Læsetid: 2 min.

Millioner investeres i positiv psykologi

Lykkeforskning eller positiv psykologi er også på vej frem herhjemme. Især erhvervslivet har investeret millioner i forskningen, der kan gøre os gladere, for det gode humør kan også ses på bundlinien
Indland
1. september 2008

37 millioner kroner skal Hans Henrik Knoop og hans forskerteam på Universe Research Lab bruge på at forske i positiv psykologi. Både Nordea Danmark Fonden og Bitten og Mads Clausens Fond har spyttet store summer i det nyåbnede forskningscenter, der ligger i forskerparken Alsion i Sønderborg.

"Vi er mig bekendt det første forskningscenter i Danmark, hvor man arbejder så systematisk med positiv psykologi," forklarer forskningsdirektør Hans Henrik Knoop.

Vi fokuserer skarpt på læring, kreativitet, undervisning og innovation. Og her har positiv psykologi rigtig meget at byde ind med, mener Hans Henrik Knoop.

"Siden Anden Verdenskrig er omkring 90 procent af midlerne til psykologisk forskning gået til forståelse og behandling af sygdomme. På den måde har vi kunnet afhjælpe store menneskelige lidelser, men det betyder samtidig, at psykologien har forsømt at udnytte det enorme potentiale videnskaben også rummer for velfungerende mennesker. Og det handler for mig i højere grad om at bruge videnskab til at skabe gode vilkår for mennesker, end det handler om terapi. Positiv psykologi kan udvide vores forståelse af, hvordan vi via psykologiske indsigter kan få et endnu bedre liv," forklarer Hans Henrik Knoop.

Politisk værktøj

Det gode liv handler dog ikke bare om navlepillende psykologi, men om bundlinie.

"Man har fundet ud af, at gladere mennesker er billigere. De tjener flere penge ind til deres arbejdsplads og er billigere for samfundet, fordi de ikke har brug for så mange velfærdsydelser," siger Hans Henrik Knoop og tilføjer, at det ikke bare handler om, at vi nu alle skal være glade. Det handler om helhjertet engagement og at skabe rammer for, at vi kan få det bedste ud af vores liv. Og det kan også være at skrive et surt indlæg i avisen eller brokke sig over chefen, mener Hans Henrik Knoop.

At der også er økonomiske incitamenter i lykkeligere mennesker, gør ifølge Knoop også den gladere gren af psykologien politisk interessant.

"De politiske beslutninger er i meget høj grad funderet på økonomiske standarder, men med en mere almen brug af psykologi, vil det være muligt for politikere i højere grad at medtænke immaterielle standarder som f.eks. livsglæde, når der skal træffes beslutninger. Livsglæde er som almenmenneskelig værdi klart overordnet penge, hvilket selvfølgelig bør afspejle sig i det politiske beslutningsgrundlag," mener Hans Henrik Knoop.

Risiko for aromaterapi

Koblingen til selvhjælpslitteratur og coachingkultur er imidlertid nem at lave, men det er vigtigt ikke at tage positiv psykologi til indtægt for mere, end det kan bære i disse sammenhængen, og der er stadig tale om en meget ung gren af psykologien, mener Hans Henrik Knoop.

"Der er en reel risiko for, at der kommer for mange letkøbte holdninger og aromaterapeutiske tiltag ind i debatten om denne forskning. Men selv om det er krævende at måle de mange dimensioner af menneskelig lykke, er det i dag muligt at gøre det med stor præcision. I den forstand kan vi med lige så stor sikkerhed udtale os om mennesker, som økonomerne kan udtale sig om penge," slutter Hans Henrik Knoop.

Serie

Studiestart '08

Seneste artikler

  • Studenterpolitikken er vendt tilbage

    1. september 2008
    Efter talrige år, hvor det studenterpolitiske arbejde var forbeholdt nørderne, popper der nu studenterpolitiske initiativer op over alt i universitetsverdenen - og stemningen omkring det studenterpolitiske er ved at vende...
  • Studenterrådene må udfordres, hvis der skal være demokrati

    1. september 2008
    For en god måneds tid siden modtog flere tusinde nye studenter dét brev, der fortalte dem, at de er blevet optaget på universitetet. Hos de fleste meldte sig sikkert et stort smil, da de havde åbnet kuverten, og universitetet bød dem velkommen...
  • Fusion af salsa og studenterpolitik

    1. september 2008
    Foreningen Colombian Students Watch laver studenterpolitik med internationalt udsyn, og via kulturel appel lykkes det dem at engagere danske studerende i colombianske forhold
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Apropos lykke:
Per Kofods forlag har netop udgivet den franske forfatter og psykiater Francois Lelords "Hectors rejse eller Jagten på lykken".
Bogen er en underfundig fortælling om livets store spørgsmål. I bogen sætter psykiateren Hector sig for at komme til bunds i al den ulykke han ser hos sine ellers så privilegerede patienter – og sig selv. Med det mål at finde lykkens bestanddele foretager han en rejse gennem flere kontinenter. Undervejs bliver han håbløst forelsket, tilfangetaget i et korrupt og ustabilt land og møder blandt andre en munk, en narkobaron, en terminalt syg kvinde og en excentrisk lykkeforsker.
Gennem sine erfaringer fra rejsen finder han hverken sammenhæng mellem rigdom og lykke eller succes og lykke. Til gengæld opstiller han et sæt overraskende regler for lykken, til at tage at overføre på sit eget liv – og læserens….
Bogen er humoristisk, spændende og skrevet et i et enkelt sprog – og uden tør belæring.