Læsetid 11 min.

Makkerne fra Munkebo

Værftsbisser græder ikke, når de bliver fyret, siger de på Lindøværftet. Hr. Møllers hjertebarn har skaffet sig af med 200 mand i et forsøg på at vende skuden. Industrisamfundets sidste bastion på Fyn kæmper for livet. Information har besøgt 'makkerne' fra værftet i Munkebo
Værftsbisser græder ikke, når de bliver fyret, siger de på Lindøværftet. Hr. Møllers hjertebarn har skaffet sig af med 200 mand i et forsøg på at vende skuden. Industrisamfundets sidste bastion på Fyn kæmper for livet. Information har besøgt 'makkerne' fra værftet i Munkebo
2. september 2008

Lars Hansen går ned gennem 'Tutten', som kantinen på Lindøværftet kaldes.

Han har blå overalls på, overkroppen er bred og muskuløs og issen bar. Han ligner det, han er: En skibsbygger.

Fra frokostfyldte borde med frikadelleduft og pilsnere hilser makkerne på fællestillidsmanden, og Lars hilser tilbage. 'Tutten' er værftets puls. Eller i hvert fald arbejdernes puls. Det er her, de samles og taler dunder, når noget går dem imod. Det er her, de nedlægger arbejdet.

"Vi går hjem! Vi går hjem! Vi går hjem!"

To mænd kalder Lars hen. De klager over, at salatbaren ikke er fyldt op, og at omklædningsrummene er for varme.

Da makkerne mødte på værftet efter sommerferien, var temaet i 'Tutten' anderledes alvorligt. En stor del af de kolleger, som lige havde mistet deres job, skulle erstattes med nye arbejdere fra værftets underleverandører.

"Det endte med, at vi fik revet 26 fyresedler i stykker,"siger Lars Hansen om de forhandlinger, der fulgte.

I alt er omkring 150 arbejdere og funktionærer fyret fra Lindøværftet, mens 50 andre ikke har fået forlænget deres kontrakt eller er gået ved frivilli afgang.

De 26 iturevne fyresedler er en lille sejr for industriarbejderne på det hårdt prøvede værft. De har nu fået lovning på, at der ikke skal skæres dybere, i hvert fald ikke før udgangen af 2009.

Men for Lars Hansen og de andre industriarbejdere handler hverdagen om andet end at kæmpe for egne rettigheder. 'Konkurrencedygtighed' og 'produktivitet' er nogle af de ord, fællestillidsmanden bruger mest, og det er der en grund til.

Gang på gang er der blevet spekuleret i, hvor længe A.P. Møller-koncernen vil holde liv i et værft, der er under pres fra konkurrenter i Fjernøsten, og som alene de seneste tre år har givet omkring 2,6 mia. kr. i underskud.

Mens værftets ledelse har udråbt prisen på stål og en lav dollarkurs som årsag til krisen, så er der også gjort meget på de indre linjer.

Lindø har længe satset på ny teknologi og robotter, indført bonusser for lavt sygefravær, bragt arbejdsulykkerne ned og lønnet efter produktion.

Også fællestillidsmanden taler om ikke at spilde tiden.

"Det er fint, at makkerne er vågne, men vi skal helst undgå at komme i de situationer, hvor vi går i 'Tutten', for vi mister meget god arbejdstid," siger han.

Formår Lindø ikke at konkurrere, så ryger værftet helt en dag, og så er der ikke bare tale om et par hundrede industriarbejdere, men knap 3.000 plus lige så mange hos underleverandørerne i Munkebo og omegn.

En katastrofe for makkerne, for værftsbyen, ja for hele Fyn. Og måske også for Industrinationen Danmark.

Men endnu lever 95-årige Mærsk Mc-Kinney Møller, hvis far lod Lindøværftet opføre. Og så længe Hr. Møller lever, lever Lindø også, siger de i Munkebo.

Bisser med tyndere hud

I Munkebo svajer kranerne i kulissen. Som visere i et gigantisk urværk, har de i årtier slået takten an for byen.

'Uden Lindø ingen Munkebo' har det lydt, men sådan er det måske ikke længere.

I fjor blev både værftet og byen udråbt til nationalt industriminde af Kulturarvsstyrelsen. Lindø var en af efterkrigstidens helt store arbejdspladser, værftet indførte masseproduktion af kæmpe skibe og slog siden rekord på rekord ved blandt andet at bygge verdens første dobbeltskrogede supertankere og en serie af verdens største containerskibe.

Værftet fik Munkebo til at vokse til det femdobbelte i størrelse og bondelandsbyen forvandlede sig hurtigt til et fabrikssamfund, hvor alle var 'en stor familie'.

Nu er Munkebo igen ved at løsrive sig fra værftet og i fjor solgte Lindø sit ejendomsselskab og industriarbejdernes mange ens rækkehuse fra.

Kerteminde Kommunes strategi synes nu at være at tiltrække ressourcestærke folk udefra, så byen også kan leve videre, selv om Lindø ikke gør det.

Deres udsendte opsøger den lokale afdeling af fagforbundet 3F for at høre, hvordan fagbevægelsen ser på fremtiden for industriarbejderne i Munkebo.

Faglig sekretær Carsten Gelstoft beskriver stemningen på Lindø som værre end nogensinde.

"Der har været sabelraslen hvert år, især når der skulle forhandles løn, men man strammer skruen hårdere nu, og det er mere vedvarende," siger Gelstoft.

Da værftet var på sit højeste i slutningen af 60'erne og begyndelsen af 70'erne, beskæftigede Lindø og det gamle værft i Odense omkring 6.000 mand.

Gennem årene har der været adskillige kriser og afskedigelsesrunder, og hver gang er der skåret en skive af værftet, men nu er man også begyndt at pille ved arbejdernes goder. Senest er julegaverne og den årlige pensionistdag sparet væk.

Den faglige sekretær, som selv arbejdede på Lindø i begyndelsen af 1970'erne, hiver en bog ned fra reolen. Hellere værftsbisse end bondekarl, står der på omslaget.

"En værftsbisse er en arbejdsmand eller en smed, der har hård hud på fingrene," forklarer Gelstoft og uddyber:

"Man finder ikke en arbejdsplads i Danmark med et sammenhold magen til det på Lindøværftet. Måske var det lige sådan på B&W. Man kommer ikke ind på værftet uden at være organiseret, det holder makkerne fast i."

Lindø er ikke bare en af de sidste store bastioner for industriarbejderne, det er det også for fagbevægelsen. Som Odense-formand for Dansk Metal, Keld Westring, udtrykker det, da jeg spørger til Lindø-smedenes ret til at vælge fagforeningen fra:

"Kunne du tænke dig udelukkende at gå og se på hadefulde folk, der ikke vil snakke med dig?"

På 3F-kontoret i Munkebo tilføjer Carsten Gelstoft, at det er som om, værftsbisserne ikke er så hårde i filten mere. At værftets usikre eksistens har gjort dem mere følsomme.

"Hvor man før var lidt mere hårdfør, lidt mere værftsbisse, så kan et forkert ord fra en værkfører nu sætte noget i gang. Tidligere klarede man det ved at sætte sig i et skur og give værkføreren et 'riv af', men man har ikke den samme hårde hud på hænderne mere," mener Gelstoft.

Tidligere var opfattelsen sådan, at når man kom ind på værftet, så havde man fast arbejde resten af livet. Det ligger stadig i blodet hos mange, og derfor er det meget følsomt at blive fyret, forklarer han.

Gelstoft frygter, at værftets eksistens afhænger af, hvor længe Hr. Møller lever. Værftet er hans hjertebarn, og når Møller er væk, er der ingen til at beskytte underskudsforretningen. "Jeg vil næsten græde, når det lukker. De er en af de få bastioner, vi har tilbage. Sådan en rigtig arbejdsplads," siger han. Men på Lindø græder man ikke. Heller ikke når man bliver fyret, lærer jeg.

Kampen mod kineserne

Globaliseringen og satsningen på videnssamfundet har sat den traditionelle industrikultur under pres.

I dag er 14 pct. af Danmarks arbejdsstyrke beskæftiget i industrien - i 1960'erne var det 26-27 pct. I samme periode er industriens andel af vores samlede produktion faldet fra at udgøre en tredjedel mod nu at være på vej mod en femtedel.

Konkurrencen fra Fjernøsten er gået hårdt ud over skibsværfterne, som er lukket på stribe: Helsingør lukkede i 1983, Nakskov i 1986, Aalborg i 1988, B&W i 1996, Ringkøbing i 1997, Frederikshavn i 1999, Svendborg i 2001, Århus i 2007.

Først var det japanerne, der byggede billigere skibe, siden overtog koreanerne, og nu er kineserne på vej til at blive verdens førende skibsbyggernation.

Tilbage i 'Tutten' er skibsbygger og fællestillidsmand, Lars Hansen, overbevist om, at der stadig er brug for Lindøværftet.

"Når vi bygger et skib, og det sejler ud gennem gabet mellem Enebærøje og lodsstationen, så er det mange millioner kroner, vi taler om, og det er en god indtægt for landet. Da jeg var dreng, var Odense fyldt med store industrivirksomheder, men nu er der kun Lindø tilbage. Mister vi Lindø, så mister vi hele vores baggrund som industrisamfund," siger Lars Hansen, som tilføjer, at ikke alle kan uddanne sig til et job i videnssamfundet.

Pointen om den udenlandske valuta er der noget om. Selv om industrisamfundets samlede andel af produktionen og beskæftigelsen daler, så står industrien stadig for over 40 pct. af Danmarks eksport.

Under overskriften: "En stærk industri er afgørende for udvikling og velfærd" pegede Dansk Industri (DI) og Dansk Metal netop på dette faktum i et nyligt indlæg i flere aviser.

Sagen handler om Fredericia Skibsværft, hvor kommunen vil opsige lejekontrakten med værftet for i stedet at bygge lækre boliger på havnen.

Det er bare ét i en række eksempler på, at industrien nedprioriteres, når der skal byplanlægges i danske havneområder, siger DI.

"Vi har som land behov for at have en produktion, som udlandet er interesseret i at aftage, ellers render vi ind i samme problemer, som vi havde i 70'erne med voldsomme restriktioner på vores økonomi. Når vi som i Fredericia har en virksomhed, som lever rigtig godt af at reparere og vedligeholde skibe, og vi ved, at der de næste mange år vil være stigende efterspørgsel efter skibe, så strider det mod sund fornuft at opsige lejemålet. Vi har ikke behov for, at nogen aktivt forhindrer industriarbejdspladser i at leve videre i Danmark," siger vicedirektør i DI, Ole Krog.

Han henviser til, at regeringen - blandt andet af klimahensyn - har sat de danske havne som omdrejningspunkt for godstransport til og fra udlandet, noget der også vil smitte positivt af på værfterne.

På Lindø har man gennem en årrække modsat fået hjælp fra politikerne. Værftet har modtaget statsstøtte i hundredmillion-klassen, men i dag er der lukket for kassen.

Lars Hansen er overbevist om, at Lindø ikke kun lever på Hr. Møllers velvilje.

Men det kan meget vel være, at værftet skal ind på markeder, hvor asiaterne ikke er direkte konkurrent, som for eksempel udstyr til boreplatforme i Nordsøen eller specialiserede transportskibe, siger han.

Andre peger på, at Hr. Møllers datter, Ane Mærsk McKinney Uggla, også har en forkærlighed for værftet, og da datteren står til at overtage roret i de magtfulde familiefonde, så er det ikke helt ligegyldigt.

Endelig siger nogle værftsarbejdere, at A.P. Møller-Mærsk slet ikke tør sige farvel til fordelene ved at have eget værft og dermed kunne bygge skibe i hemmelighed for konkurrenterne.

Som en arbejder formulerer det: "Jeg vil vædde med, at hvis du stiller dig op i køen i Korea, så får du en standardvare. Det er som at købe et airconditionanlæg i Bilka."

Arbejderen har selv set skibene fra Korea, og de er slet ikke svejset lige så godt sammen som dem fra Lindø, siger han. Alligevel gik søsterselskabet Maersk Line for nylig i en stor bue uden om Lindø, da det bestilte 18 containerskibe hos Hyundai i Korea.

Manden de kaldte Stigne

På Lindøværftet har makkerne altid givet hinanden kælenavne. Jeg finder nogle gamle eksempler i bogen fra Gelstofts kontor.

Jens Lort hed sådan, fordi han en gang forrettede sin nødtørft i en tanker. Den Hvide Neger havde kort, sortkrøllet hår. Og tyskeren Aber Gummipik sagde 'aber' foran hvert andet ord. En dag fik han endelig en dame.

Den 33-årige kranfører Stig Rasmussen blev kaldt 'Stigne', fordi han - efter at have fået tre døtre - lod sig sterilisere.

"Jargonen er hård på Lindø. Det er ikke alle, der kan holde til det. Man kalder folk for en skovl, hvis man mener, de er en skovl. Kan man ikke klare det, så skal man ikke være der," fortæller Stig, der bor i et parcelhuskvarter i Munkebo.

Efter fire år på værftet er kranføreren nu fyret fra Lindø. Han husker den sidste dag.

"Da jeg skulle aflevere mit tøj og mine nøgler vidste jeg godt, hvor det bar hen. Der var kun én vej, og det var ud af porten. Jeg havde det af helvede til."

Selv om Stig var mærket, græd han ikke. Det gør man ikke på Lindø. Heller ikke hvis man bliver fyret efter 20 års tjeneste. "Du skal være hård, meget hård," siger Stig.

Da han for lidt over et år siden var på vej ud af et køretøj på værftet faldt han, vred knæet og sprængte et korsbånd. Men da kranføreren er ordblind, stemplede han ikke ud under 'arbejdsskade', som han skulle, og derfor er skaden aldrig blevet anerkendt, siger han.

Nu har Stig fået at vide, at han ikke kan søge tilbage til Lindø de næste tre år. Men måske vil Stig prøve alligevel, for han savner allerede makkerne.

Derfor vil han også at tage kørekort til lastbil med kran, for det har de brug for på værftet.

"Når der kommer et stort skib sejlende, vil det da være fedt, hvis jeg også til mine børnebørn kan sige, at det har jeg været med til at bygge," siger Stig.

Stoltheden over at være med til at bygge verdens største og mest avancerede containerskibe skal man ikke lede længe efter hos værftsarbejderne.

Ulven kommer til sidst

Jeg vil spørge adm. direktør fra Lindøværftet, Finn Buus Nielsen om, hvordan han ser på værftets fremtid. Er der flere fyringer på vej? Og hvad er ledelsens plan for at vende skuden?

Men Buus Nielsen, der selv er uddannet klejnsmed på Lindø, ønsker ikke at medvirke i artiklen.

I stedet går jeg ned på Pinden.

Pinden er det skur, hvor nogle værftsarbejdere mødes for at få en fyraftensbajer. Skuret ligger lige bag Munkebos butikscenter, som værftet også byggede i sin tid, og som i dag har en bank, en pub, et jobcenter, nogle tøjbutikker og to solcentre.

På Pinden står en værftsarbejder og taler på en bund af ølkapsler.

"Man har råbt 'ulven kommer' så mange gange, men på et tidspunkt kommer den jo," siger han om de mange kriser på Lindø.

Han fortæller om dengang under stormen i 1999, hvor den mægtige portalkran knækkede, og arbejderne blev sendt hjem lige op til jul.

"Hvis der er nogen, der mangler noget, så skal de have," fortæller historien, at Hr. Møller sagde.

En anden værftsarbejder har regnet på, hvor længe skibsrederen skal leve, hvis Lindø skal eksistere, til industriarbejderen selv skal på pension. Der er syv år til, og i dag er Møller 95 år, så han skal bare blive 102.

"Værftet er jo Hr. Møllers lille øjesten," fortsætter makkeren fra Munkebo.

Det ligner lidt, han får våde øjne, eller også er det bare øllerne, for værftsbisser græder jo ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu