Læsetid: 4 min.

Kampen mellem de røde og de brune

Det konservative Folkeparti er et parti, der har været præget af fløjkrige og splittelser, men sjældent ideologiske opgør. Nogle iagttagere mener, at Det Konservative Folkepartis mange kriser primært har handlet om, at talentmassen har været for ringe
10. september 2008

Det konservative Folkeparti er et parti, der har været præget af fløjkrige og splittelser, men sjældent ideologiske opgør.

Nogle iagttagere mener, at Det Konservative Folkepartis mange kriser primært har handlet om, at talentmassen har været for ringe. Historikeren Søren Mørch skrev - lettere nedladende - i sin bog 25 Danske Statsministre: "Af de fire gamle partier har det haft sværest ved at tiltrække og opfostre markante politikere".

At hævde, at den konservative folketingsgruppe havde medlemmer, der i intelligens lå "markant under gennemsnittet" - er objektivt set en grov forsimpling.

Problemet er nærmere det modsatte; at det konservative parti har haft formidable og begavede talenter. Tænk blot på John Christmas-Møller, Poul Schlüter, Poul Sørensen, Erik Ninn Hansen, Aksel Møller, Hans Engelll og senest Connie Hedegaard og Per Stig Møller.

Men problemet for mange af disse højt begavede politikere var - og til en vis grad er - at det konservative parti både historisk og ideologisk har manglet en fælles fortælling; et fælles idehistorisk udgangspunkt.

Mens Socialdemokraterne havde socialismen og Venstre havde liberalismen, var det sværere for de konservative at finde en politisk ideologisk niche.

Det skyldtes ikke mindst partiets historiske arv.

Arven efter Estrup

Som arvtagere af Estrups parti Højre - der havde diktatorisk magt i sidste del af det 19. århundrede - havde de konservative et imageproblem. Det var for at løse dette, at højrepolitikere som Mogens Frijs i begyndelsen af det 20. århundrede dannede partiet De Frikonservative. Dette parti blev i 1915 til Det Konservative Folkeparti.

Som et parti, der var præget af militærfolk, var det naturligt, at Det konservative Folkeparti væltede Madsen-Mygdals Venstre-regering i 1929, da denne ville spare på forsvarsudgifterne.

Men allerede på dette tidspunkt var de konservative på vej ud af det politiske vildnis. Den nye formand John Christmas-Møller, var ubøjelig i forsvarsspørgsmålet, men var på det socialpolitiske område villig til at forhandle med Stauning-Munch regeringen i 1930'erne.

John Christmas Møller indgik - sammen med Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre - et forlig om en ny Grundlov i 1939. Grundloven ville have afskaffet Landstinget, men blev modarbejdet af Venstre.

Men Christmas-Møller var ikke enerådende i partiet. Små grupper med tilknytning til det yderste højre var i 1930'erne mere end sundt optagede af nazismen. Den senere udenrigsminister Ole Bjørn Kraft skrev sågar en bog med den sigende titel Fascismen. Historie. Sand. Lære. Denne yderste fløj - også kendt som 'de brune' - var en torn i øjet på partiformanden - som aktivt bekæmpede dem.

Ny kamp om magten

Efter krigen blev partiet igen splittet som følge af spørgsmålet om Sønderjylland. John Christmas Møller brød med partiet - men genvandt ikke sit mandat, da han stillede op som løsgænger.

I 1950'erne var Det Konservative Folkeparti igen på vej frem. Unge politikere var parate til at afløse Ole Bjørn Kraft og andre fra den ældre generation.

Aksel Møller - af onde tunger kendt som 'karriere Møller' - havde vist politisk talent i forbindelse med forhandlingerne om en ny grundlov i 1953. Men Møller døde kun 52 år gammel, og de konservative var igen bragt ud i en krise om fremtiden og om partiets sjæl.

Denne blev løst, da Aksel Møllers yngre broder Poul Møller indgik borgfred med Poul Sørensen. Sidstnævnte tilhørte partiets græsrødder.

Poul Sørensen - også kendt som Partejeren - satte skik på partiets finanser og sikrede stabilitet indtil slutningen af 1960'erne.

I begyndelsen af 1970'erne var de konservative igen i dyb krise, da Erik Ninn Hansen (der tilhørte de brune) og Erik Haunstrup Klemmensen (der tilhørte de røde) kæmpede om magten.

Ideologi er noget bras

Krisen blev først løst, da man udnævnte den dengang relativt ukendte Poul Schlüter til partileder.

Schlüter formåede ikke blot at holde sammen på partiet. Han formåede også at gøre det til det største borgerlige parti.

Venstres regeringssamarbejde med Socialdemokratiet i 1978 gav det gamle bondeparti forklaringsproblemer, og da Schlüter med held havde indyndet sig hos den radikale leder Niels Helveg Pedersen, blev den konservative leder statsminister i 1982. Schlüter er den hidtil eneste konservative statsminister - hvis man ser bort fra Estrup.

Schlüter gjorde de konservative til et folkeparti. For ham var økonomisk genopretning målet og - som han sagde: "Ideologi er noget bras".

Det vandt partiet stemmer på. Det blev dobbelt så stort som Venstre ved valget i 1984. Men Schlüter var ikke ubetinget populær i partiets bagland. Mange var imod venstredrejningen, ikke mindst skibsredder Mærsk McKinney Møller.

Men 'Hr. Møller' blev ignoreret af Poul Schlüter og af den meget midtsøgende finansminister Palle Simonsen. De røde havde vundet fløjkrigen. I hvert fald for en tid.

Efter Schlüters afgang ovebn på Tamilsagen brød fløjkrigen ud igen. Henning Dyremose tabte til Hans Engell. Men sejren for den 'brune' Engell blev kortvarig og sluttede, da Engell kørte ind i en betonklods på Helsingørmotorvejen i 1997 med en promille på 1,37.

Efterfølgeren Per Stig Møller - søn af Poul Møller - blev hurtigt offer for en smædekampagne fra tilhængere af Engell-fløjen. Og denne krig fortsatte, da Pia Christmas-Møller (John Christmas Møllers niece) blev formand. Blandt dem der - mere eller mindre åbent - bekrigede ledelsen, var Lene Espersen.

Denne strid blev først løst, da erhvervsmanden Poul Andreasen overtog formandsposten i partiet. Efter en række fredsmøder i sommeren 1999 valgte partiet Bendt Bendtsen som en kompromiskandidat. Men partiet har aldrig opnået de samme stemmetal som under Poul Schlüter, og det er tvivlsomt om det vil ændre sig nu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" at det konservative parti både historisk og ideologisk har manglet en fælles fortælling; et fælles idehistorisk udgangspunkt."

Tja. Fortællinger/historier handler jo ( i sagens natur ) om forandringer - hvad jo ( igen i sagens natur ) er temmeligt uforligeligt med konservatisme.
Ovennævnte mangel kan af pga. definition af konservatisme aldrig for alvor afhjælpes.

Og dog: Måske ku' der skabes en stor fælles fortælling på benene: Om at historiens endemål er en genetablering af samfundsforholdene som de var før den franske revolution, men dels er det næppe gennemførligt, og dels vil det næppe give stor folkelig tilslutning.

@ Kim Gram

Er du sikker på den dér med tilbage til før den franske revolution ?

Jeg mener, hvis de bliver ved at holde fyr op under fremmedhadet, måske en lille krig eller to til, lidt iscenesat kludder i nok et par ministerier, ... mon så ikke også de konservatives historiske endemål kunne glide umærkeligt ned.

Venstre synes ikke at havde de store problemer med tilbageskridt - under krigen var det jo iøvrigt Venstre, der tog de rigtigt store skridt tilbage i retning af 1700- tallene.