Læsetid: 3 min.

DF er de nye konservative

I Dansk Folkeparti er man fra begyndelsen gået målrettet efter at overtage de klassiske konservative værdier: Gud, konge og fædreland, konkluderer nyt speciale. Og det kan være grunden til partiets succes
Dansk Folkeparti er først og fremmest en politisk trussel for de konsevative, da DF har overtaget de nationalkonservative værdier, og konservative er blevet svære at skelen fra Venstre, lyder det i nyt speciale.

Dansk Folkeparti er først og fremmest en politisk trussel for de konsevative, da DF har overtaget de nationalkonservative værdier, og konservative er blevet svære at skelen fra Venstre, lyder det i nyt speciale.

24. september 2008

Dansk Folkeparti beskrives i medierne ofte som en stor trussel for Socialdemokraterne. Men i virkeligheden er det først og fremmest de konservative, der har grund til at ryste i bukserne over det i dansk sammenhæng relativt nye parti. For siden sin stiftelse i 1995 er Dansk Folkeparti gået målrettet efter at overtage den klassiske konservative ideologi. Det skriver Line Gren i sit speciale fra Aarhus Universitet.

"Tilbage i 1997 sagde Kristian Thulesen Dahl i et interview i Information, at om 10 år har Dansk Folkeparti overtaget de konservatives klassiske rolle," fortæller Line Gren, der er cand.mag. i litteraturhistorie og medievidenskab.

Mission fuldført

De 10 år er nu gået, og den strategi, som Thulesen Dahl skitserer, er lykkedes, konkluderer Line Gren i sit speciale:

"Dansk Folkeparti er lykkedes med at overtage de klassiske konservative værdier. De konservative er blevet mere liberalistisk, og har åbnet sig mod internationaliseringen. Og der har Dansk Folkeparti formået at udfylde det hul, som de konservative har efterladt. Og det taler til de klassisk konservative vælgere," siger Line Gren.

Hun har i sit speciale analyseret adskillige dokumenter, hvor Dansk Folkeparti beskriver sine egne idealer - og desuden partiets valgfilm fra sidste folketingsvalg i 2007. Her er det tydeligt, at man er inspireret af den klassiske konservative filosof, Edmund Burke:

"Det er især Søren Krarup, der tydeligvis har læst Burke og i øvrigt også en lang række andre filosoffer. Og det afspejler sig i partiets partiprogrammer."

Blandt andet lægger man vægt på de helt klassiske værdier som Gud, konge og fædreland.

"Man begynder med en lang ros af monarkiet. Så kommer der et lille afsnit om, at monarkiet naturligvis ikke skal have politisk magt - og så skriver man en hel masse mere om monarkiet og om dronningen," siger Line Gren og fortsætter:

"Og kristendommen gennemsyrer alt, hvad partiet står for. Ikke bare på udlændingeområdet, men også i skolepolitikken, retspolitikken... ja, faktisk over alt. Igen understreger man i partiprogrammerne, at religion og politik skal holdes adskilt, men alligevel får man klemt kristendommen ind overalt," siger hun. Endelig er der fædrelandet og danskheden, som på det nærmeste er blevet synonym med Dansk Folkeparti. I sidste uge viste en undersøgelse, at 48 procent af danskerne peger på Dansk Folkeparti, når de bliver spurgt om, hvilket parti de forbinder med danskhed. Krarup bruger selv ordet 'fædreland' - men generelt anvender man ordet 'nation'.

"Det nationale er hele tiden i centrum. Til det seneste landsmøde havde man en kolonihavekulisse som baggrund. Man er ikke bange for at bruge Dannebrog og holde fast i værdier som hygge, tryghed og beskedenhed. Det kommer tydeligt til udtryk i valgfilmen, hvor man udfylder den konservative ideologi med en klassisk biedermeier-kultur og stiller den over for det farlige - som er globaliseringen."

Ideologi

Det er samtidig det, som de konservative er gået væk fra, mener Line Gren:

"De konservative har åbnet sig over for globaliseringen og overtaget mange af de liberale værdier samtidig med, at man i hvert fald officielt har forsøgt at holde fast i det klassisk konservative. Så man har sat sig mellem to stole. Mange vælgere har nok følt sig snydt og tænkt, at hvis de konservative alligevel er liberale, så kan de jo lige så godt slå sig sammen med Venstre."

Desuden er de klassiske konservative værdier noget, som mange vælgere traditionelt kan lide.

"Søren Krarup sagde tilbage i 1985, at den menneskelige virkelighed altid er konservativ. Og det holder Dansk Folkeparti fast i den dag i dag. På landsmødet i 2007 holdt Pia Kjærsgaard en tale med temaet: Danmark er vores virkelighed."

Og Dansk Folkepartis overtagelse af den konservative ideologi kan meget vel være hovedårsagen til, at de konservative er gået tilbage, mens Dansk Folkeparti kun er gået frem:

"Under Poul Schlüter havde de konservative på et tidspunkt 42 mandater. I dag har man 18," siger Line Gren. Dansk Folkeparti fik 25 mandater ved det seneste folketingsvalg. I specialet gør Line Gren samtidig op med forestillingen om Dansk Folkeparti som et udelukkende praktisk og jordnært parti:

"Man ønsker selv at fremstå som praktikere og lykkes langt hen ad vejen også med det. Pia Kjærsgaard vil for alt i verden ikke have, at partiet er elitært og intellektuelt. Men bag den praktiske overflade er der en klar ideologi, primært repræsenteret ved Søren Krarup," siger hun og tilføjer:

"Man har formået at få den konservative ideologi gjort meget konkret, men den intellektuelle ideologiske overbygning har man altså i høj grad hos Dansk Folkeparti. Og man har fulgt den målrettet lige siden partiets begyndelse," siger Line Gren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu