Læsetid: 9 min.

Gensyn med Silkeborg

For nogle er Silkeborg en grim by omgivet af prægtig natur, for andre en hjemstavn, de ikke længere føler sig hjemme i
Torvet er Silkeborgs naturlige centrum. I den fjerne ende af billedet kan man skimte den statue af Silkeborgs grundlægger, Michael Drewsen, man danser omkring som nyslået student. Han står foran byens første rådhus. Til venstre kan man se Føtex, et sort hul af grimhed, der suger al opmærksomhed til sig og skaber disharmoni på Torvet.

Torvet er Silkeborgs naturlige centrum. I den fjerne ende af billedet kan man skimte den statue af Silkeborgs grundlægger, Michael Drewsen, man danser omkring som nyslået student. Han står foran byens første rådhus. Til venstre kan man se Føtex, et sort hul af grimhed, der suger al opmærksomhed til sig og skaber disharmoni på Torvet.

Palle Hedemann

7. august 2008

Jeg står midt på Vestre Kirkegård i Silkeborg og kan ikke finde min mormor. Hun døde for et år siden, og hendes urne blev sat ned ved siden af min morfars i dobbeltgraven, som jeg har besøgt nogle gange, siden han døde i 1991. Alligevel kan jeg ikke finde graven. Jeg var ellers sikker på, at jeg vidste, hvor den var, men da jeg nåede derhen, fandt jeg i stedet min onkel Børge. Han døde i 1988 og ligger slet ikke i nærheden af mine bedsteforældre.

Det er en meget mærkelig oplevelse, som gør sit til, at jeg ikke føler mig hjemme i det, der i hvert fald en gang var min hjemby.

Det er møgvarmt, og sveden driver af mig, mens jeg mere og mere modfaldent traver rundt på den store kirkegård. Jeg har fornemmelsen af, at de mennesker, jeg møder og nikker venligt til, synes, at jeg er lidt underlig, fordi jeg holder mit kamera skudklart i hånden. I virkeligheden handler det om, at jeg har lovet min mor at tage et billede af mine bedsteforældres grav.

Jeg må i øvrigt ringe til hende to gange for at spørge om vej, inden jeg endelig finder Henny og Johannes Christensen og kan tage ordentlig afsked med min mormor. Jeg var på ferie i Italien med mine børn, da hun døde efter nogen tids sygdom, så jeg kunne ikke være der til begravelsen.

Ned ad bakke

Min mormor var mit sidste, rigtige bindeled til Silkeborg. Hun boede godt nok i Them, der ligger ca. 10 kilometer fra Silkeborg, men når jeg besøgte hende, havde jeg en anledning til at besøge byen og vise mine børn, hvor jeg tilbragte noget af min barndom og ungdom.

Jeg har ikke megen kontakt med tidligere skolekammerater, og den smule af min familie, der stadig bor i Midtjylland - Skanderborg, Ry, Randers - ser jeg ikke så ofte. Ikke engang mit fodboldhold, Silkeborg IF, som jeg stædigt har insisteret på at holde med, selv om jeg har boet i København og omegn i efterhånden 16 år, kan jeg længere mønstre den store entusiasme for. SIF vandt mesterskabet i 1994, under ledelse af den senere landstræder Bo Johansson, men siden er det gået stærkt ned ad bakke, og holdet befinder sig for andet år i træk i 1. division og vil sikkert have svært ved at kæmpe sig tilbage til Superligaen.

Jeg har derfor besluttet mig for at agere turist i min hjemby. Det er et forsøg på at genopdage Silkeborg, der engang var hele min verden, men som jeg ikke kunne komme hurtigt nok ud af, da jeg endelig var færdig med gymnasiet og efter et år som 'tung i arbejde' blev optaget på Institut for Klassisk Arkæologi på Københavns Universitet.

Bilernes by

Jeg ankommer til Silkeborg en solrig onsdag formiddag med bus fra Viborg og kører gennem bydelen Alderslyst, forbi de mange bilforretninger, der har givet Silkeborg tilnavnet, Bilernes By. Det forsøger man stadig at slippe af med, for det er ikke så sexet, når man gerne vil tiltrække turister.

Jo tættere, jeg kommer på byens centrum, jo mere rumler det i maven, og jeg kan mærke, at melankolien tager fat i mig. Jeg husker min gymnasietid som en af de lykkeligste i mit liv, og jeg bliver ofte lidt trist til mode, når jeg tænker på, hvad der blev af alle mine venner - hvad der blev af mig.

Det er først, når man kører ad broen over Silkeborg Langsø (søen deler byen i to og er en af uendeligt mange søer i området, der kaldes det midtjyske søhøjland), at man kører ind i det egentlige, 'gamle' Silkeborg, som i øvrigt slet ikke er så gammelt.

