Læsetid: 1 min.

SF-bagland bakker op

Trods opbakning til integrationsaftalen i SF's bagland udtrykker flere lokalformænd dog bekymring for kompromiset om 24-års-regel og tilknytningskrav
Indland
15. august 2008

SF's beslutning om at parkere sin modstand mod 24-års-reglen og tilknytningskravet udløser ikke just klapsalver i SF's bagland. Alligevel udtrykker en række af partiets lokalformand opbakning til integrationsaftalen med Socialdemokraterne.

"Det er helt sikkert ikke noget, der vækker begejstring blandt medlemmerne. Men på den anden side er der også en meget stor lyst i partiet til ikke bare at stå på sidelinjen. Partiets medlemmer ved godt, at vi ikke ændrer verden med symbolske markeringer - og uanset hvor store vi bliver, så får vi nok aldrig samlet flertal for at afskaffe de regler," siger Kasper Westh, formand for SF i Odense. Han peger på, at aftalen også signalerer en blåstempling fra socialdemokratisk side: "De synes, at vi er seriøse og til at samarbejde med. Det har de ikke syntes længe - og dét kan vække begejstring", siger han.

Ifølge Informations oplysninger stemte kun to ud af 39 medlemmer af SF's hovedbestyrelse imod aftalen. Også lokalformændene fra København, Århus og Helsingør bakker op.

Men Nina Thøgersen, der er formand for SF i Københavns omegnskommuner, er langtfra glad for beslutningen om at lægge modstanden mod 24-års-regel og tilknytningskrav død.

Giver køb på principper

"Jeg synes ikke, det er en god ide, for de her regler splitter familier og går ud over så mange mennesker, både børn og voksne. Vores holdning har været, at vi vil af med reglerne. Det skal man ikke give køb på, fordi vi gerne vil i regering eller gerne vil have en ministerpost," siger Nina Thøgersen

Både SF's formænd i Vejle og Viborg erklærer sig enige i ledelsens beslutning. Men begge hæfter sig dog ved, at EU-reglerne om EU-borgeres frie bevægelighed er med til at udhule de stramme danske udlændingeregler.

"Det gør absolut, at kamelen er kommet ned i en mere mundret størrelse," siger Steen Rønnow fra Viborg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her