Da Anker Jørgensen er uforskammet mod USA

Den 30. april 1975 ved frokosttid er det endeligt forbi.

Kort forinden er den amerikanske ambassadør i Syd-vietnam som en af de sidste evakueret ud til hangarskibet Blue Ridge, som sammen med andre amerikanske flådefartøjer ligger for anker ud for kysten. Ambassadøren flygter fra taget af ambassaden med helikopter, inden de sydvietnamesiske partisanhære i løbet af få timer indtager Saigon og hejser revolutionsregeringens hidtil forbudte blå-røde flag med den gule stjerne over præsidentpaladset.

Efter mere end 12 års krig kan amerikanerne gøre det blodige regnebræt op: Krigen mod Vietnam, Laos og Cambodja har kostet USA 825 milliarder kroner - foruden 56.550 dræbte og 303.622 sårede soldater, mens 2.949 soldater er meldt savnet. Det samme er 3.700 jetfly og 5.000 helikoptere. I alt har amerikanerne nedkastet 7,6 millioner ton bomber over Indokina. Det er mere end tre gange den samlede mængde, som allierede bombefly nedkastede over Tyskland under Anden Verdenskrig.

"Naive medløbere"

Hvordan beskriver Danmarks to store borgerlige aviser, Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, det sidste kapitel af Vietnam-krigen? Mens store dele af verden højlydt glæder sig, synes dækningen i de to aviser, ikke mindst på lederplads, forknyt og sammenbidt. Det ses for eksempel i Jyllands-Posten, hvor lederskribenten uden videre kalder alle, der glæder sig over udviklingen, for kommunister:

"Sydvietnam er blevet befriet, siger kommunisterne og deres naive medløbere," skriver avisens anonyme lederskribent således den 1. maj 1975.

Det ses ligeledes, når Berlingskes lederskribent den 3. maj 1975 harcelerer over, at "partierne på den yderste venstrefløj overgik hinanden i smagløse lykønskninger og glædesudbrud i anledning af Vietnam-krigens udfald og markerede derved endnu en gang deres udenrigspolitiske isolation i Folketinget".

Go Anker, go go go

Da statsminister Anker Jørgensen om aftenen den 30. april til Radioavisen fremsætter sin mening om USA, kommer lederskribenterne op i det røde felt. Sjældent, hvis overhovedet nogensinde, er en dansk statsminister blevet sådan udskældt i efterkrigstiden. Så hvad udtaler Anker Jørgensen til Radioavisen?

"Værre bliver det naturligvis, når udlandet - jeg tænker ikke mindst på USA - har blandet sig, som tilfældet har været. Også USA har jo totalt fejlvurderet situationen og baseret sin indsats på et falskt ideologisk grundlag. Det fortæller lidt om, at USA's udenrigspolitik er alt for snæver og alt for konservativt inspireret," siger Anker Jørgensen, der siden sin tid som forbundsformand for arbejdsmændene aldrig har lagt skjul på sin modstand mod USA's krig i Vietnam.

Dagen efter fastslår en kommentar på ledersiden i Berlingske Tidende om statsministeren, at "han taler ikke for Danmark". Skribenten bag den usignerede kommentar mener også, at Anker Jørgensens "uforskammetheder mod USA" vidner "om den totale mangel på forståelse i den nuværende regering for de kræfter og følelser og hensigter, der har skabt Amerikas alliancepolitik i det sidste kvarte århundrede".

Lederskribenten i Jyllands-Posten er mindst lige så oprørt og skriver 1. maj om Anker Jørgensens "hovedløse og forhastede kommentar, der forhåbentlig har sin væsentligste baggrund i elementær uvidenhed og svigtende indsigt suppleret af dårlig rådgivning". Og som lederen fortsætter: "Anker Jørgensens vurdering af USA's udenrigspolitik som baseret på 'et falskt ideologisk grundlag' er i virkeligheden faretruende, for den indebærer den følgeslutning, at den kommunistiske ideologi er den sande. Hvor klodset afslørende kan det egentlig tillades en statsminister at komme af sted? Hvorfor dette spark til en stor allieret, der netop har gjort, hvad Anker Jørgensen og hele den vesteuropæiske Palme-front har forlangt, nemlig trukket sig ud af Sydøstasien og slået hånden af Hanois modstandere?"

Sammenbruddet

Den amerikanske flugt kommer ikke bag på offentligheden. Slet ikke på de to store toneangivende borgerlige aviser, der dagligt rapporterer fra krigens slutfase (såvel som fra dagene efter), selv om hverken Berlingske Tidende eller Jyllands-Posten har egne korrespondenter i Saigon, som Information, B.T. og Danmarks Radio har.

Dag for dag beskriver begge aviser, hvordan tusindvis af amerikanske militærrådgivere, forretningsfolk og journalister evakueres med helikoptere til de ventende krigsskibe, mens umenneskelige kaosscener udfolder sig blandt vietnamesere, der forsøger at komme med ud.

Ser man på sprogbrugen i de to aviser, er der sket en vis nuancering i forhold til tidligere. Tydeligst i de artikler, som avisernes egne journalister skriver. Hvor de sydvietnamesiske partisaner tidligere over én kam blev afskrevet som 'kommunister', så skriver Berlingske Tidende nu omhyggeligt 'befrielsesfronten'.

I artikler skrevet af amerikanske journalister kaldes partisanerne stadig 'kommunistiske tropper' eller 'Vietcong-agenter'. Også Jyllands-Posten bruger i egne artikler formuleringerne 'Sydvietnams befrielsesfont', 'sydvietnamesiske partisaner og nordvietnamesiske styrker' eller endda 'FNL-styrkerne', men skiftet til et mere neutralt ordvalg er lidt mindre konsekvent i den jyske avis. Således skriver Jyllands-Posten af og til 'kommunistiske styrker', mens Saigon-styrets soldater tituleres som 'regeringstropperne'. Stadig er det amerikanske nyhedsbureauer, der er de to toneangivende borgerlige avisers altovervejende hovedkilde.

Cementlånet

Mest af alt synes både Berlingske Tidende og Jyllands-Posten optaget af de hjemlige aspekter af krigen, når den behandles på lederplads. Det drejer sig for eksempel om, at den socialdemokratiske mindretalsregering netop har fået afvist et lån på 150 millioner kroner til en FLSmidth-cementfabrik i Nordvietnam. Forslaget har været længe undervejs og er også tidligere blevet godkendt af Poul Hartlings smalle Venstre-regering (dec. 1973-feb. 75), men i sidste øjeblik bremses det af de borgerlige partier Venstre, Konservative, Kristeligt Folkeparti og CD. Det sker få dage før sammenbruddet i Vietnam, og det er lederskribenten i Berlingske Tidende den 26. april meget tilfreds med:

"Dansk Vietnam-politik har i en årrække haft en hældning, som vitterlig har skabt os visse udenrigspolitiske vanskeligheder, og at der nu rettes lidt op herpå, er bestemt ingen skade til. I den aktuelle krigssituation, som Nordvietnam har et hovedansvar for, er en udskydelse af lånet helt rimeligt."

Jyllands-Posten langer også ud efter cementlånet, som i en leder den 30. april kaldes "det besynderlige forslag". Hvis "Danmark skal belønne aggressorer som Nordvietnam, er det en noget kedelig hovedlinje, som udenrigsministeren i fremtiden vil få det allerstørste besvær med at samle tilslutning til", mener lederskribenten, ikke mindst fordi Danmarks medlemsskab af NATO "placerer os i en anden lejr end den nordvietnamesiske", skriver Jyllands-Posten.

'Ægte ikke-kommunist'

Mens soldaterne fra det sydvietnamesiske styre kæmper en sidste desperat kamp i Saigons forstæder, giver Jyllands-Posten ordet til den dengang kendte og noget berygtede højreekstremist Henning Jensen. Sådan titulerer Jyllands-Posten ham ikke, men vælger i stedet på forsiden den 26. april at lancere Henning Jensen som "en ægte ikke-kommunist".

Denne 'ægte ikke-kommunist' har i 1975 i mange år fungeret som en slags officiel 'informationschef' for det sydvietnamesiske styre, som han venligt karakteriserer som "halvdemokratisk". Henning Jensen mener, at "solide" kendsgerninger "enten forties eller ordnes i en bisætning" i den danske debat om Vietnam, for som han siger: "At der er nok af fejl og mangler i det nuværende Sydvietnam, ja, det kan vi alle blive enige om. De er dog kun bagatelagtige mod de fejl og mangler, der i dag hersker i Nordvietnam, og som nu med vold skal eksporteres til Sydvietnam."

En leder den 1. maj giver Berlingske Tidende rubrikken Ingen krig, men ingen fred, og lederskribenten beskriver 'kommunisternes' sejr, hvorved slaget er "uafvendeligt tabt for de kræfter, der gjorde mere end muligt for at sikre Sydvietnam en selvstændig eksistens. Den er endt i en fuldstændig ydmygelse af de håb, der engang var om at holde et fristed for de gode viljer." Og selv om krigsafslutningen "også uden for Vietnam (...) fornemmes som en lettelse", så er det "ikke en tillidsfuld konstatering, for det er ikke en verden i fred af den grund, og hvis det er en lettelse, er den uden glæde."

Anker igen-igen

Heller ikke Jyllands-Posten mener, at der er noget at fejre: "Det kommunistiske Nordvietnam har med støtte fra de rivaliserende kommunistiske stormagter og en såkaldt folkebevægelse, som det i vidt omfang selv har bemandet, ført en angrebskrig til sejr. Baggrunden er massive løfte- og aftalebrud efter våbentilstanden og fredsaftalen fra 1973 samt det hysterisk betonede pres, der har været lagt på USA - ikke mindst fra dets europæiske allierede," skriver lederskribenten den 1. maj.

Lederen fortsætter i samme baner, som avisen fire dage tidligere har citeret højreekstremisten Henning Jensen for: "Skiftende styrer i Saigon har med rette kunnet kritiseres, men det sydvietnamesiske folk har nu formentlig for stedse mistet alle muligheder for at få et system med blot antydning af demokratisk og menneskeværdigt islæt."

To dage senere kredser endnu en leder i Berlingske Tidende om statsministerens "utrolige Vietnam-kommentarer". Ifølge Berlingske Tidende har Anker Jørgensen "i den grad (...) blameret både sig selv, sin regering og nationen". Også den følgende dag - for øvrigt Danmarks befrielsesdag - bliver Anker Jørgensens udtalelser behandlet på ledersiden af Berlingske Tidende, nu for tredje gang. Anledningen er, at den amerikanske ambassadør i Danmark har afleveret, hvad Berlingske Tidende og Jyllands-Posten enslydende kalder en "skarp protest" til den danske statsminister.

Herom skriver Berlingske Tidende, at "det har sikkert overrasket mange, at USA har protesteret mod statsminister Anker Jørgensens udtalelser om Vietnam og USA. Har amerikanerne da ikke lært, at man ikke skal tage Anker Jørgensens udenrigspolitiske ytringer alvorligt? Det har amerikanerne ikke, og det manglede også bare. Den danske statsminister må naturligvis tages højtideligt, når han udtaler sig på regeringens og landets vegne." Mener altså den samme avis, der to dage tidligere på samme plads i avisen fastslog, at Anker Jørgensen "taler ikke for Danmark".

Få dage inden har Jyllands-Posten bragt et portræt af den amerikanske udenrigsminister Henry Kissinger, skrevet af Ole Bernt Henriksen. Portrættet er bygget op omkring historien om humlebien, der ikke kan flyve, men gør det alligevel. Kissinger har måttet hænge sin supermandsdragt på bøjle kalder OBH sin artikel, der er forsynet med underrubrikken: "Kissinger ser kongressens indblanding som den væsentligste årsag til sine nederlag, men fiaskoer er mere berømte end andre menneskers sejre".

Portrættet ender med følgende: "Sandt at sige er holdningen til Kissinger stærkt dobbelttydig - svingende fra forargelse over Vietnam-aftalernes ringe holdbarhed til gedigen lettelse over, at facit blev, hvad et flertal i Kongressen så åbenlyst ønskede, fra kritik af fiaskoen i Nærøsten til taknemmelighed over den skrøbelige fred, fra mistro til beundring for den fysiske og intellektuelle styrke, som Kissinger har bevaret op gennem modgangen. Men problemet med bien, der alligevel flyver, og kommunisterne, der alligevel opfører sig som kommunister, er stort og svært at se bort fra. Det er til syvende og sidst problemet, om en stor teoretiker og en stor praktiker lader sig forene i selv en stor og rummelig skikkelse som Henry Kissingers."