Læsetid: 3 min.

Hilmars vemodigt kloge øjne

En statsminister faldt i sit partis unåde ved at skaffe det mange vælgere
Indland
7. august 2008

Der var engang en ung ærgerrig politikerspire, der mængede sig til at sidde til bords med sit partis statsministerkandidat, og den spire var jeg. Hilmar Baunsgaard var statsministerkandidaten, og året var 1973. Jeg var nyopstillet folketingskandidat for Det Radikale Venstre og netop valgt som medlem af dets hovedbestyrelse. Hilmar havde været statsministeri VKR-regeringen 1968-71, og de fleste regnede med, at han ville blive det igen, når Anker Jørgensens upopulære 'røde kabinet' med SF snart væltede.

Hilmar Baunsgaards øjne var vemodigt kloge. Som om han bar på en viden, han ikke kunne dele med nogen. Når han sagde noget hen over kaffebordet ved de radikale møder på Hotel Nyborg Strand, var det mestendels selvironisk morsomt, og han trak sine dybe rynker ud i smil. I hans varme sprogtone hørte jeg samtidig en beklagelse af, at han behøvede at optræde i sine egne historier.

Jeg undrede mig over, at man kunne være så selvudslettende, når man lige havde været statsminister og stod til at blive det igen. Jeg undrede mig også over, at det var så nemt at komme til at sidde ved samme bord som Hilmar Baunsgaard.

Skyet og mistænkelig

De fleste af hans - vores - partifæller syntes at sky Hilmar. De fandt det mistænkeligt, at han havde skaffet partiet så mange stemmer.

Blandt de radikale tillidsmænd fortaltes hyppigt denne anekdote, som om den havde en betydningsfuld pointe:

Efter folketingsvalget i 1968, da Hilmar fik braget partiets mandattal op fra 13 til 27, løb barnebarnet til partiets tidligere leder, Bertel Dahlgaard, ind til Dahlgaard og råbte:

"Bedstefar, bedstefar! Jeg vidste ikke, at der var så mange radikale."

Hvortil Dahlgaard svarede:

"Det er der heller ikke."

At Hilmar havde formået at holde de 27 mandater ved det næstfølgende folketingsvalg i 1971, mindskede ikke tillidsmandskorpsets skepsis mod ham, tværtimod. Bedriften blev bortforklaret med, at vælgerne var overtaget fra Venstre og de konservative, der jo samtidig var gået så meget tilbage, at VKR-regeringen knebent havde mistet flertallet. Og at vælgerne skulle komme direkte fra Venstre og konservative, gjorde dem endnu mere tvivlsomme. Utilpasheden ved de forkerte vælgere smittede af på Hilmar Bauns-gaard, som havde skaffet dem.

Hadefuldt splittede

Det bidrog til Hilmars besværligheder som partileder, at de radikale havde været dybt, nærmest hadefuldt, splittede forud for folke-afstemningen i 1972. Baunsgaard havde - sympatisk, set med mine øjne - ført kampagne for et ja. Jeg undrede mig dog over, at han i en folketingsdebat med en af partiers nejsigere havde været lige ved at gå fra snøvsen. Det var et glimt af en vrede mod Hilmars radikale modstandere, en vrede så stor og mægtig, at han ikke kunne lukke den udi små civiliserede bidder.

Anker Jørgensens forventede fald blev udløst i november 1973, da Erhard Jakobsen trak tæppet under S-SF-kabinettet. Gevinsten gik ikke til Hilmar Baunsgaard. De nye partier - Erhards og Glistrups og mange flere - tordnede frem, så de gamle partier tabte en tredjedel af deres mandater. Hilmar røg ned på 20, og Poul Hartling udnyttede den almindelige forvirring til at danne sin 'smalle Venstre-regering', kun bestående af Venstre.

Den kuldsejlede hurtigt, og ved næste valg, i 1975, var det Hartling, der stjal mandater fra Hilmar, som røg ned på 13.

Internt kævlede de radikale mere end nogensinde og gav Hilmar skylden for alt.

Jeg fik nok og nedlagde mine radikale tillidsposter. Det samme gjorde Hilmar Baunsgaard et år efter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her