Læsetid: 3 min.

Regeringens kvalitetsgruppe efterlyser resultater

Der mangler konkrete initiativer og penge for at gøre kvalitetsreformen til en succes, siger flere af regeringens håndplukkede medlemmer. Andre maner til tålmodighed
Ikke nok med, at resultaterne af kvalitetsreformen er udeblevet - situationen i den offentlige sektor er blevet langt værre end for et år siden, mener DA-s direk-tør Jørn Neergaard Larsen. Det skyldes ifølge ham, den store overarbejds-, venteliste- og sagspukkel, som strejkerne i foråret har efterladt.

Ikke nok med, at resultaterne af kvalitetsreformen er udeblevet - situationen i den offentlige sektor er blevet langt værre end for et år siden, mener DA-s direk-tør Jørn Neergaard Larsen. Det skyldes ifølge ham, den store overarbejds-, venteliste- og sagspukkel, som strejkerne i foråret har efterladt.

Jens Nørgaard Larsen

2. september 2008

Der mangler konkrete initiativer, og resultaterne udebliver. Sådan lyder den foreløbige dom over kvalitetsreformen fra flere af de håndplukkede medlemmer af regeringens såkaldte kvalitetsgruppe, der i dag mødes med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Meldingen kommer samtidig med, at flertallet af danskerne ifølge en undersøgelse for Ugebrevet A4 mener, at kvaliteten i den offentlige sektor er faldet de seneste fem år.

"Dagsordenen for mødet er implementeringen af kvalitetsreformen. Det er der god grund til, for vi har ikke set så meget til den endnu," siger Jens Winther Jensen, der er formand for Lægeforeningen.

Her er der utålmodighed med at få sat kvalitetsreformens projekter og investeringer i sving, siger han.

"Det er overordentlig vigtigt, at medarbejderne begynder at se nogle resultater. Flere steder sker der nogle ret heftige besparelser. Det giver enorm frustration - og det hele ville være nemmere at sluge, hvis man havde en oplevelse af, at nu begynder der at ske noget med nye sygehusbyggerier og nye investeringer," siger Jens Winther Jensen.

Også BUPL-formand Henning Pedersen efterlyser mere konkrete initiativer fra regeringen.

"Det er nu et år siden, at vi havde vores sidste møde i kvalitetsgruppen. Og siden da har det mildest talt været lidt luftigt, hvad der er sket.

Den meste kontante del var den opkvalificering og styrkelse af ledere og medarbejdere, som vi indgik trepartsaftale om sidste år. Men det venter vi også stadig på," siger han.

Diffus reform

Henning Pedersen vil på dagens møde efterlyse en klar melding fra Anders Fogh om, at arbejdet med helt konkrete initiativer kan gå i gang.

FTF-formand Bente Sorgenfrey ønsker især mere gang i afbureaukratiseringen af den offentlige sektor. Hun mener, at kvalitetsreformen fortsat er en alt for diffus størrelse.

"Jeg havde håbet, at man nu havde genstartet projektet og hevet lidt mere fat i de enkelte dele. Men som det er nu, så er de økonomiske rammer for den offentlige sektor er så smalle, at medarbejdere og borgere hele tiden har en oplevelse af nedskæringer og ikke udvikling," siger Bente Sorgenfrey.

For Dansk Arbejdsgiverforenings direktør, Jørn Neergaard Larsen, handler det ikke bare om, at resultaterne er udeblevet. Han betegner situationen i dag som "langt værre end for et år siden"

"Vi har ikke set nogen af de effekter, der var et ønske om, at vi skulle se. For eksempel et bedre ledelsesgrundlag og en mere dynamisk og effektiv offentlig sektor. Her er billedet værre end det var," siger Jørn Neergaard Larsen - blandt andet med henvisning til den store overarbejds-, venteliste- og sagspukkel, som de offentlige ansattes strejker i foråret har efterladt.

"Det har bragt den offentlige sektor på et helt galt spor. Vi havde brug for, at overenskomstaftalerne indrettede sig på den større dynamik og ledelse, som der er behov for," siger han.

Resultater tager tid

For kommunaldirektør fra Næstved Kommune, Jens Christian Birch, vil kvalitetsreformens initiativer være med til at skabe en langt bedre overensstemmelse mellem borgernes forventninger og det, som kommunerne rent faktisk kan tilbyde. Men sådanne ændringer tager tid at gennemføre, siger han.

Det samme mener professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

"Jeg håber og tror på, at de forskellige reformer vil betyde en mærkbar forskel i den offentlige sektor i de kommende år," siger Niels Egelund.

Knap så forsonligt lyder det fra Anker Boye, der er næstformand i Kommunernes Landsforening.

" Kvalitetsreformen var et valgtaktisk oplæg - men Anders Fogh skal vide, at boomerangen kommer igen. Der er meget langt imellem statsministerens udmeldinger og den enkelte borgers oplevelser," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu