Læsetid: 4 min.

Kampen mellem de røde og de brune

Det konservative Folkeparti er et parti, der har været præget af fløjkrige og splittelser, men sjældent ideologiske opgør. Nogle iagttagere mener, at Det Konservative Folkepartis mange kriser primært har handlet om, at talentmassen har været for ringe
10. september 2008

Det konservative Folkeparti er et parti, der har været præget af fløjkrige og splittelser, men sjældent ideologiske opgør.

Nogle iagttagere mener, at Det Konservative Folkepartis mange kriser primært har handlet om, at talentmassen har været for ringe. Historikeren Søren Mørch skrev - lettere nedladende - i sin bog 25 Danske Statsministre: "Af de fire gamle partier har det haft sværest ved at tiltrække og opfostre markante politikere".

At hævde, at den konservative folketingsgruppe havde medlemmer, der i intelligens lå "markant under gennemsnittet" - er objektivt set en grov forsimpling.

Problemet er nærmere det modsatte; at det konservative parti har haft formidable og begavede talenter. Tænk blot på John Christmas-Møller, Poul Schlüter, Poul Sørensen, Erik Ninn Hansen, Aksel Møller, Hans Engelll og senest Connie Hedegaard og Per Stig Møller.

Men problemet for mange af disse højt begavede politikere var - og til en vis grad er - at det konservative parti både historisk og ideologisk har manglet en fælles fortælling; et fælles idehistorisk udgangspunkt.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

" at det konservative parti både historisk og ideologisk har manglet en fælles fortælling; et fælles idehistorisk udgangspunkt."

Tja. Fortællinger/historier handler jo ( i sagens natur ) om forandringer - hvad jo ( igen i sagens natur ) er temmeligt uforligeligt med konservatisme.
Ovennævnte mangel kan af pga. definition af konservatisme aldrig for alvor afhjælpes.

Og dog: Måske ku' der skabes en stor fælles fortælling på benene: Om at historiens endemål er en genetablering af samfundsforholdene som de var før den franske revolution, men dels er det næppe gennemførligt, og dels vil det næppe give stor folkelig tilslutning.

@ Kim Gram

Er du sikker på den dér med tilbage til før den franske revolution ?

Jeg mener, hvis de bliver ved at holde fyr op under fremmedhadet, måske en lille krig eller to til, lidt iscenesat kludder i nok et par ministerier, ... mon så ikke også de konservatives historiske endemål kunne glide umærkeligt ned.

Venstre synes ikke at havde de store problemer med tilbageskridt - under krigen var det jo iøvrigt Venstre, der tog de rigtigt store skridt tilbage i retning af 1700- tallene.