Læsetid: 3 min.

Fattige har sværere ved at overleve kræft

Halvdelen af de velstillede, men kun en tredjedel af de fattige mænd leverfem år efter en kræftdiagnose, viser stor dansk undersøgelse. Forskere kalder det alarmerende og påpeger, at sundhedssystemet kommunikerer skidt med lavtuddannede patienter
Hvis man får konstateret kræft, spiller ens sociale position en afgørende rolle for, hvor lang tid man overlever, fastslår ny undersøgelse.

Hvis man får konstateret kræft, spiller ens sociale position en afgørende rolle for, hvor lang tid man overlever, fastslår ny undersøgelse.

Indland
9. september 2008

Hvis du bor på mindre end 50 kvadratmeter, er din udsigt til at overleve en kræftsygdom mere dyster, end hvis du har mere end 150 kvadratmeter at boltre dig på. Er der for eksempel tale om kræft i mundhulen, vil 21 procent af de mænd, der må nøjes med lidt plads, være i live fem år efter diagnosen, mod dobbelt så mange - 42 procent - af de mænd, der råder over store lejligheder eller huse.

I gennemsnit for alle kræftformer er overlevelsen efter fem år for lavtlønnede mænd 34 procent, mod 48 procent for velstillede mænd. De tilsvarende tal for kvinder er 49 procent over for 62 procent.

Tallene fremgår af undersøgelse, der er gennemført af 50 forskere fra Kræftens Bekæmpelse.

"Oplysningerne er meget alarmerende," siger seniorforsker, ph.d. Susanne Oksbjerg Dalton, der er koordinator for forskningsprojektet.

"Vi er overraskede over, hvor omfattende en rolle, uligheden spiller. Gennem årtier har man arbejdet med at skabe et velfærdssamfund med lige adgang til sundhedsvæsnet, og alligevel ser vi store skævheder. Den dag, du får kræft, spiller din sociale position en afgørende rolle for, hvor lang tid du overlever," fastslår forskeren.

For sent til læge

Undersøgelsen har karakter af en kortlægning og siger ikke noget om årsagerne til den social ulighed.

Susanne Oksbjerg Dalton kan dog ud fra sin erfaring inden for psykosocial kræftforskning pege på flere afgørende forhold:

"Bagagen i form af sundhedsskadelig livsstil og andre sygdomme, som kræftpatienten møder op med, har betydning for overlevelsen. Vi ved, at de socialt udsatte grupper - og her taler vi ikke blot om de allerdårligst stillede - generelt har en tungere bagage med sig, og det spiller også ind, at disse grupper ofte først går til læge på et tidspunkt, hvor sygdommen er mere fremskreden. De bliver ikke screenet for kræft med samme hyppighed som den mere velstående og veluddannede del af befolkningen. Det kan også være med til at sløre sygdomsbilledet, hvis man fejler flere ting samtidig, hvilket ofte er tilfældet for disse grupper," siger Susanne Oksbjerg Dalton.

Det er dog ikke kun livsstilen, der giver dårligere overlevelse.

Også sundhedssystemet bærer en del af skylden.

"De ringe stillede vil ofte opleve forsinkelse i forhold til behandlingens start, fordi de er dårligere end andre til at få sparket døren ind, komme til at tale med de rette læger og ikke blive hængende i køen," siger Susanne Oksbjerg Dalton.

Mangler talegaverne

Kræftpatienter beskriver hyppigt deres sygdomsforløb som en kamp, også med systemet. Denne kamp er de socialt dårligt stillede ikke rustet så godt til, siger Dalton og tilføjer:

"Det er nemmere at få den rette behandling og komme sig bagefter, hvis man råder over et netværk for eksempel med professionelt kendskab til sundhedssystemet. Og hvis man i kraft af høj uddannelse er bedre i stand til at tale med lægerne og forstå deres forklaringer og råd, ikke mindst om at lægge livsstilen om. Det er et problem for de lavtuddannede, at de måske sidder passivt på sidelinjen lammet af en uheldig autoritetstro, mens middelklasselægen taler til middelklassen og dermed hen over hovedet på dem. Ikke mindst i lyset af at kræft mere og mere ligner en social sygdom, bør lægerne blive bevidste om forskellen i patienternes måder at kommunikere på," understreger Susanne Oksbjerg Dalton.

Finn Diderichsen, der er professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet, siger om undersøgelsen, at den sociale ulighed i overlevelsen også kendes fra andre lande - som Danmark måske ikke er så stolt af at skulle sammenlignes med.

Han siger, at der ingen indikationer er for, at socialgrupperne modtager forskellig behandling.

Kræver ikke deres ret

"Men hvad rehabiliteringen angår, ved vi, at 30-40 procent af patienterne - typisk de socialt dårligt stillede - ikke får hele den pakke, de har krav på. De magter ikke at kræve deres ret, og det får helbredsmæssige konsekvenser for dem," siger Finn Diderichsen.

Dette problem kendes alt for godt på Københavns Kommunes Sundhedscenter for Kræftramte. Her siger centerchef, overlæge Jette Vibe-Petersen:

"Når vi får de dårligt uddannede patienter ind, bruger vi meget tid på at forklare dem deres behandling, hvorledes strålebehandling virker, og hvorfor det er vigtigt at følge en kemokur. Det er ting, som de allerede har fået at vide på hospitalet, men ikke har kunnet bearbejde, fordi deres forståelsesramme er en anden. At socialgrupperne taler forbi hinanden, er på lægernes side typisk et generationsproblem. Læger af ældre årgang har aldrig fået uddannelse i at kommunikere med andre socialgrupper. Jeg er 54 år og har selv måttet opsnappe viden om emnet efter min uddannelse."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her