Det skal være mere sikkert og attraktivt at tage cyklen. Det mener de konservative, som nu foreslår at lave en cykelpulje, gerne på et tocifret millionbeløb. "I europæisk sammenhæng ligger Danmark og Holland langt foran andre lande, men vi kan gøre det meget bedre. Og navnlig skal sikkerheden forbedres, så vi kan få ulykkestallene bragt ned," siger trafikordfører Henriette Kjær. Konkret foreslår de konservative, at der indføres 'førgrønt' for cyklister og tilbagetrukket stopstreg i alle vejkryds for at undgå højresvingsulykker. Desuden ser partiet gerne, at der bliver oprettet en database, som angiver de svage og farlige punkter i trafikken.
ritzau