Læsetid: 3 min.

Eksperter: Femern-bro er en forkert prioritering

Den nye Femern-bro, der skal forbinde Skandinavien med resten af Europa, er en dyr satsning, og pengene burde anvendes bedre, mener eksperter
6. september 2008

Transportminister Carina Christensen og hendes tyske kollega, Wolfgang Tiefensee, smilede om kap, da de onsdag skrev under på traktaten om Femern-broen, der skal forbinde Skandinavien med resten af Europa. Men ifølge flere eksperter har de ikke meget at smile over:

"Jeg mener ikke, det er den rigtige satsning. Man burde satse meget mere koncentreret på den kollektive trafik. Det er et ekstremt politisk projekt - et klassisk prestigeprojekt," siger seniorforsker i transport ved Danmarks Tekniske Universitet (DTU) Henrik Gudmundsson.

Som Information skrev torsdag, blev aftalen om den nye bro underskrevet med det bredeste forlig nogensinde. Selv SF skrev under på aftalen, fordi prognoserne spår om et mindre CO2-udslip, idet de forurenende færger byttes ud med biler og tog, der bruger mindre energi.

Ifølge Henrik Gudmundsson er det dog ikke helt argument nok:

"Man kunne godt gøre noget ved færgerne, så de forurenede væsentligt mindre, idet de blev mindre miljø- og sundhedsskadelige," siger han, men understreger dog, at det er svært at reducere færgernes CO2-udslip.

Dyre miljøforbedringer

De såkaldte VVM-undersøgelser, hvor man grundigt undersøger de miljømæssige konsekvenser ved broen, vil først blive gennemført fra 2009 til 2012.

Trafikøkonom Uffe Jacobsen medgiver, at broen sikkert vil være mindre forurenende end færgerne, men som han siger, "det er en meget dyr måde at lave miljøforbedringer på. Det skulle ikke undre mig, hvis prisen for broen kommer op i 50 milliarder, for det kniber sommetider med at overholde budgetterne".

Også seniorforsker Henrik Gudmundsson peger på, at broen er en kostelig affære:

"Det er en stor økonomisk investering, og man kan ikke være sikker på, at den bliver betalt tilbage af brugerne. Man kunne forestille sig, at der kom uforudsete ekstra anlægsudgifter. Det er et sats og et usikkert projekt," siger han.

Trafikforsker fra RUC Per Homann Jespersen er enig. Han mener, at økonomien er optimistisk vurderet:

"Hvis der kommer færre brugere, så bliver betalingstiden længere, og staten risikerer at lide rentedøden, hvor gælden forøges fra år til år," siger Per Homann Jespersen og vurderer, at det ville være mere fordelagtigt at lægge broen mellem Gedser og Rostock.

Ussel forbedring

Eksperterne peger på, at de mange penge, broen koster, burde være brugt andetsteds.

"Prognoserne siger, at der ikke er mange, der vil gøre brug af broen. I dag sejler der en færge hver halve time, og det varer mindre end en time at komme over. Med bro vil det tage 20 minutter mindre. Det er en meget ussel forbedring," siger Uffe Jacobsen og fortsætter: "Der er så mange mangler i dansk infrastruktur, så broen burde stå langt nede på listen."

Han bakkes op af Henrik Gudmundsson:

"Man burde satse meget mere koncentreret på den kollektive trafik eller investere omkring byerne eller havnene," mener han.

Trafikforsker Alex Landex fra DTU-transport beskæftiger sig med de danske jernbanenet. Ud fra det perspektiv mener han, at broen kan bidrage positivt:

"Med en ny forbindelse får man aflastet nogle af de flaskehalse, vi har. Man får nemmere ved at få flere tog igennem, så der bliver en mindre risiko for, at forsinkelser spreder sig, og hastigheden på togene bliver sat en lille smule op," siger Alex Landex.

Han er dog betænkelig ved de steder, hvor jernbanenettet forbliver enkeltsporet i stedet for at blive udvidet til det dobbelte.

"Man risikerer blandt andet forsinkelser og flaskehalse ved Storstrømsbroen, der er enkeltsporet" siger han og understreger desuden, at man burde have investeret mere i at opgradere hastigheden endnu mere på det nye jernbanenet, så det blev muligt at køre hurtigere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu