Interview
Læsetid: 7 min.

Lomborg-metoden er meningsløs som politiker-redskab

Den amerikanske økonomiprofessor, der legede med ved Bjørn Lomborgs Consensus-konference, anbefaler Lomborg at udelade det langsigtede klimaspørgsmål, hvis legen skal leges igen. Det egner sig ikke til cigarkasse-logikken
Copenhagen Consensus 2008. Økonomiprofessor Gary Yohe var med til at udstyre nobelprismodtagerne på Bjørn Lomborgs konference med viden og materiale. Det er han ikke sikker på, han vil gøre igen.

Copenhagen Consensus 2008. Økonomiprofessor Gary Yohe var med til at udstyre nobelprismodtagerne på Bjørn Lomborgs konference med viden og materiale. Det er han ikke sikker på, han vil gøre igen.

Indland
30. august 2008

Gary Yohe, professor i økonomi ved Wesleyan University i Connecticut og ledende medlem af FN's klimapanel IPCC, har ikke noget imod, at Bjørn Lomborg irettesætter debattører, der maler skræmmebilleder og overdriver, hvad de globale klimaændringer kan føre til.

"Overdrivelser gør ikke megen gavn i disse diskussioner," siger Yohe til Information.

"De bliver bare et taknemmeligt mål for folk, der ønsker at kritisere klimaindsatsen. Folk som Bjørn Lomborg kaster sig nemlig over dem, der overdriver, og den brede offentlighed læser det hele og oplever, at ingen ved, hvad de taler om, og derfor trækker man på skuldrene og fortsætter som hidtil."

"Så hvis det var Bjørns eneste anliggende med sin kommentar i The Guardian, ville det have været en god ting, og jeg ville ikke selv være faret i blækhuset," siger Yohe.

Han sigter til en disput i den britiske avis, hvor en kommentator skrev et indlæg om starten på menneskehedens udslettelse ved globale temperaturstigninger på fire grader, og hvor Bjørn Lomborg reagerede med et skarpt indlæg, der kaldte påstanden om udslettelse 'dum'.

"Men Lomborg gør mere. Han bruger i sin argumentation den analyse om klimapolitik, som jeg og mine kolleger lavede til Copenhagen Consensus-konferencen i foråret, og måden han gør det på, fik mig til selv at skrive til The Guardian."

Gary Yohe anklagede således forleden i den britiske avis Lomborg for at 'forvanske' og 'misrepræsentere' økonomernes analyse, der inden for Consensus-projektets rammer leverede et bud på gevinster og omkostninger ved forskellige klimastrategier.

Lomborg afviste kritikken

I et interview i Information tirsdag afviste Lomborg fuldstændig Yohes kritik. Når Lomborg i The Guardian skrev, at den globale opvarmning ville være en økonomisk netto-fordel for verden helt frem til 2070, var det således med henvisning til en graf, Yohe selv havde præsenteret i sin analyse.

Og når Lomborg konkluderede, at CO2-reduktioner her og nu gør mere økonomisk skade end gavn, og verden i stedet bør satse langsigtet på forskning og udvikling af klimavenlig teknologi, så var det slet ikke - som Yohe antog - med henvisning til ham, men derimod til Consensus-konferencens dommerpanel af bl.a. Nobelpris-økonomer. Sagde altså Bjørn Lomborg til Information. Hvad siger så Gary Yohe?

Han siger, at hele Copenhagen Consensus-konceptet har sine betydelige indbyggede begrænsninger og, når det gælder klimaproblemet, er konceptet ganske uegnet som beslutningsgrundlag for politikere.

Analyser til Consensus-konferencen som den, Yohe og hans kolleger leverede, er således også begrænset af de rammer og regler, Consensus-projektet har udstukket.

"Bjørn Lomborg skriver i The Guardian, at jeg og mine kolleger har foretaget en gennemgang af 'alle de problemer og alle de fordele, som kan tilskrives en temperaturstigning i dette århundrede på omkring fire grader' og vurderet de økonomiske konsekvenser heraf. Men virkeligheden er jo, at der er et antal virkninger af den globale opvarmning, som ikke kan gøres op i dollar og cent og derfor ikke kan tages med i den type analyse. Der er f.eks. stor usikkerhed om risikoen for og konsekvenserne af katastrofale klimahændelser," siger Yohe med henvisning til sådan noget som irreversible smeltningsprocesser for Grønlands indlandsis - forhold som heller ikke FN's Klimapanel har regnet på.

Ikke ét globalt økonomisk tal

"Så det, vi har foretaget, er en begrænset gennemgang baseret på de data, der er tilgængelige. Og en af vore konklusioner er, at når man laver beskrivelser af de samlede virkninger, opgjort i globale økonomiske termer, så overser man den enorme variation i virkningerne og i fordele og ulemper rundt om på kloden. Det var også en af hovedkonklusionerne i den seneste store rapport fra FN's Klimapanel: at konsekvenserne af den globale opvarmning fordeler sig uhyre forskelligt på kloden."

I Yohes Consensus-analyse er der således både grafik om og udførlige omtaler af den kendsgerning, at verdens fattige regioner rammes meget tidligere og langt hårdere end i-landene af den globale opvarmning. Det forbigik Lomborg i The Guardian.

- Men Lomborgs anliggende var at svare en mand, der talte om menneskehedens udslettelse, altså et globalt perspektiv?

"Jo, men i den samme tekst fører Lomborg en diskussion om, hvad der så er en rigtig klimapolitik at føre. Til det formål kan man ikke bruge metoder, der gør virkningerne op i ét globalt økonomisk tal, men det er, hvad Lomborg gør. Han konkluderer, at man bør satse ensidigt på forskning og udvikling, fordi strategier, der her og nu sigter på at nedsætte drivhusgasudledningerne, ikke giver fordele, der opvejer omkostningerne."

Isoleret strategi giver ikke mening

"Vores analyse viser det stik modsatte: At en strategi, der kombinerer udledningsbegrænsninger med forskning og udvikling, giver et positivt resultat i cost-benefit-vurderingen."

- Er du ikke unfair over for Lomborg, for lige på det punkt henviser han ikke til dit papir, men til økonom-panelets afsluttende anbefalinger?

"Sådan kan han måske føle. Jeg må sige, at vi ærlig talt er overraskede over, at panelet endte med at foretrække en isoleret strategi med forskning og udvikling uden indgreb for at reducere udledningerne nu. Vi gjorde det klart for panelet, at en isoleret strategi med forskning og udvikling efter vor opfattelse ikke giver nogen mening overhovedet."

"Hvis man f.eks. ikke opererer med den CO2-begrænsende strategi, der går ud på at sætte en pris på udledningerne - dvs. hvis man har en CO2-pris på nul - så kan man godt poste alle sine penge i forskning og udvikling og få udviklet en hel del klimavenlig teknologi, men man får ikke nogen særlig effektiv udbredelse til markedet og den samlede klode af disse teknologier, fordi der ikke er en vedtaget politik og et økonomisk incitament, der sikrer det."

- Lomborg siger, at det intet betyder, hvad vi gør de nærmeste 10-15 år, og at det er den langsigtede indsats via forskning og udvikling, som kan batte i forhold til klimaændringerne på sigt?

"Jeg forstår ikke den logik. Hvis vi ikke foretager de CO2-begrænsende tiltag nu, så vil der i de nærmeste årtier blive foretaget enorme investeringer, som låser infrastrukturen, transportsektoren og bygningsmassen til uholdbare CO2-udledningsmønstre, der vil gælde 50-70 år frem i tiden. Det er komplet meningsløst at hævde, at den situation, vores fysisk-økonomiske system vil befinde sig i i 2050 eller 2070, er uden sammenhæng med de investeringer, vi foretager fra nu og frem til 2025."

Gary Yohe er næsten et ekko af formanden for IPCC, Rajendra Pachauri, der i Washington Post citeres således:

"De byer, kraftværker og fabrikker, vi bygger de næste syv år, vil forme vort klima midt i dette århundrede. Vi må handle nu for at sætte en pris på CO2 og skabe incitamenter til at ændre måden, vi bruger energi og spreder teknologi - for derved at afværge intet mindre end en eksistentiel trussel mod civilisationen."

Yohe finder det vigtigt, at man - helst på næste års klimatopmøde i København - får vedtaget et system med en global CO2-pris, der stiger år for år.

"Det vil motivere investeringerne i klimavenlig teknologi. Omvendt vil der ikke være meget incitament uden en sådan gradvist stigende CO2-pris."

Næppe med igen

- Det lyder som om du i virkeligheden er blevet skeptisk over for selve Copenhagen Consensus-konceptet?

"En dansk minister spurgte mig direkte, om jeg ville give anbefalinger om den rette klimapolitik at føre på basis af den type analyser, vi lavede for Copenhagen Consensus, og jeg svarede med et ord: Nej!"

"Vi forsøgte at lege med efter de regler, der var opstillet. Måske var det et forkert valg."

- Hvad er det for begrænsninger, der er indbygget i konceptet?

"At man kun kan inddrage forhold, der kan gøres op i penge. Og at man er begrænset til at bruge de 75 mia. dollar over fire år, som Lomborg har defineret. Havde vi fået lov til inden for øvelsen at definere nogle anderledes budgetrammer end Lomborgs, så havde vi fået ganske anderledes grafer og resultater."

"Det giver ikke megen mening at foretage politik-anbefalinger på de præmisser, når det handler om et langsigtet problem som klimaproblemet. Jeg mener, at Copenhagen Consensus skulle droppe klimaspørgsmålet, hvis man vil lave flere øvelser af denne type," siger Gary Yohe.

At tage udgangspunkt i en cigarkasse med et bestemt beløb kan godt bruges i visse sammenhænge, understreger han.

"Den type overvejelse er relevant for f.eks. enkeltpersoner og virksomheder med et bestemt, begrænset budget, men det er ikke relevant for regeringer. Hvis regeringer finder, at offentlige investeringer i bestemte projekter giver samfundsøkonomiske fordele, der overstiger omkostningerne, så bør de foretage dem - også hvis de skal ud og låne pengene."

"Så hele forestillingen om, at man som internationalt samfund kun har 75 mia. dollar og derfor må prioritere og fravælge nogle indsatser, er tåbelig. Hver gang en samfundsmæssig indsats fremviser en positiv cost-benefit beregning, bør den gennemføres."

- Vil du deltage igen, hvis du skulle blive inviteret?

"Det ved jeg ikke. Kom invitationen i denne uge, ville jeg sikkert sige nej tak. Og hvis reglerne og rammerne måtte forblive de samme i en ny runde, ville jeg sikkert også takke nej," siger den amerikanske klimaøkonom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Selvsagt skal dårlige og unødige ting som militærudgifterne og privat luksusforbrug også ind i regnestykket og prioriteres i forhold til de projekter, der prioriteres i Copenhagen Consensus.
Lomborgs indskrænkede synsvinkel er ubrugelig til at skabe bæredygtige resultater.

Til at forhindre målrettet politisk indsats og skabe forvirring hos befolkningen om nødvendigheden af handling på klimaområdet og bæredygtighed, virker den lomborgske metode jo ganske udmærket - og givetvis helt efter hensigten.

Den er et led i den dobbeltmoral og det falske fornægterspil, der er karakteristisk for den miljøindsats, der er leveret de seneste 7 år.

Af en eller anden grund tror de, det er et computerspil, som ikke har nogen effekt på dem.

martin sørensen

Den danske milliø og energi indsats kan siden efteråret 2001, best beskrives med et gammelt tysk ordsprog.

Det er som kunsten at klippe uld fra svin, dette medføre normalt en skrækkelig masse skrigeri og meget lidt uld.

John Fredsted

Cost benefit mig her, og cost benefit mig der - penge, penge, penge. Den åndelige forarmelse er monumental. Jeg vil lade følgende citat fra Sigmund Jensens roman "Hvide dværge. Sorte huller" tale for mig:

"Glæden ved en solopgang findes ikke uden, at der er fæstnet en prislap til den. En spadseretur i Hyde Park en søndag formiddag er direkte idioti med mindre den optræder som et aktiv på selvangivelsen. Hånden, der glider hen over hoften på en nøgen kvinde, er en stor fejltagelse, hvis berøringen ikke kan trækkes fra på skattebilletten."

Cost/benefit beregninger opgjort i kroner og øre har en meget begrænset gyldighed da de kun tager udgangspunkt i tingenes bytteværdi ikke i deres egentlige værdi. Man kan ikke angive en sande værdi af uerstattelige ting der jo ikke bare kan byttes med noget andet. Hvad er f.eks. værdien af ilt i atmosfæren? Den slags beregninger bliver hurtigt til absurde skrivebordøvelser og bruges de som politisk handlingsgrundlag ender det i moralsk kynisme