I et avismarked, der er præget af stor tilbagegang for betalingsaviser, kan Dagbladet Information som en af de få undtagelser stadig notere fremgang for nu snart fjerde år i træk. Samtidig er der en stigende del af abonnenterne, der holder Information som deres eneste betalingsavis.
En stor del af fremgangen skyldes, at avisen har udviklet sig til et mere fokuseret nichemedie, der inden for områder som politik, miljø, uddannelse og kultur giver sine læsere en skarp prioritering af nyhedsstrømmen med fokus på indblik, baggrund, analyse og debat.
Men fremgangen skyldes også, at avisen siden formatskiftet for snart fire år siden har formået løbende at forny sig og introducere nye tiltag - som for eksempel de tre tillæg Bøger, Paradoks og Refleks - samt forny layoutet, så avisen fremstår mere moderne.
I dag tager vi endnu et skridt fremad, når der introduceres en række layoutmæssige ændringer og redaktionelle nyheder, der gør avisen mere tilgængelig og interessant.
Mere luft i avisen
Der er sket en generel op-stramning af avisens layout, billeder får mere plads, og der er arbejdet med at skabe mere luft omkring historierne.
Overskrifterne på almindelige journalistiske artikler er blevet fede, mens de er tyndere på debat- og holdningsstof for at give læserne en langt mere klar opfattelse af genrerne. Der er tydeligere og flere indgange til de enkelte historier og en langt mere indbydende og tilgængelig indholdsfortegnelse side 2. Endelig er der også skabt et selvstændigt grafisk udtryk, så grafik i Information for fremtiden vil være ensartet.
Desuden introduceres der fra i dag også en række nye indholdsmæssige tiltag. Da avisen ikke er blevet større, betyder det samtidig, at andre ting forsvinder.
Nye tiltag
Synspunktet side 3 erstattes af et interview med en aktuel person om et aktuelt emne. Hver tirsdag vil avisen have et feature-opslag, hvor vi med udgangspunkt i den levende reportage vil folde aktuelle historier ud. Onsdag introduceres en side med sport, mens der stadig vil være en sportsidé i Refleks om lørdagen.
På kulturen sker der også flere ændringer. Ganske vist forsvinder en række af de faste opslag - Drama, Kunst & Form og Medier. Det betyder ikke, at stoffet forsvinder, men det integreres blot i den journalistiske dækning.
Til gengæld får læserne om mandagen et kulturbarometer, hvor en aktuel kulturperson vil fortælle om sit kulturforbrug i den kommende uge.
Tirsdag vil vi under den nye rubrik På Gaden portrættere undergrundskunstnere, kommende stjerner og nye in-steder i byerne. Onsdag får Kristen Bjørnkjær sin egen klumme, På Banen.
Torsdag vil være med International Kulturdebat skrevet på skift af Stefan Jonsson fra Dagens Nyheter i Sverige, Hans Henrik Rasmussen fra New York, Tine Byrckel fra Paris og Mads Qvortrup fra London.
Desuden vil vi også hver uge i Ugens Profil have et interview med en aktuel kunstner eller kulturperson. Og endelig vil Michael Jeppesen, som det kan ses i avisen i dag, hver fredag bringe læserne rundt i kunstverdenen.
Sidst, men ikke mindst introducerer vi også en klar forbedring af tv-siderne med dobbelt så meget plads og daglige anbefalinger. Lørdag vil de tre tv-sider være at finde bagerst i Refleks.
"Sidst, men ikke mindst introducere vi også en klar forbedring af tv-siderne med dobbelt så meget plads ..."
Ja, det skal jeg love for. Når jeg i mange, mange år har holdt fast i Information som min daglige avis, skyldes det de klare journalistiske prioriteringer med mange saglige artikler, dybdeborende analyser og skæve vinkler på forskellige stofområder.
Hvis jeg vil vide noget om tv programmer, har jeg mulighed for at slå op på nettet, på tekst-tv, i gratisaviserne eller i alle de andre betalingsaviser. Hvorfor I alverden forsøger I at mainstreame avisen med tv-programmer og tv omtale, i stedet for at holde fast ved det, der er avisens egenart - og hermed eksistensberettigelse - og som alle dage har skabt en god og anderledes avis, og som de senere år oven i købet har medført fremgang i oplagstallene.
Nu har jeg forsøgt at vænne mig til tv siderne i et par uger. Jeg synes stadig, der er spild af god spalteplads i en i øvrigt god avis.
Venlig hilsen
Otto Simonsen
PS. Ja, ja jeg ved godt at tv-siderne stort set er gratis i forhold til at sætte journalister til at fylde den samme spalteplads, men er det den rigtige prioritering...
Hej Otto og Palle, ja, det er den rigtige prioritering. Altså, at have stort tv-program. Lækkert. For ingen af de foreslåede metoder virker rigtigt for unge mennesker som mig: Vi lader gratis-aviserne ligge i bussen, hvis vi ikke lige smider dem på gaden eller slet ikke åbner dem. Men når først toget er fremme, eller bussen står og koger, er gratis-avisen læst, og hvorfor så gemme den? Jeg har desværre ikke andre betalingsaviser, og hvad gør man så? Tekst-tv og måske computeren kan benyttes, men jeg vil gerne se programmet, uden at skulle tænde for noget. Det man savner som ung, nævenyttig kosmopolit er jo så nok ARD, ZDF, BBC Prime, som mange af os i de store byer gerne ser.
Det er ikke mainstream at tilslutte sig og hægte sig på fjernsynets popularitet. Det er omhu. Nu mangler vi blot at TV omtaler Information noget mere.
Som 'ældre/gammel' kan jeg sige, at jeg ikke véd, hvad i alverden jeg skal bruge tv-programmer til.
De fortæller jo ikke noget, som jeg ikke kan se på TTV. Der står ordret i avisen, det samme som der står på TTV om f.eks. en film på DR2.
Hvorfor bruge penge, papir og tryksværte på det?
"Nu mangler vi blot at TV omtaler Information noget mere". - Fin pointe :-).