Læsetid: 1 min.

Niels Hausgaard mod Fogh i landsretten

Et gruppesøgsmål fra kendte danskere mod statsministeren begynder behandlingen i landsretten. De kræver folkeafstemning om Lissabon-traktaten
21. august 2008

Sangeren Niels Hausgaard, tegneren Ib Spang Olsen, juristen Ole Krarup og andre kendte danskere slæber statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller i landsretten for at få dem dømt til alligevel at holde en folkeafstemning om EU's nye Lissabon-traktat.

Østre Landsret begynder måske allerede dette efterår at behandle et såkaldt gruppesøgsmål, oplyser Ole Krarup. Landsretten har erklæret sig enig med begge sagens parter i, at sagen er så principiel, at den ikke skal begynde på byretsniveau. Regeringen skal skriftligt svare Østre Landsret på stævningen senest den 24. september. Derefter kan der igen komme skriftlige spørgsmål og svar.

Sagsøgerne mener, at statsministeren og udenrigsministeren har overtrådt selve grundloven, fordi Lissabon-traktaten ikke kom til folkeafstemning. Traktaten betyder ifølge dem, at Danmark har afgivet så meget suverænitet - selvbestemmelse - at det ikke var nok blot at lade Folketinget godkende traktaten.

"Sikringen af, at regeringen holder sin svinesti ren, er en opgave for domstolene," hedder det i folkeudgaven af stævningen.

Den fremhæver, at domstolen i EU gennem sine domme gradvist har øget sin egen kompetence, og at dette stadfæstes i Lissabon-traktaten.

Forfatningstraktaten, som blev forkastet af vælgerne i Frankrig og Holland, skulle have været til folkeafstemning i Danmark.

De samme grunde til at holde folkeafstemning om den findes til at holde folkeafstemning om afløseren til forfatningstraktaten: Lissabon-traktaten, mener sagsøgerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu