Anders Fogh Rasmussens sommerferie blev i år spoleret, efter at en række artikler i Berlingske Tidende pludselig kunne afsløre, at regeringens stramme udlændingepolitik er i konflikt med EU-regler om familiesammenføring.
Sagen udviklede sig ikke alene til en politisk varm kartoffel for regeringens karikatur af en integrationsminister, der længe kun kunne mobilisere tavshed som svar, nej, den lagde også reelt en bombe under VK-regeringens troværdighed i udlændingepolitikken, som selv efter statsministerens personlige involvering i sagen, endnu ikke er blevet demonteret.
Én ting står dog krystalklart. Hvis Fogh ikke med tiden får jaget en pæl igennem enhver tvivl om, at Danmark selv bestemmer sin udlændingepolitik, så vil vælgerne straffe Venstre hårdt ved næste valg. Det kan i værste fald koste partiet regeringsmagten.
Efter at sagen eksploderede, raslede Dansk Folkeparti længe med sablen i en sådan grad, at spekulationer gik om, at Dansk Folkeparti ville vælte regeringen. Men Fogh kender sine pappenheimere og havde ikke været hjemme ret længe, førend Kristian Thulesen Dahl faldt til patten og igen lovede regeringen fuld støtte.
Svært forår
Spektaklet med 'familiesammenføringsgate' sætter dog en tyk streg under, at Foghs syvende år som statsminister har været hans hidtil værste og sværeste periode på posten.
Det politiske forår var præget af den langvarige konflikt på det offentlige arbejdsmarked, der lammede store dele af sundheds- og omsorgssektoren. En stædig Fogh afviste blankt enhver politisk indblanding.
I dag er alle enige om, at Foghs vurdering af, hvor konflikten ville finde sin løsning, var lige på kornet. Det var ellers blevet spået, at konfliktens omfang og varighed ville gå ud over regerings popularitet, men meningsmålingerne tyder ikke på det, så Foghs håndtering af den sag var til topkarakter.
Forårets politiske forhandlinger blev overskygget af, at alle på Christiansborg og omegn gik rundt og talte om, hvornår statsministeren mon skulle til Bruxelles og hvilke topposter i EU m.v. han kunne komme i betragtning til. Fogh bidrog til spekulationerne med sit fravær både fysisk i form af et hyppigt rejseprogram og åndeligt ved en slet skjult manglende interesse for, hvad der skete herhjemme i andedammen.
Statsministeren undgik dog næppe at bemærke sin integrationsministers demonstrative illoyalitet over for den udlændingepolitik, som hun ellers var sat til at forsvare. Fogh havde også svært ved at skjule sin irritation over at følge sin finansminister, Lars Løkke Rasmussens, kvaler med at redegøre for bilag for taxikørsel, hotelfilm, fadbamser og casinobesøg både fra V-kronprinsens tid som amtsborgmester og som sundheds- og indenrigsminister.
Pressen og oppositionen fik dermed pr. stedfortræder hævn over en statsminister, som i hele sin tid som toppolitiker ikke er gået af vejen for at optræde som højtravende moralist over for sine politiske modstandere i SR-regeringen, som han beskyldte for pamperi og for at bruge statskassen som deres egen pengepung. Foghs trang til at spille hellig har derfor haft den omkostning, at Lars Løkke i en meget stor del af vælgernes øjne er for belastet til at blive Foghs efterfølger.
Løkkes held er, at disse vælgere - i hvert fald i første omgang - slet ikke bliver spurgt herom.
Udskudt folkeafstemning
Efterårets politiske dagsorden skulle have været fyldt ud med en diskussion og en folkeafstemning om EU-retsforbeholdet, men Fogh indså hurtigt, at chancen for et ja var forduftet, og aflyste klogt afstemningen.
Den vanskelige sag med EU-retten, der kolliderer med dansk udlændingepolitik, får lov til at dominere den politiske dagsorden de næste mange måneder frem. Og dermed er Fogh for anden gang på kun ét år bragt i en situation, hvor han har måttet skrotte alle sine forkromede drejebøger, der tilrettelagde forløbet af den politiske sæson. Sidste år måtte Fogh udskyde sine planer om at afholde folketingsvalg i september på grund af skatteballaden med de konservative, men i år er det selvsagt langt værre.
Fogh har indtil nu haft held til at parkere en del af de for regeringen farlige eller ubehagelige, men vigtige diskussioner om klima, arbejdsmarked og skat i diverse udvalg og kommissioner. Her sidder 'smagsdommere' og eksperter for ad åre at barsle med allehånde politiske forslag til regeringen.
Men nu da efterårets EU-afstemning er afblæst, har Fogh brug for en ny politisk dagsorden, og han har derfor pludselig sat turbo på politikudviklingen og smækket endnu en fempunktsplan på bordet, der blandt andet indeholder initiativer, der skal skaffe flere hænder til det hungrende arbejdsmarked. Fogh har også hevet den gamle traver om, at de offentligt ansatte er plaget af regeltyranni, af stalden.
Og så har statsministeren brugt tid på at give interview i New York Times, hvor han overraskende foreslår højere benzinafgifter for at få folk til at køre mindre i bil. Med dette hos borgerlige vælgere upopulære forslag tager Fogh således hul på opgaven med at give regeringen den ønskede miljøprofil, som oppositionen længe har efterspurgt.
Sidste salgsdato
Selv om 2008 har været et Fogh-regeringens sværeste, er det ikke til at se i meningsmålingerne, der fortsat viser VKO-flertal. Det er muligt, at VK-regeringen er ved at blive træt, og at Fogh nærmer sig sidste salgsdato for statsministre.
Det gør dog næppe den store forskel, når den opposition, statsministeren er oppe imod, både er internt splittet, ofte usynlig og i øvrigt sjældent formår at fortrænge Fogh fra den politiske dagsorden. Men venter oppositionen længe nok, så ser de til gengæld nogle af deres egne forslag blive vedtaget af den borgerlige regering, som de ønsker at fortrænge fra magten. Sådan indeholder politik som bekendt så mange paradokser.
