Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, har ikke på nogen måde formået at overbevise ret mange om, at hun kan ryste VK-regeringen fra magten. Både Helle Thorning-Schmidt og SR-alliancen fremstår historisk svag. I meningsmålingerne dumper vælgerne som hovedregel Socialdemokraterne i en grad, så de ofte ligger under sidste års katastrofevalg - partiets ringeste siden 1906.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen og den borgerlige regering har i foråret stort set gået fra den ene krise til den næste. For tiden er der på grund af EF-Domstolens dom slået et alvorligt hul i Fogh-regeringens flagskib: den stramme udlændingepolitik. Men heller ikke den situation formår Thorning at udnytte særlig effektivt.
Thorning-Schmidts kritik af Fogh i sagen hænger ikke rigtig ved, når Socialdemokraterne selv er en del af det store flertal i Folketinget, der ønsker at begrænse familiesammenføringer mv.
2008 har ellers ind til videre været et annus horribilis for Fogh, hvor flere V-ministre har skabt problemer for regeringen. Mest iøjnefaldende har været sagen med Venstres kronprins, finansminister Lars Løkke Rasmussen, og hans enestående bilagsrod samt diverse scener fra Birthe Rønn Hornbechs ministertid, der nærmer sig lagkagekomik.
I forhold til 'bilags-gate' reagerede Socialdemokraterne nok fornuftigt, da de nøjedes med at pudse en juniorordfører - Rasmus Prehn - på sagen. Han fik med sine mange spørgsmål effektivt slidt på Løkkes troværdighed. Og en måling i Børsen i denne uge viste da også, at kun hver femte vælger anser Løkke for at være egnet til at lede landet.
Ritt, Mette og Noa
Socialdemokraterne har lullet sig ind i en forestilling om, at verden bliver lettere, når Fogh formentlig snart takker af. Analysen er, at Thorning kan vinde et valg, hvis Løkke i stedet er Venstres statsministerkandidat.
Det er dog tankevækkende, at da stormen mod Løkke var stærkest, foretrak kun én procent flere blandt vælgerne S-lederen som statsminister frem for den sønderskudte V-kronprins.
Helle Thorning-Schmidt selv har også i år haft utroligt svært ved at sætte en selvstændig politisk dagsorden. Til gengæld fik hun 'hjælp' fra Ritt Bjerregaard, som til S-ledelsens irritation iværksatte en 'rød skole' med henvisning til, at Thornings valgkampagne i november var idéforladt.
Siden stjal Mette Frederiksen billedet med sine ni 'Socialdemokratiet classic'- teser, før Thorning endelig diskede op med de såkaldte "dogmer" i en kronik i Politiken. Heri forsøgte Socialdemokraterne - formodentlig med hjælp fra partiets nye strateg, Noa Redington - at give hende den ideologiske tyngde, som alle i øvrigt mistænker hende for at mangle.
I hen ved 50 år satte S ellers dagsordenen i dansk politik, men trods alle de gode intentioner, evner partiet i dag ikke at flytte holdninger i befolkningen. Nu til dags render partiledelsen som hovedregel blot efter andre partiers dagsordener, som man så efterfølgende reagerer på.
Strammerkurs
Socialdemokraternes store problem er, at de vælgere, de ønsker tilbage fra DF og Venstre, er mere højreorienterede end dem, der i dag trofast stemmer på partiet.
Skal sosserne igen have succes hos denne gruppe vælgere, kræver det som minimum en hård kurs i alle spørgsmål om indvandring og udlændinge. Dertil kommer en benhård retspolitik, hvor man helt har forladt Ole Espersen og Dorte Bennedsens bløde linje fra 1970'erne. Nutidens socialdemokrater kræver - ligesom de borgerlige - at forbryderne i stedet skal mødes med hårdere straffe.
I udenrigspolitikken forsøger Mogens Lykketoft at markere en forskel til regeringen, men det ender alligevel med, at Helle Thorning-Schmidt solidarisk slutter op bag regeringen i krigen i Afghanistan.
Det er dog ikke kun Socialdemokraternes egen skyld, at de er så skidt kørende. De økonomiske konjunkturer er endnu ikke så dårlige, at de bevægelige midtervælgere har haft en grund til at vende de borgerlige ryggen. Når arbejdsløsheden - som nu - er rekordlav, er det immervæk svært med troværdighed at sælge budskabet om, at regeringen 'lader fanden tage de bagerste'.
Socialdemokraternes gennemgående fortælling om, at regeringen udsulter den offentlige sektor for at kunne give skattelettelser til de rige har eksempelvis ikke kunnet flytte vælgere. Regeringens skattelettelser har været mindre end Nyrup-regeringens, og desuden kan regeringen påvise, at den samlet set bruger flere penge på den offentlige sektor end nogensinde før.
Sex og sidste chance
Helle Thorning-Schmidt er ellers hidtil blevet fremhævet for den i Socialdemokratiets nyere historie ret enestående præstation, at hun har kunnet holde ro i folketingsgruppen. Roen skyldes dog især en magtdeling mellem de to fløje, hvor venstrefløjen har taget sig betalt med gruppeformandsposten til Carsten Hansen, og at utilfredse yngre MF'ere har droppet den politiske karriere på grund af de ringe udsigter til at komme i regeringen inden for en overskuelig årrække.
Det er dog ikke, fordi den nye gruppeformands lederevner har imponeret ret mange. Det gik eksempelvis helt galt, da han skulle håndtere sagen om Jeppe Kofods hyrdetime hos en 15-årig ungmø på et DSU-kursus. Hansen vurderede handlingen, som "utilgivelig" og mente, at sagen kunne bære en regulær fyreseddel til Kofod.
Forinden havde Thorning i øvrigt oprindeligt på de indre linjer krævet Kofod helt ud af politik. Så vidt kom det ikke, for Kofods bagland på Bornholm og folkeopinionen ville det anderledes og bakkede den unge socialdemokrat op. I stedet stod Hansen alene tilbage som overreagerende nymoralist, alt imens den øvrige S-top var væk og over alle bjerge for ikke at blive fedtet yderligere ind i den spegede sex-sag.
Helle Thorning-Schmidts fremtidsudsigter er i det hele taget ikke lyse. Hvis ikke S som minimum får en pæn fremgang ved næste folketingsvalg, så vil der efter min vurdering opstå et pres fra baglandet om, at nye kræfter får chancen og overtager S-formandsposten.
