Læsetid: 3 min.

København skærer kraftigt på børnepasningen

Børn og unge i Københavns Kommune får dårligere og dyrere service næste år. Nedskæringer vil nemlig ramme kommunens vuggestuer, børnehaver og klubber hårdt, viser ny rapport fra Deloitte, som offentliggøres i dag
Københavnske pædagoger, forældre og børn demonstrerede i september sidste år mod nedskæringer på børneområdet. Nu truer formanden for Københavns Forældreorganisation, Lars Klingenberg, med nye aktioner, efter at det er kommet frem, at København vil spare yderligere på området.

Københavnske pædagoger, forældre og børn demonstrerede i september sidste år mod nedskæringer på børneområdet. Nu truer formanden for Københavns Forældreorganisation, Lars Klingenberg, med nye aktioner, efter at det er kommet frem, at København vil spare yderligere på området.

Søren Bidstrup

Indland
8. august 2008

Højere takster, dårligere normering og færre fritidshjem.

Sådan lyder nogle af forslagene i en rapport fra revisionsfirmaet Deloitte, som lander på de københavnske politikeres bord i dag, og som Information er kommet i besiddelse af.

Rapporten er bestilt af Københavns Kommunens Børne- og Ungeudvalg, der skal spare 194 mio. kroner på næste års budget.

Deloitte har fået besked på, at give et bud på, hvordan kommunen kan spare disse penge - uden at bruge grønthøstermetoder eller skabe serviceforringelser.

Grønthøster er der ikke tale om i rapporten, men serviceforringelser kommer der masser af, lyder kritikken, selv om Deloitte påstår det modsatte.

"Det er altså noget gudsjammerligt vrøvl. Hvordan i alverden kan man påstå, at det ikke kommer til at gå ud over servicen," siger Britt Petersen, formand for fagforeningen LFS, som organiserer en stor del af det pædagogiske personale i København.

Hun er især bekymret for, at der ifølge rapporten skal spares omkring 32 millioner kroner på fritidshjem, som skal laves om til KKFO'er (som SFO'er hedder i København).

Flere på gadehjørner

Her er der ingen begrænsning på, hvor tæt kommunen må stuve børnene sammen, ligesom der heller ikke er loft over forældrebetalingen. Samtidig fjerner man puljen for det opsøgende arbejde.

"Det kan kun føre til, at flere børn og unge hænger på gadehjørnerne. Og det er durk imod, hvad man ellers diskuterer i København," siger hun.

Henriette Brockdorff, der er formand for BUPL Hovedstaden, som også organiserer københavnske pædagoger, betegner spareplanen som en "katastrofe" og mener heller ikke, at man kan undgå serviceforringelser.

Hun er især bekymret for, at der næste år er lagt op til at spare omkring 26 millioner kroner ved at indføre såkaldte modulordninger i daginstitutioner.

Her kan forældre vælge kun at få passet deres børn på bestemte tidspunkter, og så til gengæld betale en nedsat takst - i modsætning til i dag, hvor alle betaler det samme for at få passet deres børn inden for institutionernes åbningstid.

"Det vil give alt for stor gennemstrømning i institutionerne, som gør det svært for pædagogerne at lave samlede forløb for børnene," siger hun.

Sidste år var der også lagt op til store besparelser på børne- og ungeområdet. Det fik forældrene på gaden i omfattende demonstrationer og blokader af institutioner, hvilket var en afgørende årsag til, at besparelserne blev taget af bordet.

Formanden for Københavns Forældre Organisation (KFO), Lars Klingenberg, er parat til at aktionere igen i år.

Kritik af KL-aftale

Han er blandt andet stærkt utilfreds med, at Deloitte-rapporten lægger op til, at kommunen skal hente over ti millioner kroner hjem på øget forældrebetaling til børnehaver.

"Det er jo stik imod de udmeldinger, der kommer fra regeringen, som taler om at sænke taksten for daginstitutioner," siger han.

Den politisk ansvarlige for området, Københavns børne- og ungdomsborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), ønsker ikke at udtale sig om rapporten, før den har været præsenteret for politikere og medlemmer af hovedsamarbejdsudvalget. Og de får først rapporten at se i dag.

Men han skyder gerne skylden for, at kommunen overhovedet skal spare, på den aftale, som KL har indgået med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) her i foråret.

Den aftale har blandt andet indført et såkaldt serviceloft. Konsekvensen er, at kommunen bliver nødt til at skære hårdt i næste års budget, selv om den faktisk har masser af penge i kassen for tiden.

"Det er dybt uforståeligt og urimeligt, at vi skal spare så stort et beløb," siger Bo Asmus Kjeldgaard.

Aftalen indeholder også et anlægsstop, der gør, at kommunen ikke kan bygge de budgetterede nye institutionspladser og derfor har svært ved at overholde pasningsgarantien.

Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard (S), stemte nej til årets kommuneaftale.

På et møde i næste uge skal politikerne i Børne- og Ungdomsudvalget behandle Deloittes forslag til næste års budget.

De egentlige budgetforhandlinger for hele kommunen starter til september.

Indtil videre er der ikke udsigt til, at der skal skæres på folkeskolerne, som også hører under Bo Asmus Kjeldsgaards ressortområde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her