Læsetid: 5 min.

Gribskov- Stockholm tur-retur

Efter to dage i Danmark forsvandt Shayda. Han ville søge asyl i Sverige, hvor han har familie. Men han fik taget finger-aftryk i Danmark - og så fanger bordet. Nu er han tilbage i Asyl-center Gribskov, hvor han venter
15. august 2008

En tidlig morgen i september 2007 vågner den dengang 16-årige Shayda før alle andre i Asylcenter Gribskov. Han vil forlade Gribskov efter mindre end to dage, da han ikke tror på udsigten til asyl. Det har hele tiden været hans plan at ende i Sverige. Her vil han opsøge sin mors kusine og søge asyl.

Mellem kusinen og udsigten til, at nogen kan tage sig af Shayda, står et fingeraftryk. Det får han taget i sommeren 2007, da han første gang ankommer til den danske grænse. Et fingeraftryk, der får afgørende betydning. Myndighederne tager fingeraftryk af asylansøgere, og dermed fanger bordet. Fingeraftrykket skal sikre, at en asylsag behandles der, hvor ansøgeren først søger asyl. Men flere af de asylbørn, som Information har talt med, forstår ikke betydningen af dette fingeraftryk. Heller ikke Shayda.

Han er kurdisk flygtning fra det nordlige Irak. Han har været på flugt siden sommeren 2007, hvor hans forældre blev dræbt i en eksplosion. Han er et af de 123 uledsagede flygtningebørn, der kom til Danmark i 2007. Han vil snart være i en anden statistik - som et af de 85 asylbørn, der sidste år forsvandt fra Gribskov.

Excuse me? Kobenhavn?

Tilbage til morgenen i september i Gribskov. Shayda pakker de få ting, han har. Tusind tanker går gennem hovedet på ham.

"Jeg var bekymret over, hvad der ville ske, når jeg tog af sted. Ville jeg blive anholdt af politiet?"

Han går ad den eneste vej, der fører gennem Gribskov. For enden af den ligger Mårum Station. Han finder stationen, men ved ikke, hvor han skal hen.

"Jeg spurgte en dansker 'excuse me - Kobenhavn?' Han forklarede mig, hvor jeg skulle stå af," fortæller Shayda. Turen ender på Hoved-banegården.

En mobil for en billet

"Da jeg kom til København, vidste jeg ingenting. Jeg spurgte de første 20 sorthårede, jeg mødte, om de kunne kurdisk. Men alle kiggede bare på mig og gik," siger Shayda.

Endelig finder han en, der kan hjælpe. En kurder. Shayda fortæller ham, at han er på vej til Sverige, men at han ingen penge har. De indgår en handel. Manden får Shaydas mobiltelefon og lover, at han vil købe en billet til Sverige til ham. Han går, og tilbage sidder Shayda på Hovedbanen. Uden mobil eller billet.

Alene i Mahkmur

Shaydas vej til Europa starter i juli 2007. 13. maj er der en eksplosion i hjembyen Mahkmur, hvor begge hans forældre bliver dræbt. Ifølge den amerikanske journalist Dahr Jamails hjemmeside var der tale om et angreb, der angiveligt var rettet mod det Kurdisk Demokratiske Parti. Shaydas forældre er kurdere.

En ven, som har haft en butik sammen med Shaydas far, tilbyder at tage sig af Shaydas søster. Han vil hjælpe Shayda ved at sælge faderens andel i butikken. Pengene skal bruges til flugten til Europa.

"Han sagde, at han ikke kunne tage sig af både mig og min søster."

Søsteren skal han ikke længere tænke på. Hende vil faderens partner betragte som sin datter. Alligevel bekymrer det Shayda, og han fortæller, at han føler skam over at have forladt hende.

Tyrkiske betingelser

Turen til Europa går via Tyrkiet. Han forklarer om flere overgreb fra politiets side, og han stifter bekendtskab med de tyrkiske betingelser. Som ved grænsen, hvor en smugler må forhandle med en betjent, der har opdaget dem.

"Politiet ville lade os gå, men sagde: 'I ved godt på hvilke betingelser'," forklarer Shayda.

Betingelserne er penge, og det samme sker i Istanbul, da politiet opdager, at Shayda og 35 flygtninge bor i en lejlighed hos en smugler. Her må de hver betale 100 dollar til politiet. På vej ud af lejligheden kommer politiet op at skændes. Den ene slår Shayda.

"Smugleren spurgte, hvorfor han slog mig, politiet havde jo fået deres penge. Men betjenten blev endnu mere sur og tævede mig igen."

Shayda har som de fleste flygtningebørn derfor ikke tillid til hverken myndigheder eller politiet.

Grænseland

Det skinner igennem i hans møde med det danske grænsepoliti, hvor han ligger gemt i en minibus. Da det går op for ham, at bussen er blevet stoppet af politiet, går han i panik og kæmper for at komme væk fra sit gemmested.

"Jeg regnede med, at vi ville blive slået igen, og derfor prøvede jeg at komme ud og forbi betjentene. Jeg råbte og skreg, men de sagde, at jeg skulle tage den med ro."

Det første blik, der møder Shayda, er en smilende betjent.

"Politiet smilede til mig, og så fandt jeg ud af, at jeg kunne tage den med ro," fortæller Shayda.

Han ved ikke, hvor han er henne. Ved grænsen, forklarer han. "Vi blev anholdt i grænseland."

Det er her, Shayda får taget det fingeraftryk, som afgør, at turen til Sverige bliver afbrudt før tid. Shayda forstår ikke hvorfor. Han troede, at politiet ville undersøge, om han havde begået noget kriminelt.

På vej til Sverige

Tilbage til den septemberdag på Hovedbanen, hvor han venter.

"Jeg tænkte, at nu havde jeg også tabt min telefon, og jeg blev bekymret, men efter en time dukkede han op igen."

Den kurdiske hjælper viser ham vejen til bussen til Sverige. Og efter nogen tid når han til en by, han tror er Stockholm. Her overnatter han på gaden "som en hjemløs", forklarer han.

"Jeg tænkte, at jeg var en værdiløs person. Jeg spiste ingenting, jeg havde jo ingenting. Jeg tænkte tilbage på turen gennem Europa, hvor jeg var gemt væk i en lastbil uden mad. Jeg tænkte, at det var en af den slags dage, hvor det bare handlede om at overleve."

Næste morgen søger han asyl i Sverige. Efter 14 dage får han lov til at bo hos sin mors kusine. Her bor han i knap fire måneder. Han fortæller selv, at han hele tiden havde planlagt at ende turen i Sverige.

"Her får man asyl," forklarer han.

Morens kusine, der har passet Shayda som lille, tager ham til sig.

"Hele tiden i Sverige tænkte jeg ikke på opholdstilladelse, for jeg vidste, jeg var i gode hænder."

Han fortæller, at han kunne gøre, hvad han ville, tage mad i køleskabet, se fjernsyn eller besøge venner. Et normalt liv med en familie.

Fingeraftryk fanger

Nu er han i Gribskov, hvor opholdstilladelsen fylder det hele. I Sverige afslørede et fingeraftryk, at han kom til Danmark først. Han har forklaret, at han ikke kender nogen i Danmark, og at det hele tiden var planen at ende i Sverige. Men fingeraftrykket betyder, at hans sag skal behandles i Danmark.

"Hvis jeg vidste, at de ville bruge fingeraftrykket mod mig, så havde jeg sagt, at jeg hellere ville til Sverige," siger Shayda, der understreger han, at han er færdig med at flygte.

"Realiteten er, at jeg nu er bundet hertil. Derfor håber jeg, jeg kan forsætte mit liv her."

Status for Shayda er, at han har fået sit første afslag på opholdstilladelseShayda er et opdigtet navn. Han ønsker at være anonym af frygt for, at hans historie vil påvirke hans asylsag. Shaydas rigtige identitet er redaktionen bekendt

Serie

Seneste artikler

  • Asylbørn er efterladt i europæisk asyllotteri

    15. august 2008
    Uledsagede asylbørn risikerer at blive kastebold mellem de europæiske lande, fordi en aftale, der skal sikre, at en asylsag kun behandles i ét land, kun definerer familien snævert. Det forhindrer børnene i at komme til slægtninge, som kan hjælpe dem, lyder kritikken i en EU-rapport
  • De radikale: Asylbørn skal have en time-out

    13. august 2008
    Både SF og R støtter idéen om at tildele uledsagede asylbørn en værge fra første dag. De radikale vil gå endnu længere for at begrænse forsvindingerne
  • Frygten for afslag sendte Armaan på flugt

    12. august 2008
    Armaan er to gange forsvundet fra asylcentret i Gribskov. Han havde hørt, at Danmark ikke gav asyl. Sidste gang, han blev sendt retur fra Norge, blev han i Danmark, hvor han nu har fået asyl
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som Tøkk. begræder jeg med tørrer tårer asylantens færd gennem Europa.

Hvorfor kunne Sverige ikke bare udstede asylophold til den pågældende? Sverige er i forvejen kendt for, at uddele statsborgerskab til alle og enhver.

Nu ved jeg ikke hvem "Tøkk." er, - men jeg græder ikke tørre tårer over drengens historie; tværtimod vil jeg opfordre alle til at protestere over at vi behandler børn på den måde og forlange at lovgivningen bliver rettet op, så vi kan beskytte alle flygtningebørn!

Pia

I stedet for at drage staten og serviceloven til ansvar, burde man i stedet drage forældrene og de pågælende landes regering til ansvar, der sender deres børn alene ud i verden, hvor honnigen flyder.

Uanset hvor desperat og håbløst min situation blev, ville jeg aldrig efterlade min datter alene. Men det er den slags metoder muslimer anvender, fordi de udmærket er klar over, at en række humanister i Vesten er parate til hvad som helst.

Vrøvl, Janus H, muslimer er derimod vant til hjælp fra alle og enhver, som nu 'Shaydas' fars kompagnon, der tog sig af hans søster. Rejsende i muslimske lande har iøvrigt den oplevelse, at hjælpsomheden grænser til opofrelse.
Dér kunne vi lære noget!

PerterH**

Ja, det kan jeg se med den hjælpsomhed, nemlig at ekspedere uledsaget børn til andre lande! Børn har behov for omsorg og tryghed af deres EGNE forældre, ikke at blive efterladt alene ud i verden og slet ikke blive taget sig af af ukendte mennesker og slægtninge.

Derfor mener jeg at de pågældende lande skal drages til ansvar, hvad enten det er Ruslands, Brasiliens, Colombias eller Iraks gadebørn.

uha, Janus, og hvis du nu lige satte dig ind i situationen og forestillede dig at din datter blev alene fordi du var død og dit land var i krig, ville du så ønske dig at jeg tog mig kærligt af din datter?

Pia

Hvis og hvis? Du er for teoretisk i dine begrundelse, Pia

Naturligvis ønsker jeg ikke, der skal ske min egen datter noget ondt. Selv den dag hun får sin første kæreste vil jeg sikkert være anspændt og sætte hendes kommende fyr til vægs med skarpe argumenter og skeptiske betragtninger.

Som far, ser jeg helst at min datter ikke får nogen kærester - overhovedet.

Janus, jeg er ikke spor teoretisk men holder mig til historiens fakta!
" Han har været på flugt siden sommeren 2007, hvor hans forældre blev dræbt i en eksplosion."
Det er kun en enkelt drengs historie; der er tusinder af børns historie du aldrig hører om.
Hvorvidt et barn er født af en muslim eller en kristen, en sort eller en hvid, en fascist eller en humanist; vi skal hjælpe!

Pia

Nej, du forholder dig tværtimod til det faktuelle, men er styret af kvindelige føleri og værdier. Det er også helt fint.

Alligevel må du indse - rent logisk - vi langtfra kan løse verdens fattigdomsproblemer med forældre og slægtninge der eksporterer deres børn til Vesten. Mange af disse børn bliver sjældent velfungrende i samfundet som voksne, når de ikke har kendskab til deres fundamentale rødder.

I stedet for at muslimerne er så ekstreme produktive i soveværelset, skulle de hellere tænke på landet fremtid. Ægyptens har fx. tredobblet deres befolkning siden 1952 til 70. millioner individer. Hvem skal på længere sigt brødføde landets kommende befolkning? Det kommer Vesten til.

Når min datter bliver voksen, kommer hun til at betale for muslimernes fertilitet.

Janus, jeg tvivler på dine hensigter med denne debat, - du fabulerer!

Du holder dig ikke til emnet; vi har nogle børn nu og her der skal have hjælp og al det med ægyptens muslimer der korpulerer, (for at ødelægge din datters liv?), samt din analyse af mig; - du er ikke ligefrem psykolog, så hold dig fra det!

Pia

Okay, så vender jeg tilbage til artiklens oprindelige kontekst.

Jeg mener, at den 16-årige Shayda skal tvangsudvises til Irak, fordi med hans omtumlede tilværelse, ender han sandsynligvis som en social udstødt individ i et fremmed land, eller i værste fald i kriminalitet.

Det er de pågældende lande, forældrene og slægtninge, som skal drages til ansvar. Men hvad gør EU? EU-Kommissionen er mere optaget af topposter, korruption og bevidst kultursamstød.

Til Janus H
Nu er det sandsynligvis lidt svært for forældre, der er blevet dræbt, at tage sig af deres efterladte børn......
Hvad er så mere nærliggende, end at det pågældende barn opsøger et familiemedlem, der har passet ham tidligere?
Eller har jeg misforstået det hele, blot fordi jeg læste, hvad der rent faktisk står i artiklen?

Henrik, - jeg er sikker på der er mange ting jeg ikke ved og det synes jeg ikke er pinligt.
Til gengæld vil jeg mene at din kommentar er nærmere noget man kunne kalde pinligt :)

Janus, - "Jeg mener, at den 16-årige Shayda skal tvangsudvises til Irak, fordi med hans omtumlede tilværelse, ender han sandsynligvis som en social udstødt individ i et fremmed land, eller i værste fald i kriminalitet"

Så er vi helt klart lodret uenige!

Han skal have lov til at få ro og tryghed i sin tilværelse, og det gør han nok bedst hos den slægtning der ønsker ham, - der vil han så få en uddannelse! For i Sverige er de nemlig langt mindre fremmedfjendske end her i DK og risikoen for at blive udstødt er så meget mindre.

Den dag I mister Jeres gratisydelser som I betaler via skatten, så har I noget at brokke Jer over. Er I klar over at kamæleonen Bendt Bendtsen selv har iværksat denne Metock-dom?

Er det slet ikke gået op for Jer, at EU vil harmonisere skatten og give flere ydelser til de mest reproduktive indvanderer-grupper?

Den dag I ikke længere kan få Jeres gratis serviceydelser af det offentlige, har I virkelig noget at brokke Jer over, for så er løbet kørt.