Læsetid: 4 min.

Efter kampen

Det har været et dramatisk og spændende forår - med traktatafstemning i Irland og strejker blandt offentligt ansatte her. Har de ting noget med hinanden at gøre? Umiddelbart nej, men ved nærmere overvejelse ser det anderledes ud
Resultatet af den irske folkeafstemning blev modtaget med uforstående og overraskede reaktioner fra ledende europæiske politikere. Kun enkelte overmodige EU-modstandere havde forudsagt det.

Resultatet af den irske folkeafstemning blev modtaget med uforstående og overraskede reaktioner fra ledende europæiske politikere. Kun enkelte overmodige EU-modstandere havde forudsagt det.

Peter Muhly

6. august 2008

Tilsammen peger de to begivenheder - offentlig strejke og traktatafstemning i Irland - på den vigtigste politiske kamp i dag.

Det kræver vel en slags forklaring: Resultatet af den irske folkeafstemning blev modtaget med uforstående og overraskede reaktioner fra ledende europæiske politikere. Kun enkelte overmodige EU-modstandere havde forudsagt det.

Men det var ikke så mærkeligt endda!

Irland har været EU's duks. Landet har været førende i gennemførelsen af EU's nyliberale intentioner. Dets økonomi er ekstremt åben. Investorerne er strømmet til. Handel og storfinans blomstrer. Man har talt om det irske mirakel.

Men medaljen har en bagside. 10-12 multinationale selskaber styrer økonomien. Hvis bare et af disse forlod Irland, ville det få så voldsomme virkninger, at regeringen måtte gå af. Og den økonomiske blomstring har slet ikke nået de dårligst stillede. Man regner 1/3 af befolkningen for fattig, hvert femte barn sulter, arbejdsløsheden er voksende - i øjeblikket er 200.000 arbejdsløse. I Irland har man ikke kollektive overenskomster, og nu har EF-Domstolen begrænset og forbudt fagforeningernes mulighed for arbejdskamp.

Det er ikke vanskeligt at forstå, at irerne stemte nej - og man kan ikke med rimelighed hævde, at EU-systemets påvirkning på Irland var irrelevant for nejet. Den almindelige irer havde ikke grund til at give mere magt til EU's institutioner.

Arbejdskamp i Danmark

I Danmark hævdede mange kommentatorer efter strejken, at den var tabt. De fleste af dem baserede det på de meget beskedne gevinster med hensyn til lønstigninger. Og det er nu engang sådan, at man forhandler om løn - og eventuelt strejker for denne - i en lovlig og organiseret arbejdskamp. Så det gjorde man. Men det blev mere og mere tydeligt, at sådan var det ikke kun her. I sin kerne handlede det om noget helt andet - opretholdelse og udvikling af velfærdssamfundet, vores samfundssystem. Intet mindre. Det er da en betydningsfuld kamp. Nogen vil sige, at det vidste de strejkende ikke - alle sammen. Og det er troligt nok. Men det er sikkert, at flere ved det nu, både strejkende og alle os andre.

Vi har overværet et pædagogisk lærestykke, der må kalde på respekt. Det er rigtigt set, at når det offentlige system er ved at forspildes, må man tage ansvar for at redde det. Gennemførelsen har været imponerende. Det var respektabelt at understøtte det hele med professionel garanti for, at ikke noget skulle gå galt. Og vi skulle - i parentes bemærket - nok have hørt om det, hvis der var sket noget fatalt. Nogen har undervejs undret sig over alle de humørfyldte og kreative aktioner - skulle de ikke bare nedlægge arbejdet? - men nej, det skulle de ikke bare, for kampen var - og er - politisk.

Modparten har været regeringen. Det offentlige er arbejdsgiver, og finansministeren råder over midlerne. Regeringen ynder de nyliberale forestillinger om udlicitering og privatisering. Men det bør ikke spærre for erkendelsen af, at enhver regering vil være forpligtet af EU's intentioner, som de formuleres ved de fire friheder (kapitalens, varernes, tjenesteydelsernes og arbejdstagernes), af Kommissionens vejledninger og EF-domstolens afgørelser. Vores regering er jo enig i disse målsætninger.

Danskernes hjerte

Når den ikke er mere frimodig om det, er årsagen nok en erkendelse af EU's manglende popularitet. EU kan ikke legitimere regeringens bestræbelser.

Anders Fogh sagde engang, at han ville vinde danskernes hjerte og bevidsthed, så de selv ønskede hans politiske forandringer. Men strejken repræsenterer en modstand og forstærker denne.

Nogen siger, at regeringen har spekuleret i at knække de indblandede fagforeninger og tømme deres strejkekasser. Det sidste kom den langt med, men det ser ud til, at fagforeningerne er styrket - med stigende medlemstal og øget bevidsthed om deres betydning.

De mange aktioner har gang på gang peget på liberalisering, udlicitering og privatisering som det egentlig onde og regeringen som modpart. Lars Løkke og Bent Hansen har haft en umulig dobbeltposition.

De var arbejdsgivere og forhandlingspart med den interesse at afgive så lidt som muligt til de strejkende. Samtidig var de politikere med ansvar for at sikre gode og velfungerende sygehuse med tilstrækkeligt og velkvalificeret personale. De to roller kan ikke forenes - og de fravalgte det politiske ansvar.

Det bliver spændende at se, hvor lang hukommelse vælgerne har. Dagens politiske kamp står om, hvilket samfund vi vil leve i. Er det fornuftigt og naturligt at løse problemerne i fællesskab? Eller går det hele bedre, hvis enkeltmennesker eller firmaer løser problemerne? Irerne stemte nej - for en stor del i mistillid til EU-systemets byggen på kapitalens og markedets frihed, og hvad deraf følger af nyliberal politik.

Velfærden er truet

Forårets strejkende har åbnet vores øjne for, at vi kan miste vores velfærd. Den politiske kamp er den samme her og der. Nogen prøver at fortælle os, at EU blot er stedet, hvor den politiske kamp står i dag. Og der er vel intet sted uden politisk kamp, men den politiske kamp i EU er som en handicapturnering. Den ene part har på forhånd fordele, i og med at systemet med det indre marked, og hvad deraf følger, gør vilkårene vanskeligere for velfærdsbyggere og -bevarere, mens det samtidig favoriserer den liberalistiske vej.

Med forårets begivenheder blev tingene tydeligere - tak for det - og lad os huske det! Det har været et dramatisk og spændende forår - med traktatafstemning i Irland og strejker blandt offentligt ansatte her.

Lissie Thording er aktivi Udfordring Europa

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu