Læsetid: 9 min.

Mennesker slår ikke rødder

Mennesker er slet ikke så fastlåste i traditioner eller identitet, som det bliver postuleret i den danske debat. Det mener Jamal Agergaard Joudeh, der er palæstinenser, men gennem årene har oplevet, hvordan han også er blevet fordansket
6. august 2008

Jamal Agergaard Joudeh er palæstinenser, men født og opvokset i Kuwait, til han var 12 år. Så kom Golfkrigen, og han flygtede til Palæstina til den lille landsby Marda, der ligger klos op ad en af Vestbreddens største bosættelser, Ariel. Her boede han i fem år, hvorefter han flyttede til Ramallah for at studere engelsk litteratur ved Birzeit Universitet. Her mødte han i 2000 sin anden krig, men samtidig også sin fremtidige kone i skikkelse af Malene Agergaard, der som den eneste dansker befandt sig på Vestbredden under den Anden Intifada. De blev gift i 2000 og flyttede i 2001 til Danmark. Her har Malene Agergaard og Jamal Agergaard Joudeh siden stiftet familie og har nu Sofie og Hannah på henholdsvis syv år og tre måneder.

Det er ikke meget, Jamal kan huske fra sine første 12 år i Kuwait, og det er svært for ham at sætte ord på, hvordan henholdsvis Golfkrigen og Intifadaen har påvirket ham.

"Det kan være, hvis jeg ser en helikopter eller et indslag fra en krigszone i tv, så tænker jeg automatisk på, hvordan jeg skal finde ly eller skaffe mad og penge hurtigst muligt," siger Jamal Agergaard Joudeh.

Det var ikke let for Jamal at komme til Danmark. Han var både nervøs og bekymret, og han følte sig truet af omgivelserne og havde svært ved at finde fodfæste.

"Jeg har altid været fremmedgjort. I Kuwait var jeg den beskidte palæstinenser. I Palæstina var jeg den beskidte kuwaiter. Og i Danmark blev jeg så til 'ham perkeren'," siger Jamal.

Han gjorde ellers, hvad han kunne. Han bestod studieprøven efter otte måneder i Danmark og begyndte straks efter at læse på Københavns Universitet og er i dag snart færdig som kandidat i lingvistik og underviser ligeledes i dansk på CLAVIS sprogskole. Men han blev alligevel gentagne gange mødt af en mur af forestillinger omkring, hvad 'han nu var for en størrelse'.

"Jeg var på Studieskolen, da vi hørte om angrebet 11. september i 2001, og på grund af tragedien blev det pludselig legitimt at give afløb for en masse negative og generaliserende holdninger over for arabere og muslimer. Nogle mente, at jeg måtte være glad på grund af angrebet. Men jeg var naturligvis mindst lige så chokerede som dem," siger Jamal, der også på universitetet skulle slås for at blive accepteret.

Omvendt bevisførelse

"Jeg skulle skrive en bog på universitet sammen med en lektor. Bogen skulle være på arabisk, men om dansk grammatik. Der blev der flere gange stillet spørgsmålstegn ved mine kompetencer, hvilket jeg kæmpede en del med," siger Jamal Agergaard Joudeh.

"Jeg er en dygtig lingvist og synes, at jeg fortjener den respekt, som andre fagfolk har for hinanden, uden at min mellemøstlige baggrund skal blive et argument i sig selv."

Jamal er hele tiden til eksamen. Han skal bevise, at han ikke er voldelig, kriminel eller mandschauvinist - at de egenskaber ikke udspringer som en naturlig del af hans hudfarve. En kamp, der mere end en gang har fået Jamal til at overveje at flytte.

"Det er hele tiden omvendt bevisførelse, hvilket ofte gør mig opgivende, og jeg har seriøst overvejet at flytte mange gange. Til et sted som Canada eller USA, hvor man er vant til at kalde folk 'medborger', selv om de ikke ligner én kulturelt eller religiøst," siger Jamal.

Samtidig med den manglende accept er også den statiske opfattelsen af individet og identitet som en færdig uforanderlig størrelse en hurdle for Jamal. Han bruger en bustur i henholdsvis 2001 og 2006 til at illustrere den udvikling, han har gennemgået.

"Min første bustur i København var et chok. Folk sad bomstille uden at tale med hinanden, på hver deres sæde og i hver deres verden. Der var virkelige en trist stemning. Jeg kan huske, at jeg spurgte Malene, om det var en national mindedag, eller hvorfor alle folk var så mutte," siger Jamal.

Fire år efter sætter han sig ind i en bus i Palæstina for at besøge sin familie. Han sætter sig godt til rette og begynder at læse avis.

"Alle ser på mig - hallo! Man snakker i bussen; om hvor forfærdeligt livet er, hvad der sker med ham broderen, der er i fængsel - og man gør grin med det hele, for at få afløb for sine frustrationer," siger Jamal, der hurtigt måtte lægge avisen fra sig.

Og det gik hurtigt op for ham, at det glansbillede han havde tegnet af Palæstina - de faste holdepunkter som mor og far, rødderne, oprindelsen, det varme folk - delvist var en illusion, som han ikke længere på samme måde kunne tage del i.

"Noget havde ændret sig i mig. Der var en masse skikke og traditioner, som jeg pludselig begyndte at sætte spørgsmålstegn ved. Samtidig havde min talemåde ændret sig, jeg havde glemt ting og kunne ikke tale sproget, som jeg kunne engang," siger Jamal.

Han oplevede også, hvordan andre palæstinensere pludselig så anderledes på ham. Han var blevet til en andenrangspalæstinenser - en af dem, der var flygtet.

"Fra jeg sætter mig ind i bussen, og til jeg kom tilbage til Danmark, blev mine øjne virkelig åbnet for, hvor meget jeg havde ændret mig på fem år ... og jeg havde virkelig oplevelsen af at komme hjem, da jeg landede med flyet i København," siger Jamal.

"Jeg er ikke længere den Jamal, som jeg var i 2001. Og jeg tror, at man uundgåeligt forandrer sig hele tiden. Man inkorporerer nye parametre for, hvordan man skal opføre sig alt afhængigt af omstændighederne. Mennesket er foranderligt," siger Jamal.

Bare araber

Et faktum, der igen blev bekræftet, da han for nylig mødte en tyrkisk dame fra kvarteret, hvis datter leger sammen med Jamals.

"Jeg stopper selvfølgelig op og hilser på hende. Men hun bliver helt rød i hovedet og prøver hele tiden at afslutte samtalen. Og jeg forstår ikke umiddelbart, hvad der foregår - men så da hun er gået ..." Jamal hvisler ud mellem tænderne, mens han slår en hånd for panden:

"Man står ikke og taler med en fremmed kvinde på gaden. Det havde jeg glemt. Jeg kan simpelthen ikke huske de ting længere," siger Jamal Agergaard Joudeh.

Men når han prøver at forklare folk, at han både føler sig og agerer dansk, at han elsker Købmagergade på en travl dag, og at han faktisk har lært at elske det danske vejr, gør de store øjne.

"'Du er jo bare araber', siger de til mig. 'Det er der, du har dine rødder'. Og jeg bliver nødt til at fortælle dem, at det er træer, der har rødder. Mennesker er anderledes," siger Jamal.

Men selvfølgelig har Jamals opvækst præget ham. Det er ifølge Jamal indlysende, men det er samtidig indlysende, at det har Danmark også.

"Det behøver ikke at være så abstrakt og indviklet med alle mulige højtråbende tjuhej-kulturbegreber. Det kan nok i virkeligheden være noget så enkelt som en bustur," siger Jamal.

Samtidig er, hvad folk ser som en ensartet gruppe, ifølge Jamal langtfra så enkel at gruppere; der er tale om forskellige kulturer, sprog og religiøse retninger som f.eks. shia, sunni, alawit osv., der bliver blandet sammen i en stor pærevælling for nogle danskere.

"Men selv om man bruger en fællesbetegnelse, er 'perkere' altså ikke en homogen gruppe," siger Jamal.

Tingene er dog blevet betydeligt bedre for Jamal. En af grundene er den førnævnte danskhed, der har ramt ham. Og hvor hans forskellighed fra normen før var et problem, ser han det nu mere som en kompetence at have en bred vifte af viden omkring forskellige kulturer og sprog, som han kan trække på. Han har i stedet for at være splittet mellem forskellige kulturer lært at leve med de forskellige zoner, han som person kan optræde i. Han er begyndt at slappe af.

"Jeg har et skab fuld af hjerne. Pfiuut - nu skal jeg være palæstinenser, dansker eller et sted midt imellem. Det gør jeg bare. Jeg er blevet stærkere med årene," siger Jamal.

Og som Jamal ser det, må man acceptere, at emigration, udvandring og indvandring er en del af menneskehedens historie. Og selv om det er forandringen, der ofte udløser identitetskriser og konflikter, er det samtidig en naturlig udvikling, som man må forholde sig til. Derfor vægter Jamal det at være humanist som en af de vigtigste egenskaber i forhold til, at han er begyndt at finde ro.

"Jeg er mange ting: muslim, araber og palæstinenser. Men jeg er først og fremmest humanist. Jeg er villig til at tage imod og lære fra andre kulturer og synspunkter og er ikke låst i tanken om en uforanderlig kerne af værdier, der for alt i verden skal beskyttes," siger Jamal.

Et af de punkter, hvor det gør sig gældende, er med hensyn til islam. Jamal er temmelig uforstående over for den opfattelse af islam, der er fremherskende blandt nogle af de danske muslimer.

"Jeg er kulturel muslim. Og ser islam som en mangfoldig religion, der kan være mange ting. Jeg kan slet ikke forstå den stræben efter at definere islam, der er i gang fra flere fronter med både negativt og positivt fortegn," siger Jamal Agergaard Joudeh.

Vrangforestillinger

Han har svært ved at identificere sig med den opfattelse af islam, som han for eksempel har mødt blandt nogle andengenerationsindvandrere på Nørrebro.

"De har en masse forestillinger om deres baggrund, som simpelthen er forkerte. Heriblandt en forestilling om hvem 'vi' er. Herudover en overdreven tro på, hvad diverse religiøse symboler reelt bærer af betydning i Mellemøsten blandt andet alkohol og sløret," siger Jamal og fortsætter:

"Folk drikker altså alkohol i Mellemøsten, og med hensyn til sløret er folk faktisk 'dæleme' ligeglade, om man går med det eller ej. Symboler og skikke har sjovt nok fået større betydning her, end de har, hvor de oprindeligt kommer fra. De har ikke den samme identifikationsbetydning, som de har her," siger Jamal.

Han ser det som en art forsvarsmekanisme i henhold til at fastholde ens kulturelle baggrund - selvforståelse om man vil - samtidig med, at det er en reaktion på den danske debat.

"Konflikten er dog aftaget for mit vedkommende, og jeg har ikke det store behov for at holde den i live," siger Jamal.

Han ser den danske debat omkring indvandrere med islam i fokus som et symptom på en global udvikling, som volder mange nationer problemer. Og det der sker i Danmark nu er som stærke veer, i hvad der viser sig at være en svær fødsel.

"Der skal nok komme noget ud af det, og vi må så bare håbe, at det bliver et kønt barn," siger Jamal og griner.

Alle parter er ifølge Jamal i gang med at sætte deres grænser og definere sig selv som det ene og det andet, men der er heldigvis også dialog.

"Jeg håber da, det ender med, at man finder ud af, at et demokrati skal kunne rumme en stor mængde forskellighed. Og på samme måde som man skal acceptere homoseksuelles forskellighed fra normalskabelonen, kan man forhåbentlig også lære at acceptere indvandrere," siger Jamal.

Tingene er ifølge Jamal mere komplicerede, end både Dansk Folkeparti og islamisterne fremstiller dem. Hverken indvandrere, muslimer eller danskere kan for den sags skyld med noget gavnligt formål kategoriseres som værende én ting i dag.

"Det er jo paradoksalt, at islamisterne og Dansk Folkeparti er så enige. Islamisterne fryder sig jo over den måde, DF fremstiller indvandrere på, fordi det er lige præcis så sort og hvidt som deres egen opfattelse. De fodrer dem jo med beviser for deres påstande om vesterlændinge og demokratiets manglende fleksibilitet," siger Jamal og fortsætter:

"De bekræfter hinanden i, at dialogen ikke er vejen frem. De har mere til fælles, end de tror, når de tordner derudad," siger Jamal og holder pludselig en pause. Da han starter igen, er det et andet sted, om end man alligevel fornemmer en rød tråd.

"Jeg ringede til dig fire gange i går for at aflyse interviewet. Jeg følte mig fuldstændigt udmattet og kunne ikke se, hvad det skulle nytte. Sådan får jeg det nogle gange, så bliver jeg bare så træt. Men der er heldigvis længere og længere imellem," siger Jamal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tænk hvis alle bodagaracisterne i disse spalter var i stand til at få røde ører, når de læser dette interview!

"jweg var lige ved at ringe fire gane og aflyse ..."

Så vidt driver de ordentlige mennesjker med deres stupide generaliseringer og islamofobi.

Man forvente, at de skulle skamme sig? Nej - var de i stand til at gøre det, havde de gjort det for længst.

Heinrich R. Jørgensen

Per Vadmand,

jeg har hørt om folk, der i fuld alvor tror engle, nisser, julemænd og dens slags findes i virkeligheden...

Men bodegaempatikere??? Helt ærligt, den er altså langt ude på uvirkelighedens overdrev ;-)