Læsetid: 6 min.

Solsystemet, 1. tv.

Jonas er optaget af at skabe orden i universet. Som tidligere astronomistuderende og nuværende rengøringsmand og kunstmaler går han matematisk til værks og renser ud i overflødige krummelurer
4. august 2008

Oppe på første sal, hvor jordklodens fart gennem verdensrummet allerhøjst føles som en ubetydelig sitren, har 40-årige Jonas med blyant, pensel og malertape slået en række streger på sit store lærred. Snorlige streger mellem farvede felter. Det kan ligne et gadekort over Manhattans net af avenues og streets. Men Jonas har ikke tænkt på veje, siger han, snarere ladet sig inspirere af Piet Mondrian.

Og der er unægtelig en lige linje, fristes man til at sige, fra Jonas' maleri på Nørrebro til den abstrakte hollænders skilderier. En anden historie er det, at Mondrian sent i livet opdagede gadenettet i sine berømte malerier, da han på flugt fra den europæiske fascisme flyttede til New York.

Men lad nu mesteren Mondrian fare. Jonas vover ikke at sammenligne sig med verdenshistoriske malere og kender sig selv godt nok til at vide, at han endnu er amatør. Med talent.

Den pinlige orden

Uden om Jonas' lineære maleri er hans ryddelige treværelses lejlighed, og uden om denne lejlighed er hele den nedslidte ejendom i Baldersgade 55, 2200 N. Det virker, som om Jonas har skabt sig et kontrolleret fristed midt i tilværelsens krøllede kaos.

"Der skal ikke være for meget overflødigt," siger Jonas om sine malerier. Og sikkert også om resten af sit liv.

I hans stuer spurter ikke den mindste uldmus hen over de afhøvlede gulve, ingen fedtplet må sidde og hygge sig på de kridhvide vægge, og de ganske få og enkle træmøbler er med matematisk omhu placeret, så rummene holdes i delikat balance. Her er orden, pinlig orden. Men tag ikke fejl: Pinen er af den søde slags.

Hvordan er Jonas endt i det retvinklede net i Baldersgade?

Han er, i modsætning til mange andre af beboerne i opgangen, faktisk født på Nørrebro, nemlig på Sankt Joseph Hospital i 1968. Han er dog vokset op i nærliggende Bispebjergs rækkehuse. Et hjem med klaver kan det konstateres, idet faren er jazzrockmusiker, mens moren er husholdningslærerinde - i dag begge pensionerede.

Skulle lille Jonas så være noget ved musikken eller have styr på eget hus? Ingen af delene tilsyneladende, for tidligt blev han bidt af planeter. Det var vist hans farfars skyld. Farfaren, der var maskinmester, gav den fireårige Jonas et bette teleskop og viste ham, at det med udbytte kunne rettes mod himmelhvælvet.

Skønne himmellegemer

Som stor dreng opdagede Jonas, at den astronomiske interesse kunne skaffe ham tilladelse til at være længe oppe om natten. Se, det var noget.

"Jeg lå indhyllet i et tæppe i en liggestol ude i rækkehusets mørke have og studerede himmellegemer. Om vinteren endda med et krus varm kakao inden for rækkevidde. Og jeg lærte efterhånden en række fakta udenad - om planeternes diameter, vægt, afstand fra solen og den slags - som kunne forbløffe folk, når jeg rablede tallene af mig," husker Jonas.

Sammen med sin farfar og en kammerat fra parallelklassen blev Jonas medlem af Astronomisk Forening, og den lille ujævne gruppe gik hyppigt til foredrag i foreningen. Nu var der ingen tvivl for Jonas - supernovaer, kvasarer og lignende fjerne sager skulle være hans levevej. Så han blev matematisk-fysisk student og kastede sig derefter over astronomien på Københavns Universitet.

"Men næsten alle de indledende kurser handlede om hjælpediscipliner og ikke selve astronomien, så det var svært at holde min interesse fangen. Min far vil nok sige, at jeg var doven," vedstår Jonas.

Studierne vaklede. Samtidig begyndte han for at supplere sin SU at gøre rent. Den fik ikke for lidt, med halvdags køkkenrengøring i en børnehave og siden på en skole for ISS, og mens gulvene skinnede, fordampede studierne i stjernetågerne.

Opvask med undtagelse

Det var på tide at justere kursen. Nu ville han være skolelærer, og i 1999 begyndte Jonas på aftenseminarium. Universitetsårene var ikke spildt, for med den ballast kunne han pløje lige gennem matematik, fysik og kemi.

Men igen virker en uidentificeret naturkraft på ham, så det trækker ud med afslutningen. I dag mangler han kun en enkelt eksamen, og han kan ikke sige nøjagtig, hvornår den forventes taget.

Måske haster det heller ikke så meget. Huslejen i Baldersgade er noget af det billigst tænkelige i København, og han er blevet fastansat på fuld tid som rengøringsmand i et vikarbureau, som betjener hjemmeplejen på blandt andet Frederiksberg.

Hver morgen cykler Jonas af sted til et nyt hjem, hvor der sidder en pensionist og venter på rengøring, tøjvask, skift af sengetøj og lidt småindkøb. Hver morgen af sted. Ikke tvunget, ikke af mangel på bedre, men af - lyst.

Centrum og omkreds

"Jeg kan godt lide at komme ind i en rigtig beskidt lejlighed, støvsuge, vaske og se det tydelige resultat," erkender Jonas, som spøgende taler om sit rengøringsvanvid samtidig med, at han benægter at lide af det. Beviset, siger han, står ude i hans køkken, hvor flere dages opvask har fået lov at hobe sig op, fordi der har været en fejl på vandvarmeren.

Og minsandten om det ikke er rigtigt: Pænt stablet til den mindst tænkelige volumen står en lille dynge delvist afskyllet service og venter for enden af et køkkenbord, hvis upåklageligt blanke flade spejler det lysende løv på træerne uden for vinduet.

Det grønne i gaden glæder Jonas. Jovist gør det. Men rørstrømsk kan man ikke få ham til at tale om Baldersgade eller Nørrebro. Her er ingen 'særlig luft' eller enestående charme, som holder ham fast og får ham til at slå rod.

"Det er ikke sådan, at her hører jeg til. Men butikker har vi alt af i området. Og det vigtigste er, at jeg bor centralt," siger han og optegner med ordene en geometrisk figur med Baldersgade 55 som centrum i en cirkel, hvis omkreds ligger 15-20 minutters cykling borte, "selv i regnvejr," understreger Jonas. Inden for denne omkreds bor de fleste familiemedlemmer og venner.

Så er den ikke meget længere, bolighistorien, og Jonas vil ikke afvise, at han en dag kan finde på at flytte cirklens centrum en smule den ene eller anden vej. Dog næppe til Østerbro, som et familiemedlem engang har kaldt "dødkedelig".

"Der må gerne være lidt larm og liv i området, hvor jeg bor," siger Jonas, som faktisk tidligere har prøvet at bo på Østerbro, hvor han satte pris på, at Park Bio lå i nærheden som garant for livligheden.

De lange linjer

I ferierne har Jonas udvidet sin cirkel. Til fynske Oure, hvor han på højskole har lært klatring og moderne dans. Til Oslo, hvorfra han kom til Jotunheimens bjerge, på cykel altså. Til Cyperns strandliv, "det mest kedelige jeg nogensinde har prøvet".

Og sidste år til New York, som satte sig fast på nethinden, hjulpet af de mange fotos, han tog derovre med sin mobiltelefon.

"Det er husenes lange linjer, der optager mig," siger Jonas, der siden sin hjemkomst har malet billeder af de knejsende bygningsmasser i kølige blå og grå kulører.

Her anes et nyt sigtepunkt i horisonten. Jonas' interesse for at male tog sin begyndelse, da han fik billedkunst på seminariet.

I dag lægger han linjerne ud på lærrederne uden at skulle bevise sine evner for nogen, selv om han selvfølgelig er glad for anerkendelse. Fra solsystemets centrum, der befinder sig Baldersgade 55, 1. tv., stråler en radius ud i det uendeligt fjerne, hvor universet krummer sig ind i sig selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu