Læsetid: 3 min.

Politikere om fængslede voldtægtsofre: Grotesk og uacceptabelt

1. september 2008

Afghanistans retssystem skelner ikke mellem frivillig utroskab og voldtægt. Som Information kunne berette lørdag er to tredjedele af landets kvindelige fængselsfanger dømt for 'ulovlige seksuelle relationer'. Og det bør Danmark ikke sidde overhørig, lyder det fra Socialdemokraternes udenrigsordfører Jeppe Kofod.

"Det er fuldstændig grotesk og uacceptabelt. Det skal der laves om på," siger han og peger på, at Afghanistan selv definerer sig som en retsstat.

"Der skal være lighed for loven, om man er mand eller kvinde. Retssystemet skal ændres, og det må den danske regering gennem NATO og EU tage op med den afghanske regering," siger Jeppe Kofod.

S-ordføreren understreger, at en sådan form for retspraksis hørte Taliban-samfundet til, og at det netop er, hvad Afghanistan ikke må vende tilbage til.

"Derfor skal vi tage os af det med det samme og tale med de største bogstaver over for regeringen og retssystemet," siger han.

DF: Træls

Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen kalder historien 'træls', og påpeger det danske ansvar som en form for myndighedsudøvere i Afghanistan.

"Men den slags historier er desværre tiltagende. Vi nærmer os valget, og det er vigtigt for Khazais regering at virke islamiske og signalere, at de ikke er i kløerne på Vesten," påpeger Søren Espersen.

Han anser det dog for vanskeligt for Danmark for alvor at påvirke en demokratisk valgt afghansk regering.

"Det er jo et dilemma, at folk selv vælger en regering, der undertrykker. Vi må lægge pres på regeringen, man bør skrue bissen på for alvor, og det er amerikanerne nok bedst til," siger DF-ordføreren.

V: Klar afstandstagen

Også Venstres Søren Pind er stærkt bekymret over, at voldtægtsofre sendes i fængsel. Derfor skal også Danmark tage klart afstand:

"Sådanne forhold er alt, hvad vi kæmper imod. Vi kan ikke bygge Rom på en dag, men i disse sammenhænge skal vi gøre det helt klart, hvor vi står. Det vil komme til udtryk i de samtaler, de vestlige lande har med den afghanske regering," siger Søren Pind.

Og det bekræfter udenrigsminister Per Stig Møller (K). Han understreger, at Danmark sammen med vores partnere i det internationale samfund er i løbende dialog med den afghanske regering, der har forpligtet sig til at sikre pigers og kvinders rettigheder.

"Jeg har selv fremhævet kravet om ligestilling i min samtale med præsident Karzai den 12. juni i forbindelse med Afghanistankonferencen i Paris. Også i samarbejde med den nationale menneskerettighedskommission og organisationer i civilsamfundet arbejder vi på at forbedre situationen," oplyser ministeren i et skriftligt svar til Information.

Per Stig Møller betegner Afghanistan, som et land, der på mange områder er på vej ud af middelalderen.

"Fængsling af voldtægtsofre, tvangsægteskaber og bortgiftning af unge piger som led i løsning af lokale stridigheder er fortsat udbredt, men det er helt uacceptabelt og i strid med den afghanske forfatning, der sikrer kvinders ligeret med mænd," fastslår udenrigsministeren og tilføjer, at opgøret med disse grusomme traditioner, som er rodfæstet dele af den afghanske kultur, tager tid.

Tidligere i år kom det frem, at en 24-årig afghansk journalist var blevet dømt til døden for via nettet at have hentet artikler, som indeholdt en diskussion af visse elementer i islam, herunder kvinders rolle.

Dommen vakte omfattende kritik fra det internationale samfund, og henrettelsen er endnu ikke eksekveret.

Retssagen mod Parwiz Kambakhsh kører stadig - selv har han bedt om udsættelse med henvisning til, at myndighedernes behandling har gjort ham psykisk syg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu