Læsetid: 4 min.

Den nye S-generation er sprunget frem fra kulissen

Poul Nyrup takkede af, og Helle Thorning-Schmidt udnævnte Lars Løkke til sin hovedmodstander på en S-kongres, som bar præg af optimisme og sammenhold
SOCIALDEMOKRATERNE KONGRES.: Socialdemokraterne startede lørdag middag deres 2-dages kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Her forlader formand Helle Thorning-Schmidt efter beretningen. (

SOCIALDEMOKRATERNE KONGRES.: Socialdemokraterne startede lørdag middag deres 2-dages kongres i Aalborg Kongres og Kulturcenter. Her forlader formand Helle Thorning-Schmidt efter beretningen. (

Scanpix 2008

8. september 2008

Enkelte hjerter sprang nok et slag over, da Poul Nyrup Rasmussen søndag formiddag fra talerstolen på den socialdemokratiske kongres leverede budskabet:

"Jeg bliver."

Det fremgik dog hurtigt, at den tidligere formand talte om sit partimedlemskab. Så Nyrups arvtager i Europa-Parlamentet, den unge Dan Jørgensen, kunne således ånde lettet op.

Nyrup, der fremover vil hellige sig arbejdet for psykisk syge, talte dunder mod VK's økonomiske politik:

"Når jeg tænker på, at en regerings hovedansvar dybest set er at sørge for, at ens land kan klare sig - kan overleve i den globale, benhårde økonomi - så må jeg sige: I har svigtet projektet. Og det vil vi fortælle hver eneste dansker," sagde han og afrundede:

"Jeg glæder mig uendeligt til at være en af dine græsrødder, Helle."

Et par timer forinden havde en anden tidligere formand leveret en bevægende og passioneret tale. Den 65-årige Svend Auken, der er ramt af kræft, talte om visionen for et lidt mere lige, retfærdigt og bæredygtigt Danmark. Han beskrev sin tid i partiet som en lang sejlads:

"Jeg valgte at gå om bord for 50 år siden, og jeg har aldrig fortrudt det. Og jeg ser frem til mange gode år sammen med jer i vores gamle, men alligevel unge parti."

Ny firebande

Kongressen sendte desuden et klart signal om, at en ny firebande er klar til at tage over fra Nyrup, Auken, Lykketoft og Bjerregaard. Således optrådte Henrik Sass Larsen, Nick Hækkerup og Mette Frederiksen sammen med Helle Thorning-Schmidt i den videopræsentation, der indledte kongressen lørdag. S-formanden nævnte ambitiøse mål fra Stauning, Krag og Nyrup, før hun konkluderede:

"Nu er tiden kommet til, at vi i min generation tager vores ansvar."

Thorning-Schmidt betonede, at opsvinget er slut, og også hun harcelerede mod VK's økonomiske politik og konsekvenserne for velfærdssamfundet:

"Men der er et alternativ. Og det alternativ er socialdemokratisk," sagde hun og efterlyste reformer på erhvervstilskud, miljø, fremtidens seniorliv, uddannelse og sundhedsvæsen.

På kongressen blev der fra alle sider udtrykt stor forventning og udbredt tilfredshed med partiets seneste visionsudspil om trivsel, som lægger vægt på demokrati og fællesskab og på at begrænse privatisering.

"Det er nyt, det er klassisk, det er fremadrettet og til at bygge videre på," sagde politisk ordfører Henrik Sass Larsen, der i øvrigt delte scenen og sin taletid med næstformand Mette Frederiksen - et tydeligt signal om, at man vil gøre op med den højre-venstre-strid, der har truet med at splitte partiet. Også den norske, socialdemokratiske statsminister Jens Stoltenberg opfordrede til sammenhold, da han for kongressen gav en pep-talk om socialdemokratisk vej til magten.

"Man skal stå samlet og solidarisk og have evne til reformer og fornyelse," bedyrede han i en tale, der aftvang sig respekt blandt de omkring 800 delegerede i Aalborg.

Købesex til hjørne - igen

For andet år i træk lykkedes det Socialdemokraterne at skyde et forbud mod købesex til hjørne. I sidste uge bidrog Poul Nyrup til striden, da han erklærede sig parat til et forbud, og på kongressen efterlyste flere talere, herunder partiets energiordfører, samme linje.

"Danmark er blevet sexindustriens losseplads," sagde Mette Gjerskov og fortsatte:

"Kvindekroppe handles, som var det flæskesider. Jeg kan ikke se anden løsning end at forbyde købesex - kan I?"

Og det kan flere af hendes partifæller sagtens. Bag kulisserne bugner det med ironiske bemærkninger fra mandlige sosser om, at partiet hellere helt skulle forbyde sex. Blandt de unge er holdningen en anden, og DSU har længe ønsket et forbud.

"Socialdemokraterne har altid taget hånd om de svage. Lad os vise de 6.000 prostituerede, at det gør vi stadigvæk. I DSU er vi ikke i tvivl, vi tør handle. Nu venter vi bare på jer," sagde Cæcilie Larsen fra DSU.

Det kommer de så til mindst et års tid endnu. Kongressen vedtog en udtalelse om, at partiet er imod alle former for prostitution, men et forbud skal først drøftes i partiforeningerne frem mod næste års vedtagelse af et nyt arbejdsprogram.

Det lykkedes også for politisk ordfører for S på Københavns Rådhus, Anne Vang, at få vedtaget forslag om at afskaffe satspuljen. Frem for at hente pengene fra reguleringer af overførselsindkomster vil S i stedet afsætte de 1,4 mia. kr. på finansloven til længerevarende sociale projekter.

To til Fogh - syv til Løkke

I weekenden viste en måling for Ritzau, at blandt halvdelen af de socialdemokratiske kredsformænd, der medvirkede, ønsker 80 procent en S-R-SF-regering. Kun 10 procent deler ledelsens ønske om en ny SR-regering. Og S-formanden benyttede da også lejligheden til at prise den historiske aftale med SF om integration:

"Jeg kan love jer, at vores nye integrationsreform ikke bliver det sidste fælles initiativ fra Socialdemokraterne og SF - og forhåbentlig vil også de radikale være med," sagde Thorning til kongressens klapsalver. Og så nævnte hun ikke de radikale mere.

Til gengæld var det tydeligt, at S-formanden opfatter Lars Løkke Rasmussen som den venstreformand, hun skal op imod ved næste valg.

"Danmark har haft syv år med Anders Fogh. Vi har ikke råd til syv år med Lars Løkke," sagde hun.

Fogh blev nævnt bare to gange, mens Løkke optrådte syv gange i partiformandens 50 minutter lange tale.

Hos Socialdemokraterne deler man ikke regeringens syn på behov for at bremse op i økonomien. VK's kombination af skattelettelser og tvungen pensionsopsparing blev stærkt kritiseret:

"Det minder mest om et blandingsmisbrug til en technofest," lød det fra MF Magnus Heunicke.

Ud over vedtagelsen af et nyt Europapolitisk program valgte kongressen kandidater til næste års europaparlamentsvalg. Med Nyrups exit er forventningen, at S kan miste helt op til tre af de fem pladser, så det var en meget glad Britta Thomsen, der blev valgt som nummer to. Hun slog dermed ledelsens foretrukne, Christel Schaldemose, som blev henvist til tredjepladsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg ved ikke helt hvorfor eller hvornår eller hvordan DSU er kommet frem til at et forbud mod købesex er vejen frem. Erfaringerne fra Sverige viser at de prostituerede får besøg af de mest uhyggelige mænd samt går under jorden samtidig med at politiet får mere og mere svært ved at få kvinderne overbevist om at de skal anmelde bagmændene.

Grunden til dette er, mener jeg, at at man ikke fra DSUs side skelner mellem trafficking (kvinde og menneskehandel) og prostiution. Trafficking skal bekæmpes; det bliver den allerede.

Og mon ikke det næste skridt fra diverse feministiske dsu'er og andre nypuritanerne bliver at et forslag om helt at forbyde al porno og nøgenhed skal være forbudt totalt i det offentlige rum - simpelthen fordi 'børn jo kan tage skade af at se på det'. Nu er der bare det, at hvad der intet som hedder 'porno' i dansk lov; det hedder utugtige billeder. Og hvad der er utugtigt til en tid i enhver given kultur er faktisk altid kulturbestemt.

Wilhelm Freddies værker f.eks. blev bedømt til at være pornografiske i 1930erne; det samme gjorde Herman Bangs roman *håbløse slægter* - andre litterære værker mm. har været udsat for det samme. I stedet for at det er kirken, der bestemmer hvad folk skal mene, tænke og tro er det (eller bliver det) nu socialdemokraternes moralisme.

Og jeg mener faktisk, at de mandlige sosser har en pointe, ironi eller ej. De kunne lige så godt forbyde sex - i hvert fald sex der ikke foregår med hænderne over dynen - eller sex der ikke foregår i et statsreguleret socialdemokratisk ægteskab eller parforhold.

Det er som de kvindelige (og nogle af de mandlige) sosser mener, at sex kun hører til indenfor ægteskabets trygge rammer. Og at folk slet slet ikke kunne finde på at være utro eller deltage i tre eller firkanter. Hvis DSUerne bare gad se på profilerne på scor.dk f.eks. så vil folk lynhurtigt finde ud af at folk rent faktisk har andre lyster end dem den hellige socialdemokratismes moralismes fortalere åbenbart tror de har.

øh - hvad med Tyskland og Holland - er de ikke også sex-industriens losseplads? Og nej, løsningen er ikke at forbyde (mænd) at købe sex. Løsningen er at bekæmpe trafficking gennem oprettelsen af et europæisk fbi, som kan arbejde over landegrænserne med dette her. Og at bruge de muligheder, den danske straffelov rent faktisk giver for at bekæmpe trafficking til det yderste.

Det er fint, at Kongressen åbenbart vedtager at den er imod alle former for prostitution - ved den overhovedet hvad den taler om ?

Er det f.eks. prostitution når en pige boller med en fyr som har givet hende drinks hele aftenen? Er det prostitution når en kvinde, som Dharma gør i Dharma & Greg (et umage par), går i seng med en mand, fordi han giver hende dyre juveler eller pelse ?

Er det prostitution når en kvinde går i seng med en mand eller måske ligefrem gifter sig med ham fordi han har et hjem, arvet fra sine forældre - og han tjener godt ?

Er det prostiution når en mand hjælper en kvinde med sine lektier i gymnasiet f.eks. Og kvinden måske bliver så glad for det, at hun giver ham et blowob? Er det prostitution når kvinden boller med manden fordi han giver hende blomster og chokolade?

Eller hvad med at forbyde ældre (og unge) kvinder at tage på sexturisme ture til Caribien f.eks. og bolle med unge lækre mænd, de såkaldte cabana boys eller beach boys.

Det er tydeligt igen hvem der er skurken her - det er manden og mandens liderlige seksualitet som jo af natur er tøjlesløs og vild - og derfor får kvinden ansvaret for at pakke den ind bl.a. ved at forbyde købesex - så manden kun holder sig til en kvinde hele livet, nemlig hans kone. Det næste bliver vel at DSU vil gøre det forbudt (kriminelt) at være utro...

Og at påstå at prostituerede er svage er altså tåbeligt. Socialdemokraterne fortsætter som jeg ser det blot tendensen med at udpege en gruppe som svage og så påstå at hjælpe dem - uden at spørge gruppen om de ønsker hjælp - præcist som socialdemokraterne også påstod at husmødre var en svag gruppe der skulle hjælpes til at indse at de var undertrykte - af manden.
(jeg ved ikke om det hjalp). Pointen er ikke at kvinderne ikke skal være på arbejdsmarkedet, for det skal de! - pointen er socialdemokraterne mener de har en moralsk ret til at dømme andre mennerskers levevis. Og det har de altså ikke - set fra mit udsigtstårn.

Nu har jeg selv boet i Aalborg i 6 år da jeg studerede. Også dengang var Kongres (socialdemokratisk) i Aalborg. Og aldrig har byens prostituerede haft så travlt...

Gad vide om det også er tilfældet denne gang?

(bare lige for at udstille socialdemokraternes småborgelige hykleri ogt moral)

Helle Thorning Scmidt:

"Jeg kan love jer, at vores nye integrationsreform ikke bliver det sidste fælles initiativ fra Socialdemokraterne og SF - og forhåbentlig vil også de radikale være med..."

Lad os håbe at De Radikale og Enhedslisten bliver lige så slagkraftige støttepartier som DF er det i øjeblikket. Lad os håbe og bede til at R og EL ved fælles kraft kan forhindre SF of S at gennemføre alle de umoralske og uappetitlige tiltag på udlændingeområdet som de går og pønser på i jvf. deres "integationsreform".

Hvis ikke står det godt nok sløjt til med gamle Danmark...

Henning Ristinge

Smukt Karsten Aaen, du har fat i den rigtige ende hvad det der sexualhysteri angår. Desværre er SF hoppet på vognen, og med Frederiksen stjerne på vej op I Socialdemokratiet, ser det unægtelig ud til at vi skal have snerperne til magten, hænderne under dynen igen, og Poul Henningsen jaget ud af det offentlige rum efter næste valg. Det ser i tiltagende grad ud til at det bliver den pris vi skal betale for en S-SF-R regering, vi må håbe et lyst hoved sætter det punkt til folkeafstemning, det er snart det eneste håb vi har før forbyd sex vinder indpas.

Dorte Sørensen

Hvorfor skal sex nu fremstilles, som et hovedemne i debatten om indholdet i den socialdemokratiske kongres?
I mine øjne var en større modstand mod markedsførelsen af vor velfærd et langt større emne – endeligt er socialdemokraterne ved at se faren i et 2 delt samfund, som fx sunds forsikringerne mv. er ved at skabe.
Ligeledes er Anne Vangs forslaget, der blev vedtaget, om at få et fast beløb på Finansloven til længerevarende sociale projekter i stedet for statspuljen, som betales af alle der får en indkomstoverførsel , et rigtigt godt forslag og som ligger sig på linje med Enhedslisten, der hele tiden har været modstander af, at det KUN var overførselsindkomsterne, der betalte til satspuljens mange gode projekter.

Ja, satspuljen er jo de penge, som folk på overførselsindkomst uretmæssigt forholdes hvert år, fordi "det skal altid kunne betale sig at arbejde". Enig! Og kun ved at holde et højt beskyttelsesniveau sikrer man, atarbejdsgiverne presses til at give lønninger på et niveau, også i bunden, som folk kan leve rimeligt for.
Alternativt kunne man jo aflaste det stakkels kassepersonale med selvbetalingsautomater: hvorfor i alverden bruge folk på noget, der både er helbredsmæssigt belastende og spild af gode menneskelige ressourcer.

Dorte Sørensen

Undskyld Peter H, jeg forstår ikke din bemærkning om, at det skal betale sig at arbejde. Mener du at folk med en tilkendt førtidspension, en folkepension, sygedagpenge osv., osv. kan arbejde og det bare er pjæk og slendrian at de er blevet syge, handicappede, gamle osv.

Den danske befolkning bliver ældre og ældre.

D v s, at de ældre som vælgere betragtet er ret vigtige for, om et parti kan få del i regeringsmagten.

På den baggrund synes jeg det er et dårligt hold S stiller med - ydermere "sparker" man ( lidt smågemytligt - men alligevel ) til den tidligere generation , som bare skal skrubbe af og give plads til næste generation.

Jeg glæder mig til, at der er et politisk parti, som forstår at blande kortene således, at der er en jævn aldersfordeling på ledelsesplan i o m befolkningens aldersmæssige sammensætning. Vi taler meget om kønsfordeling - det er idag helt legitimt - men aldersfordeling , er det uartigt ?

Dorte Sørensen

Robert H hvorfor skal det nu være et problem, at de 4 i socialdemokraternes ledelse består af 2 kvinder og 2 mænd i alderen fra 30 – 45 år. Aldersfordelingen i socialdemokratiets folketingsgruppe tæller flere ældre. Fx Lykketoft og Vernersen bar for at nævne 2 dygtige og flittige politikker.
I mine øjne er partiets program eller om du vil politiske målsætning vigtigere.
Jeg ser med fortrøstning på at socialdemokraterne nu vil forlade den 3. vej med markedsgørelse af samfundet til fordel for et mere gammeldags socialdemokratisk syn, hvor fællesskabet, trivsel og tillid skal mere frem i forreste geled.

Nyrup har aldrig været god til at formulere sig mundtligt - og sammenlignet med nutidens strømlinjede teflonpolitikere synes jeg egentlig, det er noget af det positive ved ham.

Nyrup har samlet en udmærket antologi "I grådighedens tid"

Typisk for Nyrup kalder han den ikke selv en antologi men skriver på sin blog: 21. november udkom min bog om kapitalfonde: "I grådighedens tid". I bogen medvirker en række danske og internationale eksperter - som hver har skrevet et kapitel - men ok Nyrup skrev indledningen og et kapitel.

Jeg glæder mig til hans næste antologi der for eksempel kunne hedde:

"Offentlige udliciteringer og deres rentabilitet"
Det er et meget underbelyst kapitel i den pågående udhuling af velfærdssamfundet.

Jeg glæder mig personligt til at han skal virke som græsrod i Socialdemokratiet og ser frem til et hold der tør kæmpe for socialismen v2.0

Nyrup har samlet en udmærket antologi "I grådighedens tid"

Typisk for Nyrup kalder han den ikke selv en antologi men skriver på sin blog: 21. november udkom min bog om kapitalfonde: "I grådighedens tid". I bogen medvirker en række danske og internationale eksperter"

- som hver har skrevet et kapitel - men ok Nyrup skrev indledningen og et kapitel.

Jeg glæder mig til hans næste antologi der for eksempel kunne hedde:

"Offentlige udliciteringer og deres rentabilitet"
Det er et meget underbelyst kapitel i den pågående udhuling af velfærdssamfundet.

Jeg glæder mig personligt til at han skal virke som græsrod i Socialdemokratiet og ser frem til et hold der tør kæmpe for socialismen v2.0