Nyhed
Læsetid: 2 min.

K vil lukke hul efter EU-dom

De Konservative vil lukke hul efter EU-dom ved at stramme dokumenta-tionskrav ved familie-sammenføring. Det løser ikke problemet siger DF. EU-ekspert er enig.
Justitsminister Lene Espersen (K) er fremkommet med et forslag, der skal modvirke EF-Domstolens kendelse omkring famliesammenføring. Men hverken DF eller eksperter tror, at hendes forslag kan lukke hullet

Justitsminister Lene Espersen (K) er fremkommet med et forslag, der skal modvirke EF-Domstolens kendelse omkring famliesammenføring. Men hverken DF eller eksperter tror, at hendes forslag kan lukke hullet

Bax Lindhardt

Indland
15. august 2008

De Konservative vil stramme dokumentationskravene for borgere, som vil tage et smut til udlandet for at få familiesammenføring efter EU's regler om fri bevægelighed. Men det er ikke tilstrækkeligt, mener DF.

Krav om en lejekontrakt eller en folkeregisteradresse i et andet EU-land er simpelthen ikke nok til at lukke det hul, som den såkaldte Metock-dom fra EF-Domstolen har slået i de danske udlændingeregler, siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Morten Messerschmidt:

"Dette er kun et meget lille skridt for at løse et meget stort problem".

Han understreger, at Dansk Folkeparti bakker op om forslaget. Man han mener, at kravene til familiesammenføring efter EU-retten er så udvandede, at en række dokumentationskrav ikke vil have den store effekt.

EU-eksperten Peter Vesterdorf er tilbøjelig til at give Dansk Folkeparti ret.

"Det lukker ikke hullet i forhold til dommen, men det kan medvirke til, at dommen ikke bliver misbrugt," siger Vesterdorf, der er kontorchef hos Håndværksrådet.

Forslaget, som De Konservative lancerede på partiets sommergruppemøde i Silkeborg, går ud på, at borgere, som vil bruge EU's regler om fri bevægelighed til at få familiesammenføring i Danmark, skal dokumentere, at de reelt har haft ophold og arbejdet i et andet EU-land. Derfor skal myndighederne kræve at se f.eks. lønsedler eller en lejekontrakt på en bolig, en folkeregistertilmelding eller et momsnummer.

Peter Vesterdorf vurderer, at EF-Domstolen vil acceptere, at Danmark kræver dokumentation i form af for eksempel lønsedler. Men kravene må ikke blive så store, at de bliver urimelige og forhindrer borgerne i at bruge deres rettigheder som EU-borgere, påpeger han.

De Konservative opfordrer integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til at stramme reglerne, fordi man i dag - med K-formand Bendt Bendtsens ord - blot skal slå kryds i en rubrik på en formular for at aflevere en ansøgning om familiesammenføring. Og det er ikke nok til at dæmme op for svindel og proforma, mener den konservative leder.

Bendt Bendtsen erkender, at han og partiet er usikre på, hvor stor effekten af skærpede dokumentationskrav vil være - også set i lyset af, at der ikke er strenge krav til, hvor længe man skal være i et andet EU-land for at benytte EU's regler om fri bevægelighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her