg en dreng, der sagde, at han var blevet tvunget til at søge asyl. Han forstod helt klart ikke hvorfor," fortæller advokaten, der har haft mere end 20 sager med uledsagede asylbørn.

På flugt

Armaan har levet det meste af sit liv som flygtning i Iran. I sommeren 2006, 15 år gammel, vender han sammen med sine to søskende tilbage til Afghanistan, hvor de bor hos en onkel. Armaan er bange for onklen, og han fortæller, at onklen flere gange har tævet ham. Første gang vi møder ham, forklarer han om sin barndom: "Det, jeg bedst husker, er hårdt arbejde og stress. Min onkel slog mig og tvangsgiftede min søster," fortæller Armaan. De tre søskende har kun onklen tilbage. Armaans far er død, tror han. Han har aldrig set ham, og moren døde efter Armaans brors fødsel.

Efter få dage i Afghanistan flygter han med hjælp fra en af onklens venner, som Armaan har arbejdet for. Onklen fortæller han intet, da han frygter, hvad han kan finde på. Med penge fra vennen flygter Armaan via Iran og Tyrkiet til Grækenland. Herfra går turen gennem resten af Europa.

Armaans historie om vold og arbejde i en ung alder er ikke unormal for en afghansk flygtning. Men han kan som mindreårige tildeles asyl, hvis myndighederne skønner, at der ikke er tilstrækkeligt netværk i hjemlandet, der ønsker at tage sig af ham. Samtidig tilhører han Hazari-mindretallet i den provins, han kommer fra i Afghanistan. Derfor flygtede familien oprindeligt til Iran. I Afghanistan er der flere beretninger om, at Taleban forfølger Hazari-folk, da de betragter dem som vantro.

Fingeraftryk

Armaan får under sin flugt taget fingeraftryk i både Grækenland og Italien, men begge steder sender myndighederne ham på gaden med en besked om at forlade landet hurtigst muligt. I Rom bliver han i knap en måned. Her bor han på gaden og i parker.

Efter fire måneder kommer han til Danmark, hvor grænsepolitiet også tager hans fingeraftryk. På dette tidspunkt har Armaan flere gange hørt advarslen fra de andre, han rejser sammen med: "I Danmark får man ikke asyl". Han er derfor fast besluttet på at undgå Danmark.

"Vi blev spurgt, om vi ville blive i Danmark. Vi sagde, at vi ville videre til Sverige," fortæller Armaan om sit første møde med Danmark. Kort forinden har menneskesmuglerne efterladt dem med besked om, at de nu er i Sverige. Men Armaan er altså endt i Danmark, hvor han på det tidspunkt føler, at han mod sin vilje bliver tvunget til at søge asyl. En situation, som mange af de unge asylansøgere ofte ender i. Eller som en Røde Kors-medarbejder forklarer i en mail:

"De unge frustreres over, at de jo netop ikke har søgt asyl i Danmark. I tolkesamtaler med personalet afviser de, nyankomne som gengangere, på det bestemteste, at de har søgt asyl i Danmark." Videre lyder forklaringen:

"De har blot ikke følt, at de kunne modsætte sig grænsepolitiets krav om, at deres fingeraftryk blev taget. Og de har derfor vanskeligt ved at forstå, at Danmark skal være første asyl-land, da de jo aldrig har ønsket at komme hertil."

Advarsler om Danmark

Når Armaan tænker tilbage på turen gennem Europa, husker han tydeligt advarslen om Danmark. Samtidig forklarer han, at "det er ikke, fordi jeg har noget imod Danmark."

Sidste gang, Information møder Armaan, er han derfor lettet. Til trods for flere forsøg på at komme til Sverige og Norge sidder han nu i Gribskov med besked om, at han har fået asyl.

Den besked kan virke paradoksal, når man tænker på, at Armaan to gange tidligere er flygtet. Armaans historie er dog typisk for mange af de unge, der kommer til Danmark alene. De har hørt, at Danmark ikke giver asyl, men i virkeligheden handler det for de fleste - og for Armaan - blot om, at de ikke kan overskue konsekvensen af et nej.

Flere eksperter forklarer i dagens avis, at informationerne til asylbørnene ikke er gode nok. De forstår ikke reglerne, og beslutningen om at flygte videre bliver ofte taget på et spinkelt grundlag, eller blot fordi rygterne siger, at et land ikke giver asyl.

Forsvarsmekanisme

Armaans norske advokat mener generelt, at "myndighederne i Danmark og Norge er for dårlige til at sikre, at asylansøgerne har forstået reglerne".

Armaan forstår heller ikke, hvorfor han bliver sendt tilbage til Danmark. På det tidspunkt kan han kun tænke på de advarsler, han har fået tidligere. Samtidig forklarer han, første gang vi møder ham, at han selvfølgelig vil blive i Danmark, hvis han kan få asyl her.

Som historien illustrerer, kan det være problematisk at kommunikere med de unge asylansøgere. Psykolog Anne-Sophie Dybdal fra Red Barnet forklarer generelt, at "de er vant til at blive talt til - og ikke med."

Børnene er i en længere varende krise, og "de virker derfor meget afvisende. Men de vil blot bekræftes i, at de ikke bliver forrådt, at du er til at stole på. Det er en forsvarsmekanisme," forklarer hun.

I dag tænker Armaan frem ad: "Alle sagde, at man ikke kunne få asyl i Danmark, men nu har jeg fået asyl," siger han den sidste gang, vi møder ham.

"Tidligere tænkte jeg kun på opholdstilladelse. Nu glæder jeg mig til at finde et sted at bo. Jeg glæder mig til at komme i skole og lære dansk og engelsk. Jeg glæder mig til at få venner og til, at jeg en dag kan tage ud og rejse - for at opleve noget."

Armaan er et opdigtet navn. Alle personer i historien er anonyme, da Armaan frygter, at det vil påvirke hans sag, at han er stået frem. Armaans rigtige identitet og navnet på den norske advokat er redaktionen bekendt.

Forsvundet fra Gribskov

Seneste artikler

  • Asylbørn er efterladt i europæisk asyllotteri

    15. august 2008
    Uledsagede asylbørn risikerer at blive kastebold mellem de europæiske lande, fordi en aftale, der skal sikre, at en asylsag kun behandles i ét land, kun definerer familien snævert. Det forhindrer børnene i at komme til slægtninge, som kan hjælpe dem, lyder kritikken i en EU-rapport
  • Gribskov- Stockholm tur-retur

    15. august 2008
    Efter to dage i Danmark forsvandt Shayda. Han ville søge asyl i Sverige, hvor han har familie. Men han fik taget finger-aftryk i Danmark - og så fanger bordet. Nu er han tilbage i Asyl-center Gribskov, hvor han venter
  • De radikale: Asylbørn skal have en time-out

    13. august 2008
    Både SF og R støtter idéen om at tildele uledsagede asylbørn en værge fra første dag. De radikale vil gå endnu længere for at begrænse forsvindingerne
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu