Læsetid 12 min.

Aladdins verden

For fire år siden blev den nu 29-årige Aladdin Petersen indlagt på den lukkede afdeling. Nu skal han igen træde ud i samfundet. Er Aladdin klar, og er omverdenen klar til ham? Ni ud af ti skizofrene unge kan få et normalt liv igen, siger de på Københavns Vestegn. Men førtidspension og fordomme står i vejen
9. september 2008

To mænd, en ung kvinde og en seksualvejleder går ned ad Købmagergade i København. Det er sidst på eftermiddagen, og der er fyldt med indkøbsglade teenagere, street performere og travle forretningsfolk. Midt i mylderet kommer en flok promotionpiger trissende i høje hæle og guldfarvede, korte nederdele. De bliver fulgt med øjnene, især af vores to mænd.

Dengang Aladdin var teenager, havde han masser af piger.

De var 20-30 unge i technomiljøet omkring Amager Bio, der hang ud sammen, og der var næsten altid ecstasy eller speed med.

Aladdin fik det rart i kroppen af stofferne, og han så sjove ting for sig, når han havde sex, som den stribede verden eller de små mænd, der dansede på plantebladene.

Engang spiste han 35 piller på under 24 timer, og det gjorde ham paranoid. Var Aladdin dengang gået ned gennem det menneskeproppede Købmagergade, ville han have følt, at alle gloede på ham.

Det gør han ikke i dag.

Efter at have røget 20 gram hash på en uge, begyndte Aladdin at råbe alt, hvad han følte, højt. Han vidste godt, at det ikke var normalt det, der skete, men han kunne ikke stoppe ordene. Til lægerne på det psykiatriske hospital i Glostrup sagde Aladdin, at hans urinblærer var bristet flere gange, men spontant vokset sammen igen. At et modermærke var et stjernekort med forbindelse til guderne. Og at han følte sig som en dansk Gud. De diagnosticerede ham med paranoid skizofreni.

Fire år efter, denne eftermiddag på Købmagergade, forklarer seksualvejlederen Aladdin og de andre unge, at det for at flirte og score er vigtigt at være åben, smile og have øjenkontakt.

Aladdins kammerat fra bo- og behandlingstilbuddet Kløverengen i Ishøj stopper op.

"Jamen, skal vi score?" spørger han lidt forskrækket.

Aladdin griner. Han ved godt, at de bare skal træne lidt.

De seneste tre år har Aladdin øvet sig tilstrækkeligt på at vende tilbage til et normalt liv, til at han nu føler sig klar. Inden for seks måneder flytter han fra Kløverengen, siger han.

Slut med reservater

Kl. 7.30 morgenen før flirteudflugten på Købmagergade står 29-årige Aladdin klar med tommestok i håndværkershortsene. De første beboere fra Kløverengen siver ind i Cafe Hjerterummet. Caféen har dyre designerstole, og lamperne er lavet af små campariflasker. Her lugter ikke af institution, og det er også meningen. Beboerne har selv bestemt, hvordan caféen skal være, og de udgør også det meste af arbejdskraften.

Aladdin taler med to håndværkere om dagens opgaver: En børnehave skal males, og en direktør have bygget en terrasse i teak.

"I starten føler de unge, at de har et kæmpe skilt på ryggen, hvor der står: 'Jeg er syg og farlig'. Men det ændrer sig, for når vi arbejder, er ingen sindssyge, så er vi alle håndværkere på fuld knald," siger en af håndværkerne, der er ansat til at arbejde med de unge i 'Firmaet'.

Aladdin mener, at alle mennesker kan arbejde. Det er et spørgsmål om vilje.

"Dem, der siger: 'Jeg er dømt syg, så jeg kan ikke lave noget', synes jeg ikke er særlig fede. Hvis man vil, så kan man godt gennemføre en normal hverdag, også selv om man er psykisk syg. Du vælger selv, om du vil arbejde eller sidde på din flade," siger han.

Efter tre år på Kløverengen er stofferne og vrangforestillingerne for længst forduftet, og når Aladdin selv skal sige, hvordan han er nået dertil, er svaret "eget initiativ".

"Kun to gange i mit liv har jeg seriøst ikke kunnet lave noget. Den ene gang var, da jeg slog halebenet på skituren til Norge. Den anden var, da jeg stod på det psykiatriske hospital med smerter i hele kroppen."

Bemærkningerne fra Aladdin rammer essensen af det, Kløverengen gerne vil: At få de skizofrene unge til selv at tage ansvar for at komme tilbage til livet - også selv om de er parkeret på livslang førtidspension og er 'gak-gak', som beboerne selvironisk kalder det.

Filosofien hedder recovery, og med den til stede i alt, hvad de foretager sig, håber Kløverengen, at ni ud af ti beboere kan rehabiliteres inden for fem år.

Det står i kontrast til den attitude, der ifølge kritikere stadig hersker i dele af psykiatrien: At skizofreni er en kronisk lidelse, man skal leve med resten af livet.

Midlet er at svinge en så stor vifte af tilbud foran de psykisk syge, at det til sidst får dem ud af sengen, fordi der er noget i den vifte, de ikke kan modstå.

Aladdin begyndte med at slå græs i Kløverengens have, men da Kløverengen oprettede sit eget håndværkerfirma kaldet 'Firmaet', slog han for alvor til. I begyndelsen var håndværkerne nervøse for, om Aladdin og de andre unge kunne klare arbejdet. Første opgave var at sætte kabler op til dørtelefoner i 45 opgange. Arbejdet var sat til tre måneder, men efter tre uger var de færdige.

"Vi knoklede som sindssyge," husker Aladdin.

I dag arbejder han for Firmaet to dage om ugen og har et løntilskudsjob som altmuligmand hos Volkswagen tre andre dage. Her bliver Aladdin rost for at være "en mand med muskler, der kan tage fat".

Men der sker også andre ting på den københavnske vestegn, som skal bryde muren mellem botilbud og omverden ned. Snart skal Café Hjerterummet åbnes for alle andre vestegnsborgere. Kontorerne med beboernes sagsmapper skal have døren revet af. Og navnet Kløverengen skal slettes. For beboerne bor ikke på en institution, de bor i egen lejlighed på en vej, der har et navn og nogle numre.

"Det er slut med at bygge reservater," siger forstander Per Heinecke.

Også de svages filosofi?

Selv om der er sket meget i psykiatrien de seneste år, så er der stadig mange skizofrene, der får det indtryk, at de aldrig kan slippe af med sygdommen, fastslår cand.pæd. Pernille Jensen, som tidligere har lavet et treårigt undersøgelsesprojekt om recovery for Landsforeningen Bedre Psykiatri. Og det er uheldigt, for det er netop troen på egen helbredelse, der er afgørende for, om det også lykkes at overvinde den psykiske lidelse.

Det er i hvert fald en af konklusionerne i et 25-års studie fra Verdenssundhedsorganisatioen (WHO), som blev udgivet i fjor.

"Hvis du får at vide, at du har en kronisk sygdom, så indretter du dig på det. Hvis du derimod får at vide, at du har en episodisk forstyrrelse, som du skal hjælpes igennem, så er der langt større sandsynlighed for, at du faktisk kommer videre," forklarer Pernille Jensen, der nu er udviklingskonsulent for et bosted for psykisk syge i Gladsaxe.

Allerede i 1970'erne viste de første forskningsresultater, at omkring 50 pct. af alle skizofrene har mulighed for at komme sig. Resultaterne vakte uro, fordi de rokkede ved det herskende kronicitetsparadigme, men i dag er det almindeligt accepteret, at flertallet af de skizofrene kan opnå et velfungerende liv med arbejde og sociale relationer.

Recovery-filosofien vandt for alvor frem i den angelsaksiske verden for omkring 15 år siden. Et af de mest kendte eksempler er fra USA, hvor psykiatrichef i Colorado, Richard Warner, formåede at motivere 85 pct. af de skizofrene i sit område til at komme i arbejde.

Ledende overlæge fra psykiatrien i region Sjælland, Michael Bech-Hansen, giver et andet recovery-eksempel fra en psykiatrikonference i USA:

En psykisk syg mand, som fremstår uhygiejnisk og bizart klædt, siger, at han vil arbejde i restaurationsbranchen. Det virker uforeneligt med hans fremtoning, men man tager ham alligevel med ud for at se på en restaurant. På restauranten opdager man, at den psykisk syge helst vil arbejde med forefaldende opgaver på lageret og ikke i frontlinjen, og han får jobbet.

"Nøgleordet er at tage de psykisk syges egne ønsker seriøst på en hel ny måde. Tidligere ville man have sat den mand til at samle klemmer," siger Bech-Hansen.

Først fra årtusindeskiftet er recovery-filosofien for alvor kommet til Danmark, og overlægen erkender, at psykiatrien tidligere har svigtet, når det kom til at hjælpe de psykisk syge i gang. Han advarer dog samtidig mod, at filosofien kan have farlige undertoner, fordi den ofte er forbundet med en anti-medicinsk holdning.

"Mange af de psykisk syge kan se fordelene ved at tage deres medicin, men vil samtidig gerne stoppe, fordi den giver bivirkninger. Jeg frygter, at vi får bestyrket nogle af de meget svage patienter i, at bare de tager ansvar for deres liv, så behøver de ikke tage deres medicin."

Overlægen mener også, at dem som vitterlig er kronisk syge, risikerer at ende som taberne.

"Der vil være nogle af de dårligste, der ikke kan tage ansvar, uanset hvor meget de prøver. På den måde risikerer man uforvarende at pålægge dem en skyld for, at de ikke bliver raske," siger han.

Ingen briller til Aladdin

Selv om Aladdin forsøger at ryste sin sygdomsfortid af sig, er det ikke altid, han slipper for den. En eftermiddag tager jeg med ham til en optiker i Glostrup Centret for at købe briller. Der er to par briller for ét pars pris, og det tilbud vil han gerne slå til på. Aladdin har dog ingen penge. Han skylder omkring 50.000 kr. i forbrugslån for et tv, en DVD-afspiller, en Xbox og flere andre ting. Oveni betaler han af på en gæld for et større checkbedrageri, han lavede dengang, han var på stoffer.

Aladdin vil tage et nyt forbrugslån til brillerne og indtaster sine oplysninger på computeren i butikken. Om ti minutter får han svar på, om han kan få lånet.

Engang ringede Aladdin til et leasingselskab, fordi han ville have et nyt tv. Da selskabet havde tjekket Aladdins adresse, spurgte manden i røret:

"Bor du på det der bosted Kløverengen?"

"Ja, svarede," Aladdin.

"Så kan vi ikke hjælpe dig," sagde manden.

Når Aladdin taler om at flytte fra Kløverengen, så er det ønsket om at have sit helt eget sted, han nævner. Sin egen lejlighed og sit eget køkken, hvor han selv kan bestemme, hvad der skal være i køleskabet. Men det handler også om at blive betragtet som borger på lige fod med alle andre, og det sker ikke altid, når man bor på Kløverengen.

Når en beboer ringer til lægen, bliver der for eksempel svaret, at personalet på Kløverengen da kan tage blodtrykket. Og da personalet opdagede, at der blev handlet med stoffer og ringede til politiet, svarede ordensmagten:

"Men det er da meget almindeligt med en vis grad af selvmedicinering hos jer, er det ikke?"

Hos optikeren har Aladdin fået negativt svar fra låneselskabet. Han opdager, at der er Nordea Finans, han har søgt lånet hos - det var Nordea han i sin tid bedrog.

"Jeg har betalt af hver måned i 10 år, og det forfølger mig stadig. Men jeg hakker ikke mig selv i hovedet med det, for det trækker mig bare ned," siger Aladdin.

Der er noget, der nager Aladdin mere, og som får ham til at overveje, om det overhovedet er en god idé at forlade Kløverengen og kaste sig ud på arbejdsmarkedet.

Problemet er, at Aladdin får flere penge ud af at beholde sin førtidspension og i stedet arbejde et begrænset antal timer ved siden af.

"Det er totalt at latterliggøre folk, at man tjener mere som pensionist, end man gør som hårdtarbejdende borger. Dem, der er på pension skal kunne leve rimeligt, men dem, der arbejder hårdt, skal kunne leve mere end rimeligt," mener Aladdin.

Danmark har omkring 250.000 førtidspensionister, næsten halvdelen på grund af psykiske lidelser. Men Aladdin er også bekymret for at give helt slip på sin pension, for skulle han få et tilbagefald senere i sit liv, så skal han starte helt forfra på bistandshjælp.

I form til at flirte

I Café Hjerterummet hænger en ung kvinde på en af barstolene. Hun holder styr på Firmaets fakturaer, men har lige været væk fra sit arbejde i tre uger, fordi hun pludselig ikke kunne overskue noget og slugte knivbladene fra en hobbykniv.

"De havde sådan en grim bismag af plastik," siger hun.

For gæsten kan tonen forekomme barsk, men for de unge er den en del af hverdagen. En hverdag, der synes fjernere og fjernere fra Aladdins verden, men som alligevel spøger.

En ung mand, der var nået lige så langt væk fra sin sygdom som Aladdin, udviklede for nylig en psykose. Han kunne ellers det hele, sang og rappede i Kløverengens musikstudie og knoklede som kok i køkkenet. I sin iver var han også begyndt at trappe sin antipsykotiske medicin ned, og det var mere, end han kunne klare. Han udviklede en psykose og er nu indlagt på det psykiatriske hospital Skt. Hans.

"Men han kan stadig huske, da det gik godt, og når han kommer tilbage, skal vi arbejde videre med de succeser, han havde," siger Per Heinecke.

Når forstanderen taler om recovery, bruger han ord som håb, kompetencer, indflydelse, partnerskaber, sociale netværk, engagement og social inklusion.

Han afviser Bech-Hansens frygt for, at de svageste bliver taberne.

"Processen med at komme sig er lige så forskellig, som vi mennesker er forskellige, og de, der har brug for støtte og omsorg, får det også. Recovery tager netop udgangspunkt i individet," siger forstanderen og fortsætter:

"Det er når vi handler, at vi opdager, hvilke talenter vi rummer. Nogle gange går det godt og andre gange knap så godt. Men det er sådan, at vi med tiden opbygger en sikker fornemmelse for os selv."

Da den unge mand kom til det lukkede Skt. Hans, havde han meget svært ved at lægge friheden fra Kløverengen fra sig. 'Det er min menneskeret at ryge, du kan selv spørge Per Heinecke om det!,' sagde han.

På Kløverengen bestemmer beboerne selv over deres lejligheder, hvem de får besøg af, og hvornår de går i seng. Nedturene er en del af læreprocessen, for sådan er det med periodiske forstyrrelser i hjernen eller "forbigående grænsepsykoser" som digteren Michael Strunge kaldte det.

I bilen på vej hjem fra flirteturen på Købmagergade, taler Aladdin og seksualvejlederen om følelser. Aladdin siger, at han ikke har haft nogen stærke følelser de sidste mange år. De taler også om at være bange, og de taler om angst.

"Angst, er det også en følelse, er det ikke en sygdom?" spørger Aladdin.

Han er ikke i nærheden af angsten mere, siger han, men han tager stadig sin medicin. Hjemme på Kløverengen går Aladdin og seksualvejlederen på chatten på www.hjerterummet.dk - en netværksportal for unge sindslidende, som Aladdin har været med til at starte. Ved siden at computeren ligger et gammelt pas. På pasfotoet er der en 19-årige ung og slank mand med stilsikkert hår og glimt i øjet.

"Jeg kunne ikke være i fred for pigerne, jeg havde næsten en med hjem hver nat. Det var lidt vildt, men fand'me hyggeligt," bemærker Aladdin.

Han har haft flere kærester på Kløverengen, men i dag er han single. Når han taler om, hvordan hans næste kæreste skal være siger Aladdin:

"Hun skal være et flinkt menneske."

Han tøver lidt, men fortsætter så:

"Og så må hun godt se godt ud. Selv om det godt kan være svært, når man ser ud, som jeg gør. Når man har lidt mave på og sådan."

I hjørnet af lejligheden står en træningsmaskine, og Aladdin har bestilt to håndvægte hjem. Snart skal han for alvor møde verden udenfor, og det er trods alt nemmere at flirte, når man føler sig i form.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Marian B. Goldstein
Marian B. Goldstein

Rosværdigt, at "psykisk syge" for en gangs skyld ikke fremstilles som utilregnelige øksemordere af pressen! Men ærgerligt, at heller ikke Information tør at gå det mindste mod mainstreamen, når det kommer til "behandlingen", og skynder sig at flette flere vink med vognstangen ind i artiklen: "Tag din medicin eller bliv psykotisk igen og førtidspensionist!" Mens det desværre forholder sig omvendt, som blandt mange andre, også denne, sidste år offentliggjorte, studie tydeligt viser: http://psychrights.org/research/Digest/NLPs/OutcomeFactors.pdf

Som den amerikanske terapeut Ron Unger skriver på sin blog: "Det er lidt af en trist spøg at tale om at 'empowere' brugere, og så at gøre en indsats for at holde dem på medikamenter, der forårsager svind i den hjernedel, der gør det muligt for dem, at træffe beslutninger."

Brugerbillede for Kim Gram

@Marian B. Goldstein

"Som den amerikanske terapeut Ron Unger skriver på sin blog: "Det er lidt af en trist spøg at tale om at 'empowere' brugere, og så at gøre en indsats for at holde dem på medikamenter, der forårsager svind i den hjernedel, der gør det muligt for dem, at træffe beslutninger."

------------------------

Det sidstnævnte er vel egentlig bare en nødvendig del af tilpasningen til det nuværende samfund :-(