Læsetid: 8 min.

En epoke med stabilt styre er slut

Bendt Bendten ser ud til at få et strålende politisk eftermæle, om end hans personlige bidrag er til at overse. Han var den svage, men nødvendige leder, der skulle til for at dræne splittelsen blandt de konservative for dynamik. Med hans afgang synes partiets rolle som 'underdog' nu at være endeligt udspillet
I skyggen. Fogh har behandlet Bendtsen med stor loyalitet og venlighed og vist vidtgående hensyn til hans svære position som svag, men nødvendig leder. Den gestus får Fogh næppe brug for i samarbejdet med Bendtsens afløser.

I skyggen. Fogh har behandlet Bendtsen med stor loyalitet og venlighed og vist vidtgående hensyn til hans svære position som svag, men nødvendig leder. Den gestus får Fogh næppe brug for i samarbejdet med Bendtsens afløser.

Bjarke Ørsted

13. september 2008

Bendt Bendtsen var en svag konservativ leder. Men han blev en central del af en løsning, som lukkede et dødbringende indre opgør hos de konservative i 90'erne, et opgør, der var tæt på at splitte eller udslette partiet, der kun et årti forinden havde siddet med regeringsmagten og havde en historisk høj vælgertilslutning.

I ni år har Bendtsen siddet som en prop i flasken, der rummede fløjkrigens giftige dampe. Når han nu går, er det, fordi fløjene gennem syv års samarbejde om praktisk regeringspolitik og nedslidte modsætninger har kunnet lave en magtdeling, hvor en svag leder med vage holdninger ikke længere behøves som 'prop' eller skalkeskjul.

Bag Bendtsens diskrete lederskab har stærke konservative politikere fået lov at folde sig ud, så de i dag er blandt regeringens allerstærkeste ministre.

Bendtsens afløser, Lene Espersen, var en central figur i den ene af 90'ernes krigsførende fløje, 'Engell-fløjen' eller 'højrefløjen', som havde flertal (9-6) i gruppen, men som var blevet sat tilbage, da Hans Engell som partileder i februar 1997 med en kriminel alkoholpromille kørte ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen.

Engell måtte gå som partileder, men ville nødigt give slip på indflydelsen. Det gjorde livet ekstremt vanskeligt for de to efterfølgende partiformænd, valgt blandt gruppens 'socialkonservative' venstrefløj.

Magtdelingen

Først blev Per Stig Møller valgt som formand - efter mange slagsmål, men i sidste ende, fordi flertalsgruppen stadig håbede på Engells tilbagevenden. Per Stig Møller var en svag leder med et usikkert judgement, og han påtog sig skylden for valgnederlaget i 1998. Nu blev Pia Christmas-Møller - også fra venstrefløjens mindretalsgruppe - valgt, men hun følte sig ligesom Per Stig Møller fra starten forfulgt og chikaneret af flertalsgruppen med Engell i spidsen. Engell havde et meget nært forhold til partiets generalsekretær, Peter Steerup og Erik Skov Pedersen, lederen af den politisk- økonomiske afdeling, der paradoksalt nok havde været en meget intrigant og effektiv ministersekretær for Henning Dyremose - måske Danmarks første rigtige spindoktor. Engell, Steerup og Skov Pedersen holdt til i muntert lag, ofte i selskab med Engells 'kyllinger', Gitte Seeberg, Lene Espersen og Henriette Kjær, som i øvrigt blev gift med Erik Skov Petersen.

Connie Hedegaard, der havde været den yngste politiske ordfører i Det Konservative Folkepartis historie under Schlüter i 80'erne, men som siden fravalgte politik og blev journalist i stedet, fulgte fra sidelinjen med stigende forargelse fløjkrigen og opretholdt et nært venskab og en fortrolighed med Per Stig Møller og Pia Christmas-Møller.

Bitterhed, had og hævnfølelse var kommet til at dominere fløjkampen internt i partiet i en udstrækning, så politikken måtte glide i baggrunden.

I 1998 blev der blandt de mere seriøse kræfter bag partiet gjort et forsøg på at bryde fløjkrigenes dødvande ved at indsætte den kendte erhvervsmand Poul Andreassen som partiformand. Og Andreassen løste problemet. I første omgang blev hans løsning godt nok nedvurderet og latterliggjort af et næsten enigt korps af kommentatorer og lederskribenter.

Men løsningen var gennemtænkt og holdbar. Det var den professionelle erhvervsmands sikre blik for det organisatorisk nødvendige som afgjorde sagen: Magtdeling.

Andreassen spillede ud i en kronik den 20. juni 1999, da han ret direkte erklærede Pia Christmas-Møller uegnet som leder, hvilket var temmelig indlysende for de fleste. En Gallupmåling slog fast, at kun 13 procent af partiets egne vælgere fandt hende velegnet. Men det var jo sensationelt, at en partiformand på den måde fyrede den parlamentariske leder. Andreassen fik støtte af Gitte Seeberg, der hilste en diskussion om formandsposten velkommen. Og igen rettedes søgelyset mod Engell. Christmas-Møller forlangte en klar tilkendegivelse fra Engell om, at han ville stå ved en tidligere erklæret beslutning om at forlade Folketinget ved næste valg og ikke søge tilbage i ledelsen. Engell svarede undvigende. Den 2. august trak Christmas-Møller sig som parlamentarisk leder og kastede sit parti ud i åben ledelseskrise. Forinden havde Andreassen søgt at føre forhandlinger med Christmas -Møller for at få hendes opbakning til en model for en magtdeling mellem de to grupper. Men Andreassen fandt ikke Christmas Møller samarbejdsvillig. I stedet forhandlede han med andre og etablerede en løsning.

En belastning

Både Christmas-Møller og den politiske ordfører Helge Adam Møller fra samme fløj skulle træde tilbage. Som formand skulle den relativt ukendte politiker fra tredje geled Bendt Bendtsen overtage formandsposten. Bendt Bendtsen tilhørte nærmest venstrefløjen, men han stod så vagt holdningsmæssigt, at han ikke var uspiselig for højrefløjen, der som den afgørende del af magtdelingen skulle have den vigtige post som politisk ordfører. Efter planen skulle posten gå til Gitte Seeberg, men fremtrædende folk fra venstrefløjen nedlagde veto, og endelig fik Lene Espersen opgaven.

Efter at magtdelingen var etableret, forlod Engell faktisk Folketinget og blev chefredaktør på Ekstra Bladet. Venstrefløjen udpegede internt Brian Mikkelsen som sin 'formandskandidat'.

Og sådan var magtforholdet, da de konservative i 2001 kunne løfte deres problemer op på et langt højere plan med deres indtræden i den sejrende Fogh-regering.

I de efterfølgende år markerede Lene Espersen sig som sit partis mest markante politiker, mens Brian Mikkelsen løb ind i en stribe af problemer og mindre heldige præstationer.

I 2004 foretog Anders Fogh det uhyre vellykkede greb at invitere Connie Hedegaard ind i regeringen som miljøminister. Hun kom direkte fra et job som vært i DR2's magasin Deadline og var en hyppig skribent og deltager i den politiske debat - ofte med synspunkter ganske kritiske over for Fogh-regeringen. Ved at tage hende med i regeringen opnåede Fogh både at legitimere sin regering over for store borgerlige grupper, der havde delt Connie Hedegaards kritik, og mere generelt over for store grupper af kvindelige vælgere, der påviseligt gennem de forudgående år havde mistet tilliden til den mørke, tilknappede krigsførende og meget maskuline statsminister.

Ved sin tilbagevenden til dansk politik blev Connie Hedegaards meget store popularitet igen og igen markeret i meningsmålinger. Hun havde som miljøminister et særdeles anstrengt forhold til Dansk Folkeparti, men fik et stadigt bedre, pragmatisk og fornuftsbetonet om ikke specielt kærligt forhold til Lene Espersen.

Hvad der til gengæld kunne skabes bred enighed om i den konservative gruppe, var, at Bendt Bendtsen var en stadig større belastning. Et selvstændigt problem var det, at han simpelt hen ikke var nogen troværdig statsministerkandidat, hvilket i sig selv tvinger hans parti til at spille en underordnet lillebror-rolle.

Fogh Rasmussen høstede de afgørende mandatmæssige gevinster til sit parti på regeringens betydelige vælgersucces.

Bendtsen stod bleg i sammenligning. Han havde svært ved at udtrykke sig særlig klart og overbevisende, og hans viden var åbenlyst begrænset.

Underlegen

Statsministeren behandlede Bendtsen med stor loyalitet og venlighed og viste vidtgående hensyn til hans svære position som svag, men nødvendig leder.

For statsministeren indebar Bendtsens placering imidlertid også en stor, om end tvetydig, fordel. Den tillod ham at holde mange afgørende strategiske overvejelser ude af større besværlige fora med deltagelse af flere ministre med indsigt, begavelse og selvstændige holdninger.

Fogh kunne henvise til, at det ene og det andet problem ville skulle løses i direkte samtaler mellem Fogh og Bendtsen - og i sådanne var Bendtsen klart underlegen, og i den udstrækning konservative interesser blev varetaget, var det i betydeligt omfang Fogh selv, der gjorde det. Bendtsen nikkede.

Til gengæld har regeringens strategimøder været dårligt forberedt. Deltagerne har ikke fået relevant materiale, og statsministeren har ikke forivret sig på at tage de store strategiske spørgsmål op. Fogh klarede strategitænkningen sammen med sine personlige rådgivere - og orienterede Bendtsen.

Det havde måske sin mest dramatiske, men dårligt belyste konsekvens, da Danmark besluttede at gå i krig i Irak uden et klart FN-mandat. Den konservative udenrigsminister Per Stig Møller havde ifølge sine offentlige udtalelser det klare standpunkt, at Danmark ikke skulle gå i krig uden et sådant mandat, men en svag konservativ leder har svækket muligheden for at gøre et sådant synspunkt gældende i det afgørende øjeblik.

Barfoed-sagen

Blandt de senere års mest markante eksempler på omkostninger ved det svage konservative lederskab står det lange, komplekse forløb, der til sidst tvang fødevareminister Lars Barfoed til at gå af. Da oppositionen løb stormløb mod ham, søgte daværende finansminister, Thor Pedersen, som det var blevet vanen, at forhandle sig frem til et kompromis med Dansk Folkeparti. Kompromisset blev præsenteret for Bendt Bendtsen, der nikkede til resultatet, men da DF's repræsentant præsenterede kompromisset lidt firkantet ved at sige, at fødevareministeren var sat "under administration", reagerede flere konservative ministre og tvang Bendtsen at stille til et tidligt morgenmøde, hvorfra han beskæmmet måtte meddele Fogh, at han ikke havde haft sit ministerhold bag sig, da han accepterede kompromisset. Både Fogh og Kjærsgaard var på påskeferie, da krisen blussede op, men Dansk Folkeparti strakte sig langt for at redde ministeren.

Derfor var DF's tolerance minimal, da Barfoed senere igen udfordrede DF, og Fogh og Bendtsen måtte se i øjnene, at man havde trukket for mange veksler på DF's tålmodighed i denne sag, og demåtte lade Barfoed gå.

Et tilsvarende alvorligt eksempel var forløbet omkring skattelettelserne, der i huj og hast blev vedtaget i efteråret som en utilsigtet del af regeringens valgoplæg. Fogh havde vanen tro udviklet sin strategi alene på sin sommerferie og stolede på, at forberedende drøftelser med Bendtsen sikrede, at Bendtsen ville indse nødvendigheden af at renoncere på det samfundsøkonomisk usaglige krav om skattelettelser. Men igen havde Bendtsen problemer med at fastholde sin myndighed over for sit bagland, og drøftelserne endte i en anspændte situation, hvor Bendtsen måtte true med, at flere af hans ministre var klar til at forlade regeringen inden valget, hvis ikke skattelettelserne blev gennemført.

Et nyt dynamisk hold

De konservative fik deres skattelettelser, men under omstændigheder, der næppe har givet dem megen gevinst heraf.

Nu skal Fogh forhandle med Lene Espersen, der er begavet, både intellektuelt og politisk, og som har solid opbakning. Tæt ved sin side har Espersen en principfast og mindst lige så begavet Connie Hedegaard, som nu sidder med både i regeringens koordinationsudvalg og i de konservatives daglige ledelse samen med Lene Espersen, Brian Mikkelsen og generalsekretær Morten Bangsgaard.

Connie Hedegaard har fået den uhyre vigtige internationale klima-konference som mål, og den optager hendes tid og hendes sind i meget høj grad, men hun er også politikeren, der mest af alt insisterer på regulære og nuancerede gennemdiskuterede overvejelser over regeringens og sit partis strategi.

Selv om der i regeringen - som i hele Folketinget - er stor tilslutning til en stram udlændingepolitik, er muligheden for at give Dansk Folkeparti særlige belønninger på dette vigtige politikområde blev indskrænket - ikke mindst, men ikke alene, på grund af EU-Domstolens indblanding.

Magtbalancen i regeringen er blevet ændret. Billedet af, at Anders Fogh Rasmussen er på vej ud af dansk politik, understreger, at en ny magtdeling mellem personer og partier er på vej.

Bendtsen ser ud til at få et aldeles strålende eftermæle som partileder og vicestatsminister, selv om det ikke i særlig grad er hans personlige fortjeneste. Han var den rette mand på den rette tid i en elementært korrekt løsning på en fløjkrig, der har tabt sin indre dynamik.

Men dansk politik har også forandret sig. En succesrig alliances stabile styre under Foghs uanfægtede lederskab ser ud til at være historie.

Fogh Rasmussen kaldte selv Bendtsens afgang for "afslutningen på en epoke". Måske mente han det med større alvor, end det blev opfattet.

refleks@inforamtion.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man kan undre sig over den manglende omtale af Bent Bendtsens vigtige rolle i olieaftalen mellem Staten, AP Møller-Mærsk, Shell og Chevron.

"...Nu skal Fogh forhandle med Lene Espersen, der er begavet, både intellektuelt og politisk..."

Artiklens egentlige formål?

- en karakter promoveres.

Det er ikke muligt at finde mange nedskrevne politiske visioner fra den tidligere justitsminister.