
Valget til bestyrelsen på landets to største universiteter er udemokratisk og afgjort på forhånd. Det mener flere mindre lister, der på universiteterne i København og Århus forgæves har forsøgt at få deres repræsentanter valgt ind i bestyrelsen. Grunden er, at Studenterrådet på begge universiteter har lavet et sindrigt system med et væld af lister og valgforbund, som har til formål at sikre Studenterrådet begge de studerendes pladser i bestyrelsen:
"Det er demokratisk manipulation. Valget er reelt afgjort på forhånd," siger Simon Kollerup, der er næstformand i københavnsafdelingen af den Socialdemokratiske studenterorganisation, Frit Forum.
Flytte stemmer
Reelt sker der det, at alle stemmerne på studenterrådets repræsentanter ude på de enkelte fag ryger i forskellige puljer og kanaliseres ned til de to personer, som SR på forhånd har besluttet, skal vinde valget:
"Så de studerende tror, at de stemmer på deres kammerat fra studiet, der stiller op på en lille lokal liste. Men på grund af valgforbundene har han ikke en jordisk chance for at komme ind, så reelt stemmer man på den person, som SR har besluttet sig for, skal vinde," siger Simon Kollerup.
Ved det seneste valg på Københavns Universitet havde man således den situation, at en studerende havde fået flere stemmer end en af de studerende, der endte med at komme i bestyrelsen:
"Hun fik flere personlige stemmer. Men alligevel kom hun ikke ind. Hvor demokratisk er det?" spørger Simon Kollerup, som gerne så, at man fremover kun havde én liste fra Studenterrådet.
"Hvis der kun var én liste, ville det være til at gennemskue. Og dermed demokratisk," siger Simon Kollerup, som mener, at Studenterrådet på grund af listesystemet og de mange lokale lister får væsentligt flere stemmer, end de ellers ville få.
På universitetet i Århus har man et lignende system, fortæller Ask Foldspang Neve, der er repræsentant for Frit Forum i Århus:
"Folk ved ikke, at der er listeforbund og hvad det betyder. De tror, at når de stemmer på deres kammerater, så kan de komme ind, men det kan de ikke. Det er vildledning og det er bevidst vildledning," siger Ask Foldspang Neve, som bakkes op af formanden for Danmarks Liberale Studerende:
"Man har reelt skabt et ét-partisystem," siger Tej Friis Egefjord, som ved det seneste valg så, hvordan Studenterrådet i Århus 'guidede' de studerende til, hvordan man skulle stemme:
"Studenterrådet havde opstillet bærbare computere, som man kunne stemme fra - og stillet sofaer frem og lavet popcorn. Så gik spidskandidaterne rundt og vejledte folk i, hvordan man skulle stemme. Det er ikke direkte ulovligt, men det er bestemt heller ikke demokratisk," siger han. I Århus har blandt andre Ask Foldspang Neve forsøgt at få valgsystemet ændret:
"Det er valgudvalget, der sætter reglerne. Og det består af nogle fra administrationen og repræsentanter fra Studenterrådet. Vi har spurgt, om vi måtte være med, men det er valgudvalget selv, der bestemmer, hvem der skal sidde i valgudvalget. Så det havde de ikke lyst til," siger han.
Fagforening
Formand for Studenterrådet på Københavns Universitet, Pia Mejdahl Daugbjerg, mener ikke, at der er problemer med strukturen:
"Vi har helt forskellige holdninger til det. Vi anskuer ikke os selv som et parti, men snarere som en fagforening for de studerende. Og jo stærkere vi er, jo større indflydelse har vi over for ledelsen," siger hun.
Men det er problematisk, at Studenterrådene ser sig selv som fagforeninger, mener Simon Kollerup:
"Det er en mærkelig sammenblanding. Man siger, at man er en fagforening, men man stiller op som et parti. Det svarer til at 3F stillede op til Folketinget." Han bakkes op af Casper Mølk, der er med i studenterorganisationen Grøn Agenda:
"Når de stiller op til valg, så må man jo opfatte dem som et parti. Men i studenterrådet opfatter sig selv som en fagforening, der repræsenterer alle de studerende. Hvis man vil have en fagforening frem for et demokrati, så må man droppe det eksterne valg og kun have et internt valg i Studenterrådet. Ligesom LO vælger sin formand. Det ville faktisk være mere demokratisk og gennemskueligt. Lige nu har man et system, hvor studenterrådet sidder mellem to stole," siger Casper Mølck.
Pia Mejdahl Daugbjerg fra Studenterrådet på Københavns Universitet understreger, at de andre organisationer er velkomne til at møde op og få indflydelse gennem Studenterrådet:
"Jeg har aldrig set nogen fra Frit Forum i Studenterrådet. Mere de er mere end velkomne til at komme herind - så kan de jo selv være med til at præge vores organisation," siger Pia Mejdahl Daugbjerg. Men den invitation takker Simon Kollerup nej til:
"Vi har da overvejet det. Men vi føler ikke, at vores holdninger i tilstrækkelig grad kan bliver repræsenteret i Studenterrådet. Hvordan skulle en enkelt organisation i øvrigt kunne repræsentere samtlige studerende på universitetet. Det er naivt at tro, at det kan lade sig gøre."
Studiestart '08
Seneste artikler
Studenterpolitikken er vendt tilbage
1. september 2008Efter talrige år, hvor det studenterpolitiske arbejde var forbeholdt nørderne, popper der nu studenterpolitiske initiativer op over alt i universitetsverdenen - og stemningen omkring det studenterpolitiske er ved at vende...Studenterrådene må udfordres, hvis der skal være demokrati
1. september 2008For en god måneds tid siden modtog flere tusinde nye studenter dét brev, der fortalte dem, at de er blevet optaget på universitetet. Hos de fleste meldte sig sikkert et stort smil, da de havde åbnet kuverten, og universitetet bød dem velkommen...Fusion af salsa og studenterpolitik
1. september 2008Foreningen Colombian Students Watch laver studenterpolitik med internationalt udsyn, og via kulturel appel lykkes det dem at engagere danske studerende i colombianske forhold