Læsetid: 7 min.

Homo i periferien af et mikrokosmos

At være eller ikke være homo i Sandholmlejren - Information er på tur i heteroland, som det tagersig ud, når det bliver indhegnet af asylsystemtænkning, gode hensigter og militært øvelsesområde
Indland
7. august 2008

"Krydsende kampvogne 150-200 meter", står der på et skilt på vejen foran indkørslen til asylcenteret Sandholm, lige efter busstoppestedet. Mellem Allerød og Hørsholm ligger de gule og sorte barakker i naturskønne omgivelser, omkranset af Udlændingeservice og militært øvelsesområde.

Her hersker lov, orden og ID parallelt med voldtægt, chikane og usynlighed.

"Prøv lige at bede din homo-date fra Boyfriend.dk om at aflevere sit ID i indgangsporten her ... " joker sociolog Mads Ted Drud-Jensen, mens vi står og venter mellem to gitre i indgangen til Sandholmlejren.

Migrationsvæsnets skab

"Sandholmlejren er et mikrokosmos, en meget kompakt udgave af hierarkierne i det omgivende samfund, hvor familie, nation og kultur er de centrale enheder, livet organiseres omkring," forklarer journalist Sune Prahl Knudsen, mens vi går ned ad 'hovedgaden' i lejren.

Han og Mads Ted Drud-Jensen har skrevet specialet Migrationsvæsenets skab om betingelser for ikke-heteroseksuelle i forbindelse med asyl og familiesammenføring i Danmark. Derfor har de valgt asyllejren som det stykke heteroland, Information skal guides rundt i.

Sune Prahl Knudsen synes, Sandholm minder om en forladt westernby i dag, som vi går her på den mennesketomme hovedgade mellem gamle gule lukkede militærbygninger og nyere sorte og rødlige barakker. Heller ikke vores kontaktperson, der lod os indskrive som gæster i hans navn, er her længere - han skulle besøge sin kæreste uden for lejren, og det kunne kun gå for langsomt.

I Sandholmlejren er der ingen støddæmpere mellem hierarkierne, og ikke-heteroseksuelle bliver trængt bådei lejrlivet og asylsystemet.

"Hvis du skal anerkendes som homo i asylsystemet - det vil sige, hvis det skal have en positiv effekt på dine chancer for asyl - skal du være en 'genkendelig' og 'troværdig' homo," siger Mads Ted Drud-Jensen.

Genkendelighed består af en kombination af udtryk, aktiviteter og selvbeskrivelser. I systemet er en let genkendelig homo f.eks. en 'feminin mand', der kun praktiserer sex med andre mænd og har været aktiv i en etableret homo-organisation i sit oprindelsesland - og som i øvrigt bringer sin seksualitet på bane ved første møde med de danske myndigheder.

"Der er mange problemer i den måde at tænke på: Dels kan det at bringe sin seksualitet ind i interviewet med Udlændingeservice få karakter af en 'spring-ud'-situation, hvis man har været nødt til at praktisere sin seksualitet skjult hele livet. Dels er der mange ikke-heteroseksuelle, der ikke passer i systemforestillingen om en 'troværdig' homo. F.eks. folk der har skiftende seksuelle relationer til både mænd, kvinder og transseksuelle," siger Mads Ted Drud-Jensen, og fortsætter:

"Desuden er en meget synlig ikke-heteroseksuel 'adfærd' ikke ligefrem en fordel i det daglige liv i asyl-lejren, hvor de sociale hierarkier, som også findes uden for lejren med dertil hørende homofobi, sexisme osv., er forstærket på grund af den fysiske kompakthed og det psykiske pres, beboerne er under."

I periferien

En ramponeret barak, der sender tankerne tilbage til 70'ernes midlertidige sociale boligbyggeri, markerer, at vi er nået til udkanten af lejren. Bag os ligger de nybyggede familiehuse, en slags moderne mini-rækkehuse i Aved-øre Stationsby-stilen. Barakken foran os, "i lejrens sociale og fysiske periferi", som Mads Ted Drud-Jensen og Sune Prahl Knudsen betegner det, er forbeholdt enlige asylansøgere. Her bliver de indkvarteret på 20 kvadratmeters værelser til fire personer.

Foran et stort kort over Sandholmlejren forklarer Sune Prahl Knudsen:

"Her er indgangen med ID-tjek. Det første hus her er Rigspolitiet," siger han og peger på en stor bygning. Ind mod midten af lejren ligger kantinen, og nord for den ligger sygeplejerskernes gule bygninger. Udlændingeservice ligger på et område på omtrent samme størrelse som selve lejren og afgrænser lejrens sydlige side med et hegn, hvor dørene kan åbnes uden nøgle ind mod lejren, men ikke den anden vej. Bag ved Udlændingeservice, grænsende op til de midterste boligbarakker og en legeplads, ligger et fængsel til afviste asylansøgere, der venter på hjemsendelse, og asyl-ansøgere, som er anklaget eller dømt for kriminalitet. Fængselsområdet er omkranset af et højt pigtrådshegn. På hegnet er fæstnet træplader med figurer af Peter Plys og Æslet.

"Det har jeg aldrig lagt mærke til før. Hvor er det langt ude," siger Sune Prahl Knudsen.

I midten af lejren ligger familiehusene, hvoraf flere er nybyggede. I den nordligste ende af lejren, langs hegnet der markerer, hvor Sandholmlejren slutter, og det militære øvelsesområde begynder, ligger de enliges barak.

Intet privatliv

"De enlige bliver sat på værelse med andre af samme nationalitet eller fra samme sprogområde. Det forventer de danske myndigheder, at asylansøgerne vil opfatte som en hjælp," siger Sune Prahl Knudsen.

"Men hvis du er homo fra Iran, er det ikke nødvendigvis så fedt at bo på værelse med andre iranere, som kan følge med i dine telefonsamtaler og forstå den litteratur, du har stående på hylden. Der er intet privatliv i lejren, så faktisk kunne det være at foretrække for en iransk homo at blive indkvarteret med f.eks. usbekere, der ikke taler samme sprog."

"Nationalitet og kultur trumfer alt i asylsystemet, både i den fysiske organisering i lejren - hvem der bor hvor og med hvem - og i Udlændingeservice og Røde Kors' syn på asylansøgeren," siger Mads Ted Drud-Jensen.

Sune Prahl Knudsen og Mads Ted Drud-Jensen fortæller om, hvordan de ansatte i Sandholmlejren reagerede på den viden om ikke-heteroseksuelle asylansøgere, som de havde indsamlet til specialet: med overraskelse, interesse, og aha-oplevelser. Pludselig kom de i tanker om situationer, hvor ikke-heteroseksuelle positioner var kommet til syne i for eksempel samtaler mellem asylansøgere og sygeplejersker eller i enkelte asylansøgeres 'grænseoverskridende' adfærd i kantinen.

Nationalitet trumfer

"Det er, som om myndighederne bliver overraskede over, at man kan være noget andet og mere end palæstinenser, iraner eller usbeker. At man også kan være f.eks. homo eller transseksuel, og at det giver en nogle andre betingelser - og at den marginalisering, ikke-heteroseksuelle oplever i asylvæsenet, ikke blot kan forklares ud fra forestillinger om kultur knyttet til den enkelte asylansøgers oprindelsesland," siger Sune Prahl Knudsen.

Mads Ted Drud-Jensen refererer en af sygeplejerskerne, der godt var klar over problemet, men bare ikke vidste, hvordan de skulle gribe det an:

"Det er jo dem, der har det værst med at være her," konstaterede hun.

Tre unge går rastløst forbi os. Den ene sparker en skramlende genstand foran sig. De veksler et par ord, stopper op, hænger lidt og går langsomt videre. To andre sidder ved et bord. De kigger over mod os og væk igen.

"Der er ingenting at lave for de unge her," siger Mads Ted Drud-Jensen.

"Der har været relativt meget fokus i medierne på asylfamilier og især børn, så de seneste år er der kommet flere ressourcer til børne-familierne, til aktiviteter og til, at de f.eks. selv kan lave mad. Men de unge og de enlige hænger bare ud, når de er her. Så går de lidt den ene vej, lidt den anden vej, skuler til hinanden."

Den totale institution

Man kan godt få ene-værelse som enlig asylansøger, hvis særlige omstændigheder gør sig gældende. Hvis man f.eks. er blevet voldtaget eller overfaldet i lejren.

"Sociologen Goffman har et begreb, der kan overføres på asylcenteret - 'den totale institution'. Total på den måde, at den er fuldstændig afgrænset udadtil, og at der indadtil er nedbrudt en række barrierer, f.eks. skellet mellem privat og offentlig," forklarer Mads Ted Drud-Jensen.

Et af de mest ekstreme tegn på det er historier om overgreb og voldtægt - noget sygeplejerskerne ved foregår i det skjulte.

"Det sker jo, at de bliver hånet, forfulgt og ofte massivt udnyttet, er vores mistanke. Vi har aldrig hørt det fra hestens egen mund. Men det har været så tydeligt nogen gange, så vi har tænkt, at det ikke kan hænge sammen på anden vis," som en sygeplejerske fortalte om ikke-heteroseksuelle asylansøgere i Sandholm.

Men det er ikke nødvendigvis en god løsning forikke-heteroseksuelle at få bevilget eneværelse.

"Så bliver det først virkelig synligt for alle i lejren, at der er noget særligt på spil. Sådan som lejren er organiseret, gør alle manøvre-muligheder, at man bliver endnu mere markeret og udsat som ikke-heteroseksuel," siger Sune Prahl Knudsen.

Isoleret

Nogle ikke-heteroseksuelle asylansøgere tager ud i skoven for at have sex med hinanden, andre tager til København for at opsøge et miljø, hvor de kan praktisere deres begær. Men som asylansøger kræver det mange ugers opsparede 'lommepenge' at få råd til busbilletten ind til byen og en øl på en homobar. Samtidig har ikke-heteroseksuelle asylansøgere sværere ved at trække på de ressourcer, der er i lejren - f.eks. 'naturalie-økonomien', hvor folk skaffer varer til hinanden uden om systemet - fordi de ofte er isolerede og marginaliserede i forhold til lejrens dominerende sociale netværk: nationale/etniske grupper og familien.

Bliv i skabet

"Der er ikke noget frirum for ikke-heteroseksuelle asylansøgere. I lejren er de nødt til at holde lav profil, og på homobarer i København vil de højst sandsynlig blive mødt med lige dele eksotisering og racisme," siger Sune Prahl Knudsen, og Mads Ted Drud-Jensen supplerer:

"Hvis man får tildelt asyl i Danmark, får man en bog, der hedder Medborger i Danmark. Her kan man læse, at Danmark er et frisindet land, hvor homoseksuelle har samme rettigheder og pligter som heteroseksuelle. Men samtidig kan man få afslag på asyl som f.eks. homo fra Iran, hvor der er dødsstraf for homoseksualitet, med den begrundelse, at man jo bare kan leve som homo bag hjemmets fire vægge eller gå i særlige parker," siger Mads Ted Drud-Jensen og tilføjer:

"Så mens homo-sex i offentlige parker i Danmark betragtes som illegitimt og krænkende for 'offentligheden', fremhæves det altså som bevis for, at det er muligt at leve som homoseksuel i Iran."

"Det danske asylsystem betragter seksualitet som noget, der hører til den private, ikke den politiske sfære. Det syn kendetegner også det manglende blik for, hvadikke-heteroseksuelle positioner betyder for ens liv og muligheder i f.eks. Sandholmlejren - og her har man som individ intet privatliv, intet skab, hvor seksualiteten kan proppes ind," siger Mads Ted Drud-Jensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Fordi du formoder, at de ikke avler så mange børn, formoder jeg?

Heinrich R. Jørgensen

Hvis du f.eks. mente, at homoseksuelle i mange lande reelt er forfulgte, og derfor har større behov for at opnå asyl, har du ret i, at jeg burde skamme mig...

Og under alle omstændighed, og hårdt presset, vil jeg godt indrømme, at den forsøgte humor var temmelig smagløs. Beklager.

Heinrich R, jeg tror, at ":-)" betyder, at du ramte rigtigt.

Heinrich R. Jørgensen

P. Lauritzen,

tak for kommentaren, og ikke mindst tilgivelse ;-)

De gejstlige imamer i Mellemøsten og Saudi Arabien påstår, der ikke eksisterer homoseksuelle og transvetitter i de pågældende lande.

Ergo må jeg konkludere, at en homoseksuel asylansøger fra disse lande er et falsum, hvilket får mig til at tro: Alle midler kan anvendes for ophold i landet.

I den forbindelse erindrer jeg en sag, hvor en asylansøger påstod det samme, men senere viste sig at være heteroseksuel og skam havde fire børn. Hvordan kan en homoseksuel ejakulere i en kvinde, hvis man er homoseksuel?

Ak, ja. Sådan er der jo så meget.

Ja, når man ikke sætter sig ind i denne verdens paradokser og mærkværdigheder, kan man jo nemt blive så firkantet i hovedet som Janus H. Janus er jo ellers om nået symbolet på flertydighed - men altså ikke i dette tilfælde.

Heinrich R. Jørgensen

PeterH:
"Janus er jo ellers om nået symbolet på flertydighed - men altså ikke i dette tilfælde."

Måske består Janu flertydighed i, at han er rar, venlig og forstående overfor bl.a. sin familie? ;-)

Det er jo hørt før, Heinrich R! Var det ikke lejrkommandanten i Auschwitz, der var sådan en kærlig familiefar - indtil han skød kone, børn og sig selv, så de ikke blev stillet til regnskab for uhyrlighederne?