Læsetid: 3 min.

De radikale: Asylbørn skal have en time-out

Både SF og R støtter idéen om at tildele uledsagede asylbørn en værge fra første dag. De radikale vil gå endnu længere for at begrænse forsvindingerne
Siden 2006 er 68 procent af de asylbørn, der kommer til Danmark alene, forsvundet fra asylcentrene. Mange af dem forsvinder på grund af dårlig vejledning. På billedet ses en flygtningepige i Sandholmlejren.Arkiv

Siden 2006 er 68 procent af de asylbørn, der kommer til Danmark alene, forsvundet fra asylcentrene. Mange af dem forsvinder på grund af dårlig vejledning. På billedet ses en flygtningepige i Sandholmlejren.Arkiv

Claus Bjørn Larsen Scanpix

13. august 2008

Dårlig vejledning sender asylbørn på flugt fra Danmark. Det mener flere eksperter. Blandt de asylbørn, der hvert år forsvinder fra Røde Kors' Børneasylcenter i Gribskov, tager mange videre, fordi de ikke tror på udsigten til asyl i Danmark. Men asylbørnene risikerer at blive sendt retur til Danmark, hvis de forsvinder, efter de bliver registreret. Det forstår de dog ikke, heller ikke afghanske Armaan, der gennem 20 måneder flygtede fra det ene nordiske land til det næste, for til sidste at ende i Danmark, hvor han nu har fået asyl.

I tirsdagens avis efterlyste flere eksperter derfor bedre vejledning. Flere advokater, Red Barnet og Røde Kors forslår, at asylbørnene får tildelt en personlig repræsentant allerede fra første dag i Danmark, for at sikre at de bliver vejledt bedst muligt om deres rettigheder og reglerne.

Den idé støtter de radikale, og de er villige til at gå længere end det.

"Det er afgørende, at det er andre end menneskesmuglerne, der fortæller børnene om reglerne, og de skal informeres fra starten, ellers risikerer de jo at starte en håbløs færd gennem det europæiske asylsystem," siger integrationsordfører Morten Østergaard (R).

"Idéen om at give dem en værge fra første dag er den rigtige løsning, men jeg mener også, man bør have en time-out, der fungerer som en særlig indslusningsordning."

Ordningen skal sikre bedre information, og at børnene får en værge tidligt. Samtidig vil de radikale adskille rådgivningen fra Røde Kors.

"Det handler om at adskille dem, der tager sig af indkvarteringen, og dem, der varetager deres sag," siger Morten Østergaard.

SF støtter

SF mener også, at vejledningen skal være bedre. Ud over idéen med en værge fra første dag, mener asylordfører Astrid Krag (SF), at man bør give børnene en slags ombudsmand.

"Hvis Røde Kors efterlyser vandtætte skodder, så kunne man indføre en person, der minder om børnenes ombudsmand. Det skal være en, der kan oplyse om deres rettigheder og være med til at aflive myter om asylreglerne," siger hun med henvisning til, at både Røde Kors og Red Barnet mener, det bør være en person uden for system, der vejleder de unge.

"Uanset om det bliver en ombudsmand eller en anden uvildig instans, så handler det jo om en politisk prioritering," siger Astrid Krag, der vil tage det op i Integrationsudvalget.

Uvildig rådgivning

Allerede i dag eksisterer der en uvildig instans, der rådgiver flygtninge om deres asylsag - Dansk Flygtningehjælp.

Anne la Cour, der er jurist og leder af asylafdelingen i Dansk Flygtningehjælp, forklarer, at flygtningehjælpen rådgiver asylansøgere i forbindelse med asylansøgningen og mere generelt, hvis eksempelvis en asylansøger frihedsberøves, så kan asylansøgeren bede om at tale med Dansk Flygtningehjælp.

"Den rådgivning kunne udvides til en målrettet indsat over for asylbørn. Det er klart, at det kræver ressourcer, men i og med at vi allerede har opgaven, så kan det etableres hurtigt," siger Anne la Cour.

Om en mere aktiv rolle for Dansk Flygtningehjælp siger Morten Østergaard:

"Det er en oplagt mulighed, hvis de kan optræde alene for at varetage barnets tarv."

Han mener, det handler om, at børnene oplever, at der er nogen, der taler deres sag.

"Jeg er ikke i tvivl om, at hvis børnene vidste nok, så havde de truffet et andet valg," siger Morten Østergaard, der mener, at det er nu, der skal gøres noget for at nedbringe antallet af forsvindinger, da det at forsvinde "helt åbenlyst ikke fremmer børnenes situation".

Også Anne la Cour mener, at bedre rådgivning direkte ville kunne aflæses i forsvindingsstatistikkerne:

"Hvis vi kunne give en rådgivning tidligere, så tror jeg, at forsvindingstallene ville dale. Hvis man samtidig kunne få en personlig værge ind tidligere, ville det helt klart gavne børnene."

Anne la Cour understreger, at det selvfølgelig er en politisk beslutning, om man overhovedet vil have en udvidet rådgivning.

Hverken Socialdemokraterne eller Venstre vil forholde sig til konkrete forslag. Udlændingeordfører Henrik Dam Kristensen (S) mener dog, at de høje forsvindingstal er bekymrende. Venstres Eyvind Vesselbo, der sidder i integrationsudvalget, mener ikke, at det nuværende system fejler noget, han siger dog: "Jeg er villig til at drøfte, om systemet kan gøres bedre," siger Eyvind Vesselbo.

Serie

Seneste artikler

  • Asylbørn er efterladt i europæisk asyllotteri

    15. august 2008
    Uledsagede asylbørn risikerer at blive kastebold mellem de europæiske lande, fordi en aftale, der skal sikre, at en asylsag kun behandles i ét land, kun definerer familien snævert. Det forhindrer børnene i at komme til slægtninge, som kan hjælpe dem, lyder kritikken i en EU-rapport
  • Gribskov- Stockholm tur-retur

    15. august 2008
    Efter to dage i Danmark forsvandt Shayda. Han ville søge asyl i Sverige, hvor han har familie. Men han fik taget finger-aftryk i Danmark - og så fanger bordet. Nu er han tilbage i Asyl-center Gribskov, hvor han venter
  • Frygten for afslag sendte Armaan på flugt

    12. august 2008
    Armaan er to gange forsvundet fra asylcentret i Gribskov. Han havde hørt, at Danmark ikke gav asyl. Sidste gang, han blev sendt retur fra Norge, blev han i Danmark, hvor han nu har fået asyl
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu