Læsetid: 1 min.

SF kræver pres på Chemi-nova

S og SF vil have miljøministeren til at presse Cheminova og støtte de brasilianske myndigheders kamp imod giftstoffet methyl parathion
18. august 2008

Cheminovas pres på myndighederne i Brasilien skal op politisk. Det siger SF's Sten Gade, der er formand for Folketingets miljøudvalg.

"Cheminova opfører sig i sagen om methyl parathion i Brasilien uetisk og helt uacceptabelt. Det er direkte i modstrid med, hvad Cheminova sagde, da vi sidst i offentligheden og i Folketingets miljøudvalg havde en stor diskussion om deres salg til Brasilien," siger Steen Gade.

Dengang forsikrede Cheminova, at det var OK for dem, hvis stoffet blev forbudt - bare det kom til at gælde alle producenter af methyl parathion, oplyser Gade.

Socialdemokraterne støtter, at sagen skal op i Folketinget. Partiets miljøordfører, Torben Hansen, er vred over, at virksomheden løber fra tidligere løfter.

"I slutningen af 2006 lovede virksomheden bod og bedring og sagde, at det var helt i orden med et forbud, hvis det gjaldt alle producenter. Nu løber de så åbenbart fra det. Man kan med rette spørge, om enhver snak om social og miljømæssige ansvarlighed fra Cheminova så ikke bare er til 'festlige lejligheder'. Det er der meget, der tyder på," siger han.

Aarhus Universitet er hovedaktionær i Cheminova, og som offentligt ejet virksomhed har kemikalievirksomheden en ekstra forpligtelse til at opføre sig ordentligt, mener både S og SF.

Sten Gade vil have miljøminister Troels Lund Poulsen (V) til at hjælpe de brasilianske myndigheder.

Politikerne reagerer på, at dagbladet Politiken søndag skriver, at den danske kemivirksomhed er gået til domstolene i Brasilien for fortsat at få lov til at sælge et af verdens giftigste sprøjtemidler i landet - der i årevis har været forbudt i Danmark og EU.

De Brasilianske myndigheder arbejder på at forbyde stoffet.

Cheminova argumenterer med, at stoffet allerede er blevet undersøgt og godkendt, så derfor er der ingen grund til at undersøge det igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu