Halvdelen af københavnerne skal tage cyklen på arbejde i 2015! Spar 80.000 ton CO2 om året! 80 pct. af cyklisterne skal føle sig trygge i trafikken!
Sådan har mål og løfter i årevis lydt fra Københavns Rådhus, men med budgetforliget for 2009 er håndbremsen trukket for en række projekter til forbedring af trafiksikkerheden og fremkommeligheden for cyklister.
Trafiksikkerhedsprojekter for over 50 mio. kr. annulleres. Tilsvarende projekter for 88 mio. kr. i 2009 udskydes, det samme gælder nye cykelstier for i alt 51 mio. kroner.
Politisk ordfører for Socialdemokraterne i København, Anne Vang, afviser, at budgetaftalen er hård ved de bløde trafikanter.
"Vi har forinden spurgt i forvaltningerne, hvilke projekter, der alligevel ikke kunne forventes nået i 2009. En af grundene til, at cykelprojekterne ikke gennemføres så hurtigt er, at Teknik- og Miljøforvaltningen tidligere har fået rigtig, rigtig mange penge, som tager lang tid at bruge. Havde vi beholdt alle pengene på anlægsbudgettet for 2009, ville det være endt et vanvittigt rædselsscenario, fordi det ifølge kommunernes aftale med regeringen ville udløse en kæmpebod," siger Anne Vang og fastholder, at når betingelserne var sådan, har man fået flere cykelstier for pengene end forventet.
Og overborgmester Ritt Bjerregaard (S) skriver på sin hjemmeside, at forliget samlet set resulterer i "en lidt mere socialdemokratisk by".
'Ritt er ikke troværdig'
Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R), der i budgetforliget har mistet to tredjedele af sit bruttoanlægsbudget, er ikke enig i, at cyk-listernes forhold og trafiksikkerheden står uantastet.
"Hele visionen om København som verdens førende cykelby har fået et ordentligt tryk 16. Man har valgt at finansiere skattelettelse med ting, der går ud over cyklernes fremkommelighed - samtidig med at markedsføringen af cykelbyen finder sted. Det sætter spørgsmålstegn ved overborgmesterens troværdighed," siger Klaus Bondam og tilføjer:
"Det dummeste er, at man har sendt sikre skoleveje ud i fremtiden. Sammenholdt med, at bilernes hastighed i disse år er stigende, gør udskydelsen af forbedrede skoleveje, at København bliver en mere trafikusikker by. Oven i købet er pengene til trafikadfærdskampagner helt skåret bort."
Bondam er enig med Socialdemokraterne i, at den oprindeligt udmeldte anlægssum var for høj i forhold til kommuneaftalen med regeringen: "Men der var fra Socialdemokraternes side ikke vilje til at føre reelle forhandlinger med mig. Og det er ikke rigtigt, at projekterne alligevel ikke kunne nå at blive realiseret i 2009. Det gælder for eksempel sikring af skolevejen omkring Sjællandsgade Skole, som nu er udskudt," siger Bondam.
Venstre nedgør cyklister
"Besparelserne på cykelruterne er et kæmpe tilbageslag for at nå Københavns mål på miljøområdet," siger direktør i Dansk Cyklistforbund, Jens Loft Rasmussen, som retter hård kritik mod Venstres medlem af det københavnske teknik- og miljøudvalg, Lars Dueholm, der i går sagde til pressen, at han ikke ser de store problemer ved besparelserne for cyklister. Venstremanden kalder grønne cykelruter for politiske prestigeprojekter for Klaus Bondam og siger, at de mere tjener et politisk end trafikalt formål.
"Det er uhyrlige udtalelser. Københavnerne har taget den grønne cykelrute til Nørrebro til sig, og der er 5.000 cyklister, som dagligt kører over Bryggebroen ved Fisketorvet. Laver man attraktive anlæg, bliver de brugt," siger Jens Loft Rasmussen.