Læsetid: 1 min.

Terrortiltalt veg ikke en tomme

Den terrortiltalte sprængstof-nørd AT havde anskaffet sig en særdeles minutiøs bombemanual under et ophold i Pakistan
Indland
23. august 2008

Det var en moppedreng af en bombemanual, som politiet under en ransagning fandt i en sofahynde hos den terrortiltalte AT. Det stod klart i går, da anklager Anders Riisager gennemgik de udførlige instrukser med overskriften "Til 3.000 personer", som den 22-årige selverklærede sprængstof-nørd fik overdraget under et ophold blandt religiøse ekstremister i Den Røde Moské i Pakistan.

Men han føjede selv mere til. Blandt andet blev ordene "vi laver med Guds vilje" noteret i marginen, ligesom en opskrift på en langsomt brændende lunte af tændstiksvovl blev produceret og filmet på mobiltelefon.

Kun eksperimenter

Den sprængstofinteresserede mand veg dog ikke en tomme fra sin tidligere forklaring om, at det blot var eksperimenter, som ikke skulle bruges til at krumme hår på nogens hoved.

Anklageren gjorde i det hele taget meget ud af AT's kontakt til moskéen i Islamabad. Ikke mindst AT's mailkorrespondance med en vis "Usman", der kort før AT's anholdelse i København den 4. september sidste år bad den 22-årige om information om, hvor "turisterne opholder sig i Karachi".

Dertil svarede AT, at turisterne opholder sig på steder som det danske konsulat og den svenske, australske og etiopiske ambassade.

"Mener du virkelig, at turister søger mod det danske konsulat. Det giver jo ingen mening," tordnede anklager Anders Riisager, der tydeligvis ikke var imponeret af AT's evner som rejseguide.

"Lad mig spørge dig direkte: Var det bombemål?", ville anklageren vide.

"Jeg ved ikke, hvorfor de spurgte. De kunne jo selv have fundet ambassadernes adresser på nettet, men jeg svarede bare, fordi jeg gerne ville til Pakistan. Jeg ville ikke bo i Danmark mere," svarede AT. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her