Læsetid: 2 min.

Rektor Fogs faste hånd

Frihedshelten og ærkestalinisten Mogens Fog drev et ærefrygtindgydende magtspil på sit universitet - og holdt alle i tvivl om sine mål
4. august 2008

Der var en gang en student, der i det Herrens år 1968 fik et velkomsthåndtryk af Københavns Universitets rektor, og den student var jeg. Rektor var Mogens Fog.

Håndtrykket var forbløffende fast - i betragtning af, at Fog uddelte 3.700 af dem den eftermiddag og sled tre hvide højrehandsker op.

Da jeg i 1970 blev valgt som én i det første kuld af studentermedlemmer i universitetets ledelse, Konsistorium, underholdt jeg forsamlingen med mit første-håndsindtryk af Fog - og tilføjede:

"Det var første gang, jeg fik rektors faste hånd at føle."

Fog var venlig nok til at lade, som om han fandt det morsomt.

Sandt var det, at Fog drev den centrale universitetsforvaltning som et énmandsvælde. Han havde ingen tålmodighed med de forsigtige gammeldags embedsmænd og tog selv alle vigtige sager med hjem og skrev breve og notater. Hvis embedsmændene ævlede ved møder, tog han ordet fra dem.

Alle var bange

Den borgerlige VKR-regering og dens undervisningsminister Helge Larsen var bange for Mogens Fog. Det marxistiske studenterråd var bange for Mogens Fog. Medierne var ærefrygtige.

Om Mogens Fog stod et dragende, uudgrundeligt skær. Han var nationalhelt, havde under den tyske besættelse været ledende medlem af Danmarks Frihedsråd; koldblodigt reddede han sit og sine medfangers liv under det britiske bombardement af Shell-huset. Han var minister i befrielsesregeringen og genoptog sit virke som højt respekteret neurolog.

Trods den byrde, rektorhvervet siden 1966 havde lagt på ham, tog han sig stadig tid til sine gamle patienter, som han behandlede på sofaen i sit statelige kontor i universitetsbygningen. Mogens Fog talte et smukt højdansk, træffende og med skiftevise stænk af poesi og selvironi - et klassisk dannelsesideal.

Det var den lyse side af Mogens Fog. Så var der den mørke: Han var gammel ærkestalinist, havde været i kommunistpartiets inderkreds siden 1920'erne, forsvaret Stalins skueprocesser og rædselsregimente, de kommunistiske magtovertagelser i Europa, de nye runder af henrettelser, sågar de kommunistiske jødeforfølgelser.

Sovjets kandidat

Efter Befrielsen var Fog frem til 1950 valgt som folketingsmedlem "i tilslutning til" Danmarks Kommunistiske Parti. Denne lille distance kunne man tolke som taktik, så kommunisterne kunne bruge ham som "upolitisk samlingspunkt", hvis de med Sovjet-hjælp kunne kuppe sig til statsministerposten.

Først efter den sovjetiske invasion af Ungarn stod Fog af og var i 1959 med til at stifte SF. Men hvor havde vi ham i opgøret med de marxister, der i 1970'erne søgte at sætte sig på universitetet? Var han stadig inderst inde benhård stalinist og sympatisør med de ideologiske kommissærer, selv om hans stilling forbød ham at vise det åbent? Eller var han tværtimod blevet så gammel og viis, som han nu så ud: Det spinkle hvide hår, det på én gang ædle, men samtidig hærgede ansigt, det sortfunklende myndigt intelligente blik. Havde et hårdt liv lært ham, at ideernes tyranni leder i ulykke?

Det tænkte jeg over i de to år, hvor jeg sådan cirka en gang om ugen deltog i møder med ham. Svaret fandt jeg aldrig, har heller ikke fundet det siden.

Mogens Fog spillede magtens spil brilliant, mere elegant end nogen, jeg har kendt. Hvad han ville bruge magten til, lod han henstå i det dunkle.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole E. Mikkelsen

@DR
'Han var gammel ærkestalinist, havde været i kommunistpartiets inderkreds siden 1920'erne, forsvaret Stalins skueprocesser og rædselsregimente, de kommunistiske magtovertagelser i Europa, de nye runder af henrettelser, sågar de kommunistiske jødeforfølgelser. '

Det korte af det lange er vel at der rent faktuelt var noget at forsvare, og at Stalin og kommunistregimerne nok alligevel vil vise sig at være, - ikke det ondes skinbarlige inkarnation, men udtryk for hvad mennesker, og dermed vi alle, kan drives til under historiske betingelser. Sagt med andre ord: Handlinger og beslutninger sker med udgangspunkt i en historisk/kulturel identitet, og ikke med udgangspunkt i en etisk/rationel evighedsdrøm.

Kampen mod det onde i os selv sker ikke ved at dæmonisere fjenden, men derimod ved at erkende at den onde er endel af os selv.

@DR
'Havde et hårdt liv lært ham, at ideernes tyranni leder i ulykke?'

Nej næppe, men sikkert og aligevel at enhver erkendelse kræver tid og personlig tilegnelse? Så hvad med at gå ud fra han var et menneske og at historien ikke er sort/hvid? Når først historien forsøges gjort sort/hvid skabes netop grobund for totalitarisme og for ideernes diktatur.

Derfor er nutidens opgør med marxist-diktaturet på universiteterne ikke mere påtrængende end ethvert opgør med fagligt sjusk og ensporethed på universiteterne. Ethvert speciale, enhver afhandling er i sit udtryk garanteret ligeså naivt teoretiserende som ethvert materialistisk/marxistisk orienteret speciale/afhandling fra den tid.

Måske var det lige præcist der Mogens Fog var.

Men indrømmet, uden at kende Mogens Fog fra andet end medierne, så stod der en anden slags respekt om ham, f.eks.- sammenligned med de 'ægte' kommunister, - Knud Jespersen, Jørgen Jensen m.fl. (hvis jeg ellers husker navnene korrekt, efterhånden)..

Måske var Mogens Fog det som man vil betegne som leder, - ægte leder, forstås, - en mand hvis 'ånd' i sig selv giver respekt.

Gid han må råden langsomt - en (ud)dannet mand, der alligevel forsvarede Sovjet-regimets vej fremad. ... fy for fanden.

Lad ham endeligt blive dernede i endnu mange og lange og pinefulde år.

Leder eller ej ... Hitler var en fremragende leder.