Læsetid: 2 min.

Lønkommission får svær fødsel

Finansminsteren forstår ikke fagbevægelsens modstand mod lønkommissionen, som ifølge professor Henning Jørgensen er dødsdømt
LO's formand, Harald Børsting, og FOA's formand, Dennis Kristensen, fortsatte diskussionerne uden for LO-huset efter gårsdagens møde om regeringens udspil til en lønkommission.

LO's formand, Harald Børsting, og FOA's formand, Dennis Kristensen, fortsatte diskussionerne uden for LO-huset efter gårsdagens møde om regeringens udspil til en lønkommission.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Indland
19. september 2008

Det er ifølge finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) "lidt udansk", at regeringens lønkommission ikke må diskutere andet end ligeløn. Det sagde han til TV Avisen i aftes.

"Det kommissorium, vi har lagt frem, skaber fuldt rum til, at vi kan diskutere dét, fagbevægelsen gerne vil diskutere om ligeløn, og så har vi også nogle ønsker," sagde finansministeren.

LO ønsker at fjerne flere tidsler i regeringens udspil om løn som ledelsesværktøj for at støtte kommissionen. Desuden præciserer LO, at det handler om ligeløn i det offentlige, mens kommissionen ikke skal se på, hvordan arbejdstiden placeres.

Det fastslår LO's formand, Harald Børsting, fordi flere fagforbund i aftes afviste regeringens udspil. Der er tommelfingeren nedad fra de store LO-forbund 3F, FOA og HK med mange offentligt ansatte. Der er også kritik fra FTF's formand, Bente Sorgenfrey, og et nej fra Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, som i foråret forhandlede overenskomster for offentligt ansatte.

Derimod ser Sygeplejerskernes formand, Connie Kruckow, positive takter, mens Dansk Arbejdsgiverforening (DA) kun vil forhandle løn ved overenskomsterne. LO's formand håber, at Lars Løkke Rasmussen lytter til kritikken.

"Jeg håber, at ministeren tager vel imod vores forslag, og at vi på den baggrund kan blive enige om at sætte arbejdet i gang. I modsat fald er vi i en situation, hvor det næppe bliver til noget," siger Harald Børsting.

Ser sort ud

Lønkommissionen skal være færdig i 2010. Den skal ledes af Michael Christiansen, som er tidligere departementschef i Forsvarsministeriet og chef for Det Kgl. Teater.

Det bliver imidlertid svært at nå til enighed, fordi regeringen ønsker en bred kommission, som skal se på alt for mange emner, mener professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet.

"Reaktionerne har været meget skarpe, og fagbevægelsen forsøger nu at få regeringen til at bide til bolle på en mere snæver kommission. Den er bare ikke til at sluge for regeringen," siger han.

DA ser den faglige kritik som resultat af forårets strejker og overenskomster. Striden har skabt usikkerhed om ellers klare begreber som løn, siger DA's administrerende direktør, Jørn Neergaard Larsen.

"Vi har i mere end 100 år været i stand til at værdisætte og måle løn. Men nu mener nogle, at man skal overveje, hvordan man måler løn. Derudover er det ganske provokerende at se forslag fra forskellige sider om indblanding i private forhold. Det er helt udelukket, at kommissionsarbejdet skal handle om den private sektor," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her