
"Vi har løsladt Zakaria al-Ahga som et tegn på vores gode vilje," sagde en talsmand for Hamas. Agha har været tilbageholdt af bevæbnede Hamas-medlemmer siden fredag. Samtidig med løsladelsen ankom de Fatah-folk, som i weekenden flygtede fra kampe med Hamas i Gaza, til byen Jeriko på Vestbredden. I første omgang ville det israelske forsvarsministerium have sendt palæstinenserne retur til Gaza, men planerne blev ændret af hensyn til deres sikkerhed.
Det palæstinensiske selvstyres præsident, Mahmoud Abbas, opfordrede søndag knap 200 af sine Fatah-militsfolk til at vende tilbage til Gaza.
Abbas argumenterede med, at det er vigtigt for organisationen at tage kampen op med Hamas' islamister i Gaza. Men næppe havde Israel søndag sendt de første 32 palæstinensere retur til Gaza, før de blev anholdt af Hamas.
Og Israels forsvarsministerium meddelte i går, at udvisningerne af palæstinenserne foreløbig er indstillet, fordi "deres liv var i akut fare".
Konflikten skærpet
11 palæstinensere blev dræbt og over 90 såret, da Hamas og og den Fatah-tro Helles-klan lørdag udkæmpede nogle af de mest blodige kampe, siden den islamistiske bevægelse overtog magten i Gazastriben i juni i fjor.
Konflikten er blevet skærpet, siden en bombeeksplosion i Gaza By forrige weekend kostede fem militsfolk fra Hamas og en lille pige livet.
Hamas beskyldte Fatah for at stå bag og slog til med massearrestationer, mens Fatah svarede igen med anholdelser på Vestbredden, som Abbas' selvstyre kontrollerer.
De omkring 200 Fatah-folk søgte i weekenden midlertidig tilflugt i Israel, efter at Hamas gik til angreb på klanen, der støtter Abbas.
Sufian Abu Zaydeh, der er tidligere Fatah-minister og fra Gaza, vurderede, at kampene markerer et nyt lavpunkt i forholdet mellem de rivaliserende palæstinensiske grupper.
"Når en mand kun har to valgmuligheder: At blive dræbt af sine egne eller blive arresteret af sin fjende, og vedkommende så når frem til, at det er bedre at blive arresteret af fjenden, så viser det, hvor hård situationen i Gaza er, sagde Zaydeh til den israelske hærs radio.
ritzau/AP