Silkeborg blev grundlagt i 1845-46, efter at den entreprenante Michael Drewsen havde placeret en papirfabrik ved bredden af Gudenåen. Vandet kunne han bruge til både at drive sine maskiner, til fremstilling af papiret og til at transportere materialer til og færdigt papir fra fabrikken på.

Den grimmeste by ...

Jeg står af bussen på banegården og bevæger mig ad Estrupsgade, ned mod Skoletorvet og Skolegade, hvor min mor og hendes forældre engang boede, og hvor tegneren Peter Madsen - ham med Valhalla - har sin tegnestue. Jeg har en aftale med Peter, der har boet i Silkeborg i adskillige år, men ikke er født eller opvokset i byen og i øvrigt er flyttet til og fra ligesom jeg selv.

Han kalder med et glimt i øjet - og lidt groft, erkender han også - Silkeborg for "Danmarks grimmeste by i Danmarks smukkeste omgivelser", fordi den er ung og arkitektonisk forholdsvis uinteressant. Til gengæld er der masser af prægtig natur i og omkring byen, som han lader sig inspirere af, når han skal tegne. Peter Madsen er skovmenneske og ikke havmenneske, fortæller han.

På vej fra tegnestuen til det hæderkronede Hotel Dania på Torvet, hvor jeg har indlogeret mig, kommer jeg forbi den ene af byens to privatskoler, Kornmod Realskole, hvor jeg tog min eksamen i 9. klasse, efter at være flyttet tilbage til byen fra København et par måneder forinden. Jeg har boet mange forskellige steder i både Midtjylland og i og omkring København. I mine teenageår i København følte jeg mig som en bonderøv og blev da også behandlet som én. Da jeg siden kom tilbage til Jylland, blev jeg behandlet som en københavnersnude.

Det var en noget skizofren oplevelse og vel en af grundene til, at jeg stort set ikke ser mine venner fra dengang.

Klassens seje pige

Torvet er Silkeborgs naturlige centrum. I den ene ende står en statue af Michael Drewsen foran byens første rådhus, der nu er domhus. Det er den statue, man danser omkring som nyslået student. I den anden ende ligger Silkeborg Kirke, og langs med torvets ene side Odd Fellow Palæet, der huser en gardinforretning i stuen, og ved siden af Hotel Dania, der har haft økonomiske problemer og derfor har været nødt til at sælge ud af sine kvadratmeter.

Til venstre i stueetagen ligger nu en Bog & Idé, mens højre side optages af Jensens Bøfhus. Den elegante, gule bygning er ikke længere så flot at se på. Værre er det dog på den anden side af torvet, hvor Føtex holder til i en rædsel af en moderne udseende bygning, et sort hul af grimhed, der suger al opmærksomhed til sig og skaber disharmoni. Jeg begynder at forstå, hvad Peter Madsen mener.

Efter have tjekket ind på hotellet, der også indvendig er en skygge af fordums storhed, går jeg hen til Rampelys, det mad- og musiksted på Bindslevs Plads, hvor Den Lille Biograf havde hjemme, og hvor jeg for alvor grundlagde min filmglæde som billetsælger, filmbestiller og biografoperatør.

Man viser dog ikke længere film her - det har man ikke gjort i seks år - og det er med en vis skuffelse, at jeg i stedet går en tur på biblioteket, der ligger lige ved siden af. Her lærte jeg at sætte pris på alt fra Doonesbury, Jacques Tardi og Sight & Sound til Frank Zappa og Hunter S. Thompson, og søde Pernille fra min gymnasieklasse sørgede for, at jeg sjældent kom til at betale bøder for for sent afleverede lp'er. Hun arbejdede nemlig på musikbiblioteket og var en af klassens seje piger.

Meningen med livet

Jeg går ad det nu nedlagte jernbanespor til papirfabrikken. Det er en idyllisk sti med træer på begge sider, som skærer sig tværs gennem Silkeborg parallelt med Gudenåen på den ene side og Chr. 8. Vej på den anden. Lyden af vinden i piletræerne og fuglenes kvidren overbeviser næsten én om, at man går rundt ude i skoven. Men den tætte trafik på Sejsvej, ovre på modsatte side af åen, har det med at stikke en kæp i illusionen.

Nogle af de store villaer på Åhavevej har baghave ud til den lille sti, og i en af dem boede en god ven. Jeg står på tæer i et forsøg på at spotte den veranda, hvor vi mangen en lys og lun sommeraften udvidede vores horisonter med at ryge hash og lytte til Pink Floyd og forsøgte at finde meningen med livet.

For enden af stien, nede ved havnen og hjuldamperen Hjejlen, kan jeg til venstre se, at bygningen, hvor farvehandler Reinholdt lå, er blevet revet ned. Min morfar var førstemand hos Reinholdt. Reinholdt selv var ven og drukkammerat med Asger Jorn, en af de store personligheder, som har sat sit præg på Silkeborg.

En lukket verden

Det er otte år siden, at Silkeborg Papirfabrik lukkede helt, og siden er der blevet bygget og renoveret i stor stil på det gamle fabriksområde, som ellers har været en lukket verden. Luksuslejligheder med udsigt over havnen og åen, et musikhus sponsoreret af Lars Larsen - han bor i Silkeborg og har i forvejen aktier i SIF - private firmaer, cafeer og en biograf deles nu om den attraktive adresse for foden af Århusbakken med Silkeborg Sygehus, hvor jeg kom til verden, på toppen.

Midtjyllands Avis holder til i en af de gamle fabrikshaller, og Bent Nørgaard, der er avisens Silkeborg-redaktør fortæller, at byen er i vækst og efter kommunalreformen er blevet landets 10. største kommune. Derfor kan de lokale heller ikke forstå, at man politimæssigt nu hører under Holstebro, retsligt under Viborg, sygehusmæssigt under Århus og skattemæssigt under Horsens.

Gå med i Lunden

KunstCentret Silkeborg Bad står der på et skilt uden for det, der engang var et kurbad af de mere eksklusive - her behandlede man mest livsstilssygdomme - og nu er et kunstmuseum med ambitioner om at blive Midtjyllands Louisiana. Smukt ligger det også, på Ørnsøs skovklædte bred i udkanten af byen. Tyskerne holdt til i Silkeborg Bad under Anden Verdenskrig, og omgivelserne er fulde af bunkers, som byens børn leger i - det gjorde vi i hvert fald, da jeg var dreng.

Det er på vej tilbage til midtbyen, at jeg besøger min mormors grav og Vestre Kirkegaard, som ligger på Vestergade. Jeg kommer også forbi Lunden og den idrætshal, hvor jeg engang blev dumpet af min første rigtige kæreste til en C.V. Jørgensen-koncert - og det var endda mig, der havde betalt for billetterne.

Sidste del af Vestergade, der munder ud i Torvet, er gågade, men klokken er mange - det vil sige efter 17.30 - og alle butikkerne lukket, hvorfor gaden ligger øde hen. Her har Jyske Bank sit hovedsæde, ja, faktisk ejer banken det meste af gaden.

De Tre P'er

Fredag morgen forlader jeg hotellet. Jeg springer morgenmaden over - den var alligevel ikke særligt god - og går ad Nygade, byens festgade, hvor opfindsomt betitlede restauranter som Zorba og Marco Polo ligger side om side med cafeer som Humle Chok. Dér, hvor El Dorado, en af byens mest berygtede beverdinger, har baren Brews'n'Bongo nu til huse og beder én om at huske 'De Tre P'er: Pæn-Påklædning-Påkrævet'.

Vi plejede at spøge med, at man købte en pistol på Ørnecafeen på Skoletorvet og derefter gik over på El Dorado og skød en eller anden. Men heller ikke Ørnecafeen, der havde til huse ved siden af det celebre Galerie Moderne, eksisterer længere. I stedet er der et advokatkontor.

Næsten nederst i Estrupsgade, i nr. 26 lige inden stationen, ligger værtshuset Den Gyldne Hest dog stadigvæk. Her spillede jeg tit billard med en god ven, og det er betryggende at se, at der som dengang sidder folk ved bardisken, selv om klokken ikke engang er otte.

Jeg kommer til at tænke på, hvorfor jeg egentlig forlod Silkeborg. Jeg havde udlængsel. Jeg ville ud og se og prøve noget andet. Jeg havde boet i København før, og det virkede som en by for mig - det var selvfølgelig også her, at jeg kunne læse det, jeg ville. For mig, en ung mand på 20 år, var Silkeborg dengang ikke spændende og udfordrende nok. I mellemtiden synes vi, min hjemby og jeg, at være vokset fra hinanden, og selv om jeg måske godt kunne forestille mig at bo her - og nyde naturen - når jeg bliver gammel og har fået ro på, ligger tanken mig fjernt lige nu.

"Home is where the heart is," lyder en engelsksproget talemåde.

Jeg ved ikke, om jeg er helt enig. En del af mit hjerte vil altid befinde sig i Silkeborg, men nu glæder jeg mig altså til at stige på toget og komme hjem igen.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu