Et protestparti uden potens

Den yderste venstrefløj har - når en borgerlig regering sidder ved magten - en politisk indflydelse på noget nær nul.

Dog fraregnet den indflydelse, der kan ligge i at spille partiets traditionelle rolle som 'parlamentarisk vagthund'.

I praksis går Enhedslistens arbejdsfacon i Folketinget derfor ud på at stille byger af kritiske spørgsmål til regeringens lovforslag og trække ministre i samråd, hver gang der er det mindste optræk til at kritisere regeringen.

Folketingsgruppen har ind imellem høstet bred respekt især for deres flid og ofte store faglige indsigt, men spørgsmålet er, om det er nok i en tid, hvor medierne spiller en større rolle, og hvor Enhedslisten heller ikke fredes, når de dummer sig.

Den yderste venstrefløj høster størst vælgeropbakning under store økonomiske kriser og massearbejdsløshed. Imidlertid er den slags ulykker for tiden en mangelvare.

Det er svært at agitere for rendyrket socialisme og revolution under fuld beskæftigelse, samtidigt med at velfærdsstaten ikke er set større. Et radikalt økonomisk sporskifte som Enhedslisten forestiller sig, bliver næppe taget alvorligt af ret mange.

Desuden er tiden løbet fra bevidstløs udbygning af velfærdsstaten, højere personskatter, planøkonomi og produktionsplaner.

I 2008 går eksempelvis ikke engang SF ind for at øge ejendomsskatterne.

Flimrende profil

Den ideologi-baserede samfundskritik, som Enhedslisten er eksponent for har slet ikke bid i vælgerne, som den havde i 1970'erne. Partiet har også længe savnet den gode retfærdige folkesag, som har kunnet mobilisere nye indignerede vælgere. Det har alt i alt gjort partiets profil noget flimrende.

Skal man gnide salt i såret, så har Enhedslisten også måttet se på, at dets eneste borgmester i København har slidt på partiets image som de renfærdige systemkritikere. Partiets to seneste socialborgmestre har døjet med voldsomme økonomiske problemer i deres forvaltning, og i det seneste år kom omsorgsskandaler på kommunens sociale institutioner så oven i hatten.

Folketingsvalget i fjor blev også rigtigt skidt. Eneste lyspunkt var, at Enhedslisten akkurat kravlede over spærregrænsen og kom ind med 2,2 pct. Det var partiets ringeste valgresultat siden 1990. Liste Ø mistede de to mandater, som man fik ved rekordvalget i 2005, hvor vælgeropbakningen var 3,7 pct.

Dengang kunne man især takke Pernille Rosenkrantz-Theils indsats som formidabel kommunikator for fremgangen, som nu tre år efter er forduftet. Før valget forlod Rosenkranz-Theil af personlige årsager politik. Det bratte farvel til partiets måske eneste egentlige populære skikkelse har uden tvivlsomt kostet mindst det ene mandat, som nu i stedet gik til SF i kraft af Villy Søvndal enestående personlige popularitet - også på venstrefløjen.

Borgerligt guf

Det andet mandat røg sig en tur på grund af Enhedslistens interne splittelse over hele diskussionen over Asmaa Abdol-Hamids opstilling som folketingskandidat. Mange borgerlige slikkede sig om munden, da Enhedslisten i maj sidste år fandt på at opstille en kvinde, der ikke ville give hånd til mandspersoner og insisterede på at være iført mellemøstlige gevandter. Selvom Asmaa bedyrede, at hun ikke var islamist, så blev hendes forsikringer ret virkningsløse. For hendes påklædning og religiøst begrundede hilsevaner fik hende i bås med religiøse fanatikere såsom Bin-Laden og Provst Meyer fra Matador. Mistanken om Asmaas islamist-sympatier blev desuden næret af en række tvetydige udsagn fra hende. Fra starten af hendes politiske karriere stod det ikke klart, hvorvidt hun var imod dødsstraf, var tolerant over for homoseksuelle eller opfordrede til vold mod danske soldater - 'besættelsessstyrkerne' i Irak.

Ligeså fantastisk Rosenkrantz-Theil var til at få nye vælgere ind i folden - ligeså effektiv fik Asmaa vælgerne til at finde udgangen igen.

Det blev ikke bedre af, at Enhedslistens profil som et fuldkommen ateistisk parti nu blev udvisket af en kandidat, som først og fremmest insisterede på dyrke sin religion på et fundamentalistisk grundlag. Enhedslistens image blev derfor, at man gik mere op i at forsvare en muslimsk provokatørs rettigheder end at være de fattiges værner og de riges ris. Pia Kjærsgaard kunne næppe tro sit held.

Ny mediedarling

Efter at SF er slået ind på en let islamkritisk linje, hvor Søvndal har bedt herboende islamister om at 'gå ad helvede til', så har Enhedslisten - måske - fået en gruppe vælgere for sig selv; nemlig de, der føler sig stødt af Søvndals tone. SF-formanden har fint råd til at være large over for fætrene i Enhedslisten, som han har en klar interesse i kommer ind ved næste valg. Derved rummer situationen unægtelig et paradoks for Enhedslisten; at uenigheden med SF i dette spørgsmål måske i sidste ende sikrer partiets fremtid i Folketinget. Enhedslisten udskifter deres etablerede og kendte navne efter to perioder i Folketinget med mere anonyme og uerfarne kræfter.

Det kan være en farlig strategi for et parti, der konstant balancerer på spærregrænsen.

Omvendt gav det også nye talenter som Johanne Schmidt-Nielsen chancen ved valget i 2007. Takket være Schmidt-Nielsens udmærkede indsats ved partilederrunderne gik Enhedslistens valgkamp trods alt ikke helt op i Asmaa, tørklæder og hat og briller.

Om Johanne kan stå distancen på den lange bane er tvivlsomt. Indtil videre er hun blevet mediedarling ligesom Rosenkrantz-Theil. Men hun endte jo også med at droppe helt ud af politik.

Jarl Cordua er blogger og politisk kommentator. Over sommeren tager han temperaturen på Folketingets partier