Læsetid: 4 min.

Du kan også lære noget i fredagsbaren

1. september 2008

Der bliver færre og færre studerende på gangene og i auditorierne på Blaagaards Seminarium, men engagementet har de alligevel i heavy-klubben, studenterrådet eller på introholdet, der skal ryste de nye studerende sammen.

"Hvor mange folkeskolelærere skal der til for at stave til salon," lyder det grinende fra en studerende i gårdhaven uden for Blaagaards Seminariums kantine. SALÅNG står der på et stort stykke træ, som to fyre er ved at save og bore i. Et par overdimensionerede pistoler lavet af en spånplade bliver beundret. Der er western-tema på årets intro-tur for de godt 150 nye studerende på seminariet i Søborg ved København.

Inden døre bliver der malet plakater, skrevet på studenteravisen Sexløberen og drukket morgenkaffe og -bajer. 80 gamle studerende skal tage imod de nye i morgen, når de skal begynde på deres liv som lærerstuderende. Michelle Mangor Meisel, der er formand for introudvalget, fortæller, at de har skåret ned på antallet af tutorer, fordi der igen i år er færre studerende, der har søgt ind på læreruddannelsen. Og studiemiljøet er noget af det, der bliver ramt hårdt, når krisen kradser på en uddannelse, mener Michelle og de to studiekammerater Kasper Kiær og Claus Carstensen, der begge er med i alt, hvad der er foreninger, råd og udvalg på seminariet.

Brænder ud

"Seminariets kor er stoppet, fordi der ikke var nok folk, og i musikforeningen er der kun to medlemmer tilbage," fortæller Kasper. For tre år siden, da Michelle startede på Blågards, var de over 40 medlemmer, der spillede og arrangerede koncerter.

"Det kan virkelig mærkes, at vi er færre til at trække læsset. De engagerede brænder hurtigt ud, fordi mange melder fra, når det gælder det sociale, for det har jo ikke de store konsekvenser, tror folk," fortæller Claus og tilføjer, at det dalende antal studerende også smitter af på undervisningen: "Undervisningen er fuldt ud på højde med, hvad den altid har været, men det er klart, det kan mærkes, hvis dem, man går på hold med, ofte ikke møder op til undervisningen. Jo færre studerende vi er, jo hårdere rammer det."

Lærerne bliver også påvirket af, at folk ikke møder op eller ikke har forberedt sig, mener Michelle.

Færre studerende betyder færre penge til seminariet, og der har været kraftige nedskæringer. Men det er ikke noget de tre lægger mærke til i dagligdagen. Det, der kan mærkes på stemningen, er, at seminariet er blevet nødt til at støvsuge alle studerende op.

"En del studerende møder op med en lidt lad holdning til studiet om, at hvis de bare består, så skal de nok blive lærere, fordi der er garanti for at få job bagefter," siger Michelle.

Især sidste års kuld af nye studerende har været hårdt ramt af manglende engagement og frafald. De startede på en helt ny læreruddannelse, som med Claus' ord var blevet hastet igennem: "Hverken ledelse eller lærere vidste egentlig, hvad det hele gik ud på, og det gik klart ud over det sociale. Hvis du ikke er tilfreds med det faglige, så gider du da heller ikke gøre noget for at engagere dig på studiet."

Engager dig og bestå

At engagere sig kan betyde hele forskellen for, om du bliver færdig med studierne eller ej, mener Michelle:

"Du lærer hurtigt en masse andre at kende, så hvis man gerne vil blive, så er det vejen frem."

Kasper er enig: "Det havde været langt hårdere for mig at gå her, hvis ikke jeg havde været engageret."

Det betyder ikke, at man skal belære eller presse de nye studerende ind i studenterrådsarbejde eller fredagsbar-udvalget, for der skal også være plads til folk, der ikke kan overskue andet end studierne, mener Kasper: "Men vi prøver at vise dem, hvor sjovt vi har det."

Claus, der går på tredje år, havde egentlig ikke tænkt sig at blive lærer, men blev netop hængende på grund af det gode studiemiljø.

"Det sociale miljø herude fik mig til at blive. Der var en gejst både blandt de studerende og de ansatte, og der er en kort vej fra ide til handling, som jeg godt kunne lide."

Om det er studenterrådet, teater- eller heavyforeningen er sådan set ligegyldigt. Claus er mest til fredagsbaren og de sociale foreninger på studiet.

Alligevel mener han, at de er med til at uddanne én til at blive lærer - eller for den sags skyld alle mulige andre job.

"Du skal få ideer, forberede noget, stille dig op og tale om det, og du har ansvar for andre mennesker. Og det er jo det, vi skal lave resten af vores liv," lyder det fra Claus, inden han sammen med de andre to fortsætter arbejdet med at arrangere western-tur for årets nye kuld lærerstuderende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu