Læsetid: 3 min.

'Du kan tage Bendt ud af Fyn, men ikke Fyn ud af Bendt'

Bendt Bendtsen holder meget af fødeøen Fyn, og det fynske erhvervsliv holder meget af Bendtsen. Manglende vedholdenhed i forhold til lavere skat er eneste anke mod Bendts tid som minister, lyder det fra formanden for DI Fyn
Indland
10. september 2008
Bendt Bendtsen holder meget af fødeøen Fyn, og det fynske erhvervsliv holder meget af Bendtsen. Manglende vedholdenhed i forhold til lavere skat er eneste anke mod Bendts tid som minister, lyder det fra formanden for DI Fyn

Få steder er Bendt Bendtsen mere på hjemmebane end på golfbanen hjemme i Odense. Her spiller han med vennerne Hans Åge Kofoed, tidligere direktør for Odense Zoo og det tidligere konservative folketingsmedlem Stefan Rasmussen - også kendt som piloten bag 'miraklet i Gottröra', hvor Rasmussen nødlandede et SAS-fly i tre dele i starten af 1990'erne. Den sidste golfmakker er tidligere fiskeriminister og medlem af Det Konservative Folkeparti Kent 'Captain' Kirk, der i sin tid som skipper en gang angreb Royal Navy i protest mod Margaret Thatchers omstridte '12 sømilegrænse'.

Det er Bendtsens bagland. Og hvilket bagland. I golfklubben og det fynske erhvervsliv, bliver Bendt Bendtsens tid som økonomi- og erhvervsminister stort set mødt med beundring og rosende ord. Her er alle enige om, at Bendtsen har været vigtig for de konservative og VK-regeringen.

"Vigtigst for os er det nok, at han har bidraget til en stabil højreorienteret regering," som adm. direktør i Micro Matic, Søren Klarskov Vilby, udtrykker det.

Også Bendtsens erhvervspolitik er der stort set rigtig god tilfredshed med.

"Bendt er jo en venlig og bøjelig mand, men på de områder, der er vigtige for os, har han stået fast," siger Ib Haahr, der er direktør for virksomheden Thorvald Pedersen - Per Laulund A/S og formand for Det Regionale Beskæftigelsesråd i Region Syddanmark.

Ib Haahr fremhæver også de seks regionale vækstfora, der er blevet etableret i Bendt Bendtsens tid som erhvervsminister, som et vigtigt redskab for den regionale udvikling.

Direktør i virksomheden Nielsen & Nielsen Holding og formand for DI Fyn, Clas N. Andersen, er enig, men ridser også lidt i lakken.

"Bendt har gjort flere gode ting. Bl.a. meget for at skaffe udenlandsk arbejdskraft. Jeg havde dog gerne set, at han havde været mere vedholdende i forhold til at sænke skatten på arbejde og med at reducere de administrative byrder, der i dag er til stor gene for de mindre og mellemstore virksomheder," siger Clas N. Andersen.

Har kæmpet for Fyn

Når det overhovedet kan lade sig gøre, overværer Bendt Bendtsen OB's hjemmekampe på Fionia Park. Her i VIP-loungen, omgivet af folk som sportsdirektør Kim Brink, erhvervsmanden C.C. Nielsen samt partifællen og borgmester i Odense, Jan Boye, holder han af at tage en halvleg fra det politiske arbejde.

En kilde i miljøet peger på, at Bendtsen har fået det optimale ud af sit politiske talent.

"Selv om Bendt Bendtsen ikke er det største politiske talent, har han formået, hvad ingen anden kunne gøre: At skabe ro i de konservatives rækker," lyder det fra kilden, der også peger på, at Bendtsen altid, selv da han blev partiformand og vicestatsminister, har kæmpet for udviklingen på den fynske fødeø. Det var til tider lidt for hårde kampe mener nogle af de kritikere, der igennem tiderne har kaldt Bendt Bendtsen en 'landsbypolitiker'. Bl.a. da han var del af en indædt gruppe politikere, der forsøgte at flytte Rigsarkivet fra København K til en mark uden for Odense: "Du kan måske nok tage Bendt ud af Fyn, men ikke Fyn ud af Bendt," som en regional politiker fra Syddanmark, siger det.

Clas N. Andersen er dog ikke den, der stiller sig op og synger i koret af kritikere.

"Kør en tur op gennem Jylland og se, hvad de jyske politikere har fået til Jylland. Derefter er der vidst ingen, der kan komme efter Bendt på den konto," siger Claes N. Andersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her