Læsetid: 2 min.

Kundeservice fra helvede

TDC's kundeservice er et glimrende sted at få sig en kafkask oplevelse
Tidligere har problemet med TDC-s kundeservice været de ekstremt lange ventetider, men nu er det mere den kafkaske kasten rundt imellem det utal af parallelle kundeservicer, TDC har.

Tidligere har problemet med TDC-s kundeservice været de ekstremt lange ventetider, men nu er det mere den kafkaske kasten rundt imellem det utal af parallelle kundeservicer, TDC har.

Brian Bergmann

11. august 2008

"Nu er jeg endelig sluppet helt af med TDC. Det er en kolossal lettelse," fortalte en af mine venner mig begejstret forleden.

Så heldig er jeg ikke, tværtimod: Af uransagelige årsager har jeg pt. både kabel-tv, bredbånd og mobiltelefon gennem den kapitalfondsejede virksomhed. Og da jeg i øjeblikket kæmper en hård kamp for at komme på nettet hjemme i privaten, er jeg tvunget til at dyrke en af mine absolutte yndlingsaversioner: TDC's kundeservice.

Det startede for et par uger siden. Her fik jeg en sms:

"Husk du får besøg af tekniker 1/8 mellem 07.30 og 16 ... ønsker du at ændre dette kan du ringe på 80808065."

Ringer tilbage, da jeg ikke har lyst til at pjække fra jobbet hele 1. august.

"Indtast venligst det nummer, som henvendelsen drejer sig om," lyder beskeden i telefonslusen.

Men jeg har kun et basis-linjenummer, som starter med EM - og det kan man ikke indtaste på et display.

Lykkedes mig alligevel at få fat i Søren, som fortæller mig, at jeg i stedet skal ringe til 80808090. Her får jeg fati Anne, men bliver så smidt af.

Ignorerer lidelseshistorie

Ringer op på hovednummeret 80808080 og taler med arrogant kvinde, bliver stillet om til Yrsa i kundeservice, som fortæller, at der først kan komme tekniker om en måned, hvis jeg skal have tidspunktet flyttet.

Begynder at brokke mig og bliver så vist tilbage til Henna i erhvervssupport, som fortæller mig, at jeg slet ikke skal have tekniker på besøg, at de har sendt sms'en ved en fejl. Men ingen beklagelse er der at spore i hendes stemme.

Får så alligevel et brev med, at der kommer tekniker om en måned. Ringer for at få det ændret igen-igen, får fat i Ronnie ...

Ogsåvidereogsåvidere ...

Tidligere har problemet med TDC's kundeservice været de ekstremt lange ventetider. Halve timer med dødssyg muzak i røret. Denne gang er det den kafkaske kasten rundt imellem det utal af parallelle kundeservicer, TDC har. Det er altid en anden, man skal tale med. Og ingen virker synderligt interesseret, når jeg begynder at opremse min lidelseshistorie, hvor jeg nøjsomt har ført logbog over navne og tidspunkter.

"Det handler om anger management. Ellers opnår du ikke noget," lyder det gode råd fra min ven - ham der er sluppet helt af med TDC.

Ret har han sikkert, men den disciplin er langtfra min stærkeste. Så der er nok ikke andet at gøre end at vente til den dag, jeg også har fået frigjort mig fuldt ud fra TDC. Hvis den nogensinde oprinder.

En række af Informations medarbejdere skriver i denne sommerserie om nogle af deres mest elskede aversioner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu