Kommentar
Læsetid: 2 min.

Skægpest over Europa

Dansk Folkeparti formår i sin nye reklamekampagne at få familiesammenførte udlændinge til at flyde sammen med salmonella. Danmarks sundhed og selvstændighed synes truet af fremmedartede bakterier - og sydlandske dommere med fimset skæg
Indland
5. august 2008

Vis mig dit skæg, og jeg skal sige dig, hvem du er. Få af verdenshistoriens helte kendes på skægget, modsat forholder det sig for skurkene. Hvem husker ikke Osama bin Ladens fundamentalistiske fuldskæg, Adolf Hitlers tandbørste eller den formummede Radovan Karadzics behåring?

Og nu har Dansk Folkeparti sat billede på det sande "EU-monster", som det kaldes. Dette vredladne, hammerbevæbnede uhyre bærer naturligvis skæg, et forfængeligt snoet af slagsen, der vidner om arrogance og fremmedartethed. Skal dette monster virkelig bestemme over lille Danmark?

Det retoriske spørgsmål stilles for tiden af Dansk Folkepartis reklamekampagne, der begyndte sidste onsdag og fortsætter frem til torsdag i denne uge, hvor der også er sommergruppemøde i partiet og brug for ekstra rav i gaden.

Manden med det slikkede cykelstyr på overlæben er partiets billede af den latterlige, sydlandske EU-dommer, der med lov i hånd har taget fædrelandet fra danskerne, hvorfor Dansk Folkeparti med sit slogan plager: "Gi' os Danmark tilbage".

Angreb fra mavesækken

I sidste uge fastslog partiets helsidesannoncer, at udenlandske familier takket være EU-reglerne kan myldre til Danmark "fra selv de fjerneste egne".

Og i går vågnede danskerne op til en tankevækkende glidning i betydning. Dansk Folkeparti havde nemlig indrykket sin annonce igen, med samme bøse mandsperson som blikfang, samme overskrift og slogan. Den eneste forskel var, hvad der stod med småt i annoncens brødtekst. I sidste uge omtaltes uønskede udlændinge. I denne uge er de erstattet af uønskede salmonellabakterier, der kommer fra fjerne egne og får lov at krydse vor grænse.

Dansk Folkeparti vil tilsyneladende fremmane en modbydelig kriblen og krablen, der rækker fra dørtærskel til køkkenbord. Et politisk ubehag, der når helt ned i mavesækken, hvor den gode, velbarberede dansker kan angribes indefra med fatale følger.

Ingen hår i suppen

Den næsten umærkelige overgang i annoncerne fra udlændinge til bakterier kan bane vej for samfundsbeskrivelser med medicinske udtryksmåder. Således formede især den højreorienterede debat sig ofte i 1930'ernes Danmark. Dengang skulle fædrelandets krop renses for fremmedlegemer, mens samfundets skævheder måtte erstattes af en rank ryg, før folkets deformiteter kunne bortskæres.

Dertil er Dansk Folkeparti ikke kommet i den igangværende kampagne, som dog i layout og argumentation sidestiller forpestende familiesammenføringer med bakterier. Den slags "må danskerne bare leve med, hvis det står til EU og de EU-glade partier," står der.

Hermed har partiet sammenskruet et usplitteligt og uigendriveligt stykke propaganda. Takker forbrugerne nej til salmonella, smides andre angivelige skadevoldere samtidig på porten.

Det er fiffigt tænkt af partitoppen, hvis mandlige medlemmer for resten - i modsætning til det beskæggede EU-monster - fremstår glatragede. En af de ledende ideologer, Søren Espersen, er endda kronraget. Så er det sværere at finde hår i partiets politiske suppe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Hvor mange hår i suppen skal der være før retten bliver uspiselig?

Det er vist snart på tide DF bliver barberet, så man kan se partiets sande ansigt!

Inger Sundsvald

Yes sir (M/K)!
Efterhånden er det ret uappetitligt.

Frederik Jørgensen

Flot Asger Liebst. Du får 12 for propaganderen og Politisk Korrekt sygeliggørelse af politiske modstandere. Jeg er sikker på Fader Stalin ville knibe en tåre, hvis han kunne læse din kommentar. Det siger sig selv, at du ikke formår at beskrive virkeligheden Politisk Ukorrekt (og dermed sagligt set korrekt), men det er du vel dybest set ligeglad med.

Du og dine er skribenter i Der Stürmer, og det er DF og danskerne der er vor tids jøder - for nu at blive i dit tilbageblik på 1930ernes politiske situation.

"Den næsten umærkelige overgang i annoncerne fra udlændinge til bakterier kan bane vej for samfundsbeskrivelser med medicinske udtryksmåder. Således formede især den højreorienterede debat sig ofte i 1930'ernes Danmark. Dengang skulle fædrelandets krop renses for fremmedlegemer, mens samfundets skævheder måtte erstattes af en rank ryg, før folkets deformiteter kunne bortskæres"

Men hvis nogen formaster sig til at påpege de åbenlyse ligheder, der er mellem DF og DNSAP bliver den formastelige straks mødt med en mur af politisk korrekthed.

Hvis nogen skulle finde på at udtrykke, at vi har quasi-nazister siddende som regeringens støttparti, kan man være sikker på, at budbrigeren vil blive skudt lige på stedet!

Peter Jespersen

Ingen ligheder, ingen kritik - det er landsforrædderi.

Simon Kongshøj

Oluf Larsen,

Jeg ved ikke om Enhedslisten tilhører "den yderste venstrefløj" i din optik, men de er ihvertfald modstandere af at EF-domstolen blander sig i dansk udlændingepolitik:

"[...] Alligevel står vi fast på, at det er det danske folketing, som - med respekt over for de internationale konventioner - og ikke EF-domstolen, som skal fastlægge den danske politik på området." (Per Clausen, 29. juli 2008)

Henning Ristinge

Hurra for EU medlemskabet

Akim Aalling Souary

Jeg har aldrig været glad for EU's ideologiske struktur, men hvis spørgsmålet er: Hvem skal bestemme i Danmark, Pia eller EU? Så er svaret klart: EU!

Ulrik Høstblomst

Troels

White Pride er jo slet ikke voldelige men blot nationalt sindede frihedskæmpere der ryddr op, ikke ??

Grotesk verdensbillede du kolporterer.........

Jakob Schmidt-Rasmussen

Det har du jo ret i Siegthotwyn.

Det forrige råd til bekæmpelse af antiracisme i EU, EUMC, prøvede at hemmeligholde en rapport om antisemitisme i EU, fordi den tydeligt viste at det er unge islamister, der står bag antisemitiske overgreb i EU.

Den venstrefascistiske og voldsromantiske del af venstrefløjen hylede op, da Villy Søvndal - ligesom has forgængere Holger K. Nielsen og Gert Petersen - kritiserde Hizb-ut-Tahrir fordi organisationen gentagende gange har fremsat antisemitiske udtalelser. HuT's talsmand Fadi Abdullatif er ligefrem dønt efter racismeparagraffen for at opfordre tiol mord på jøder ...

Den tidligere socialdemokrat Finn Rudaizky , som er medlem af Københavns Borgerrepræsentation, har meldt sig ind i Dansk Folkeparti.

- Jeg oplever mere og mere, at Dansk Folkeparti har overtaget det gamle socialdemokratiske partis rolle som det parti, der i realiteten varetager de 'almindelige' borgeres rettigheder bedst, siger Finn Rudaizky .

Rudaizky har været løsgænger, siden han i 2005 forlod Socialdemokraterne efter 37 års medlemsskab. Det skete, fordi et nyvalgt medlem af den socialdemokratiske gruppe, Sikandar Malik Siddique, havde deltaget i et møde i den islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir. Ham ville Rudaizky ikke være i gruppe med.

Heinrich R. Jørgensen

Ulrik:
"White Pride er jo slet ikke voldelige men blot nationalt sindede frihedskæmpere der ryddr op, ikke ??"

Nå, jeg troede bare de var sportsentusiaster - fodbold plus endne en sportsgren, som vistnok er cricket, baseball eller rundbold. Jeg husker ikke lige hvilken, men det er noget med bats...