Læsetid: 2 min.

Brigadegeneral foreslår Helmand-tillæg

Ligesom i Sverige bør danske soldater have et særligt løntillæg, når de er udsendt på ekstra krævende, primitive og farlige missioner. Det foreslår brigadegeneral Peter Bartram. Fagforeninger bakker forslaget op
29. september 2008

Soldater, der udsendes til områder med et ekstra højt trusselsniveau eller specielt dårlige indkvarteringsforhold, skal have økonomisk kompensation, ligesom svenske soldater får. Det anbefaler brigadegeneral Peter Bartram, der er chef for hærens 1. Brigade og ansvarlig for uddannelsen af de soldater, der sendes til Helmand.

Han mener, at et sådant ulempetillæg kan bidrage til at løse forsvarets problemer med at få soldater til Helmand.

"Det er jo Helmand, vi har problemer med at rekruttere til, og jeg er overbevist om, at et særlig Helmand-tillæg vil gøre det mere attraktivt at tage af sted," siger han.

Idéen stammer fra Sverige, hvor et pointsystem afgør, hvor stort tillægget skal være. De svenske soldater kompenseres bl.a., når trusselsniveauet er ekstra højt, klimaet særligt krævende, og når hygiejneforhold, bespisning og indkvartering er særligt ringe.

For omkring 200 af de 700 danske soldater i Helmand er forholdene i dag særlig krævende. Specielt i den grønne zone er soldaternes hverdag ingen dans på roser. Temperaturen kommer ofte op omkring 60 grader, de sover i feltsenge, maden består af feltrationer morgen, middag og aften, der er sjældent rindende vand, og når der skal besørges, foregår det i plasticposer. Det er de vilkår, Peter Bartram gerne vil kompensere soldaterne for at leve under i seks måneder ad gangen.

Fagforeninger positive

Forsvarets forskellige fagforeninger er positive over for idéen om et tillæg. Pressechef i Centralforeningen for Stampersonel, Helena Ishøy, har allerede en gang anbefalet et sådant tillæg til Forsvarskommissionen.

"Den svenske model er meget interessant. Der har tidligere været tale om skattelettelser for de udsendte, men dette forslag vil i højere grad afhjælpe den ulighed, der er mellem de forskellige missioner."

Formand for Hovedorganisationen af Officerer i Danmark (HOD), Bent Fabricius, synes, at forslaget lyder spændende, men mener, at det skal tænkes grundigt igennem.

"Vi kan ikke overføre den svenske model direkte, den skal ændres, så den passer til danske forhold. Men vi ser på forslaget med åbne øjne,"siger han.

Hærens Konstabel -og Korporal Forening støtter også forslaget.

"Tillægget er en rigtig god idé. Vi vil gerne signalere, at der er en reel forskel på missionerne," siger formand Flemming Winther. Han mener, at forsvaret til at begynde med bør kompensere for deltagelse i ekstra primitive missioner. Og så kan man senere tage spørgsmålet om et særligt risikotillæg op.

"Jeg tror ikke, at det danske forsvar er klar til risikodelen af den svenske model," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu