Læsetid: 3 min.

Søvndal bør kun frygte interne kritikere

Villy Søvndal har bevist, at hans vælgertække - og populisme - er i samme liga som Pia Kjærsgaards. Spørgsmålet er, om han kan skaffe sig samme indflydelse hos en kommende S-stats-minister, som Kjærsgaard har hos Fogh
Villy Søvndal har fået det bedste ud af sine mandater. Her holder han grundlovstale i Himmerland.

Villy Søvndal har fået det bedste ud af sine mandater. Her holder han grundlovstale i Himmerland.

Henning Bagger

7. august 2008

I dansk politik er det set før, at et parti efter et flot valg med en vognfuld nye mandater har måttet tage til takke med liden reel indflydelse. Den skæbne overgik eksempelvis de radikale ved 2005-valget. Villy Søvndals succeskriterium kan derfor næppe være ny mandatfremgang ved yderligere kannibalisering af Socialdemokraterne, men at der - for enhver pris - kommer et regeringsskifte allerede ved næste valg.

Søvndal er fyldt 56 år, og skal han nå at sætte sit mærke på dansk politik, skal SF enten indgå i en rød trekløverregering eller som minimum blive støtteparti for en ny SR-regering.

Søvndal behøver ikke at frygte alverden fra de parti-er, som ligger tæt ved SF. De radikale kører på pumperne med den ufolkelige Margrethe Vestager, Enhedslisten kæmper for overlevelse i efterdønningerne af Asmaa-balladen, og Helle Thorning-Schmidt har efter tre år som partileder i opposition end ikke formået at bevare sine forgængeres katastrofale vælgertal.

Så hvis der er problemer for Søvndal, skal de komme indefra. Hvad man har set et par eksempler på i foråret.

Villys oneman-show

Knapt var valgfesten over-stået, før frustrationerne over partiets manglende politiske indflydelse fik frit løb, og de første SF'ere begyndte at pippe op om, at partiet er blevet lidt for meget Villys oneman-show. Og senest her i sommer har det nyvalgte folketingsmedlem Ida Auken kritiseret partiformandens hede drømme om at komme med i en regering efter næste valg. Det ligger derfor lige for at konkludere, at partiets venstrefløj, som Søvndal ellers selv er rundet af, er begyndt at stritte imod parti-formanden, og her kan man genkende SF's ry som et parti fyldt med folk, der har det ualmindeligt svært med autoriteter. Også hos dem selv.

SF's medlemmer i Køben-havn lod sig i hvert fald ikke påvirke af Søvndals autori-tet, da de skulle vælge en ny spidskandidat til næste kommunalvalg. SF-toppen lod partiapparatet arbejde for deres egen kandidat, Anne Baastrup, men et knebent flertal ville det anderledes og valgte den siddende Børne- og Ungeborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard.

Her i foråret fik SF pludselig nye kunder i den politiske butik, da Søvndal på sin blog opfordrede "mørkemænde-ne" i den yderliggående islamistiske organisation Hizb-ut-Tahrir til at gå ad helvede til. Hvis de havde længsler om at leve i et religiøst diktatur, så kunne de, foreslog SF-formanden, rejse til de lande i Mellemøsten, hvor man praktiserer disse samfundssystemer.

Marchen, der faldt

Der blev spekuleret i, om Søvndal med sine udtalelser nu gik på jagt efter nogle af de røde vælgere, der var drevet over til Pia Kjærsgaard i frustration over, at kritik af indvandrerne i mange år blev undertrykt af venstrefløjen. Det afviste Søvndal selv, men faktum var, at vælgerne over ét i meningsmålinger belønnede SF netop for formand-ens nye toner over for islami-sterne og den hårde linje, som integrationsordføreren Astrid Krag nu står for.

Næsten tom hånd

At der dog findes forskellige holdninger i SF, blev klart, da flere prominente kræfter efterfølgende kritiserede Søvndal for hans hårde retorik. Formentlig gik han akkurat til grænsen for, hvad han kunne tillade sig, før partiet ville fremstå som så splittet i sagen, at Søvndal ville have mistet al sin autoritet. Det er sikkert også en af grundene til, at Søvndal siden droppede sin lidt Martin Luther-King-inspirerede plan om en march med 100.000 deltagere mod 'religiøse mørkemænd', som var udset til at blive den største demonstration i nyere tid.

Idéen med marchen var formentlig Søvndals eneste større fejltagelse i foråret. SF-formanden lod sig rive med af stemningen og den store goodwill, han havde fået efter sin oprindelige hårde kritik af islamisterne. Til gengæld gjorde Søvndal det eneste rigtige ved i god tid at aflyse marchen, før den blev et for stort problem for ham selv. Aflysningen var selvsagt pinlig, da det udstillede ham som lidt for hurtig på aftrækkeren, mens håneretten - unaturligt for Søvndal - overgik til hans politiske mod-standere. Alt dette var dog en billig pris frem for et forudsigeligt kaotisk og mislykket arrangement, der ville have udstillet en manglende autoritet.

Spørgsmålet om afstemningen om EU-forbeholdene er dog et enkelt område, hvor SF har forstået at udnytte partiets position, og hvor Villy Søvndal drevent og dygtigt hele tiden har sørget for ikke at melde sig helt ud af diskussionen om forbeholdene - og dermed synliggjort partiets EU-holdninger. Gør man derfor hele regnebrættet op for SF's politiske indflydelse, har Søvndal nok fået maksimalt udbytte af en ellers næsten tom hånd.

Jarl Cordua er blogger og politisk kommentator. Over sommeren tager han tempe-raturen på Folketingets partier. De foregående klummer blev bragt 1., 22. og 31. juli samt 2. august.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu